Almene boliger er integrationssluse

Af Regnar M. Nielsen

Men det er ikke fordi, de etniske minoriteter har en særlig forkærlighed for etageboliger. Faktisk vil de som danskere gerne bo i enfamiliehus med have, hvis blot de kunne bo i nærheden af deres familie. Men de etniske minoriteter mangler de fornødne personlige kontakter til at få fodfæste i andelsboligforeninger eller i private udlejningsboliger, og parcelhuse er tit for dyre. Det fremgår alt sammen af en undersøgelse af etniske minoriteters boligønsker, som er lavet af Statens Byggeforskningsinstitut, SBi.

I undersøgelsen er mere end tusinde almene husstande blevet spurgt om deres valg af bolig i forbindelse med flytning i 2004. Over halvdelen svarede, at de har valgt en almen bolig, fordi de her enten allerede har eller forventer at få et socialt netværk blandt familie, venner og landsmænd. Det er især de sidst indvandrede og de dårligst integrerede, der ønsker at bo tæt på venner og familie. Og den adfærd falder helt i tråd med erfaringer fra andre indvandringslande f.eks. USA. Når indvandrerne ankommer til et nyt og fremmed land, forsøger de at få støtte fra familie og landsmænd, der kan hjælpe dem med at få arbejde og bolig og give dem en følelse af tryghed. Det kan bedst lade sig gøre, hvis man bor tæt på hinanden.

Det er kun nogle få procent, der har ønske om at bo et sted, hvor et flertal er indvandrere. Derfor flytter de ud af de store multietniske bebyggelser og spreder sig mere i byen, når de er blevet mere integrerede i samfundet med beskæftigelse og egen indkomst. SBi konkluderer, at det almene byggeri fungerer som en integrationssluse til samfundet: Et midlertidigt ophold på vejen til selvstændig bosætning.