• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Boligblok (alligevel ikke) til salg!

Regeringen bremser boligforeningers forslag om salg af boligblok i Vollsmose i Odense

Af Joan Grønning

- Regeringen og kommu­nerne har i mange år efterspurgt såkaldte »blandede boligområder «, men når vi så foreslår en model, som vi gerne ville lægge kræfter og boliger i at afprøve, kan vi blot konstatere, at regeringen ikke vil prøve den af. Så skarp er tonen fra Boligforeningen Højstrup, Odense Andelsboligforening (OAB) og Fyns Almennyttige Boligselskab (FAB), der sammen står for knap 4.000 lejeboliger i Vollsmose. Det sker efter, at Socialministeriet den 8. juni trak tæppet væk under et salgsforsøg, de tre boligorganisationer havde præsenteret.

Loven virker mod hensigten…
Boligorganisationernes forslag gik ud på at sælge alle lejligheder en hel boligblok som ejerlejligheder for at afprøve, om det er muligt at gøre Vollsmose til et blandet boligområde. Altså at tiltrække socialt stærke mennesker med fast job til området, så beboersammensætningen afspejler resten af samfundet. Forudsætningen for Vollsmose- salget var derfor, at boligselskaberne fik dispensation for de nuværende regler, der giver køber af en almennyttig bolig krav på et renteog afdragsfrit lån på 30 % af købsprisen. De er en del af den permanente salgslov for salg af problemramte boliger, hvor regeringen ville give lejere mulighed for at købe deres almene lejebolig. - Den regel sænker reelt prisen på lejlighederne kunstigt med ekstra 30 procent oven i de 20-30 procent, Vollsmose-lejligheder i forvejen ligger under markedsprisen. I givet fald ville salgsprisen blive så lav, at også folk med meget beskedne indkomster ville have råd til at købe, og så kommer vi ikke et skridt nærmere regeringens egne mål, siger Henning Kirk Christensen, direktør for Boligforeningen Højstrup. - Vi er enige med regeringen i, at blandede boligområder er at foretrække, og derfor er det ærgerligt, at den ikke vil afprøve vores salgsmodel. Vi ved ikke, om modellen ville virke, men vi ved med sikkerhed, at den nuværende lov ikke kan bruges, siger Henning Kirk Christensen.

… og den stavnsbinder køberne
I socialministerens afvisning af Vollsmose-modellen henviser de i stedet selskaberne til § 75d stk. 3 i Lov om almene boliger, hvor kommunalbestyrelsen og boligorganisationen kan aftale, at kun personer i arbejde og med rimelig indkomst kan købe. Den paragraf mener Henning Kirk Christensen dog stadig undergraver målet: - Købsprisen bliver stadig presset af lånene, og det giver en såkaldt »indlåsningseffekt « eller »stavnsbinding«, om man vil. Har man købt en ejerlejlighed delvist renteog afdragsfrit og fx får nyt job og er tvunget til at sælge lejligheden, så skal lånet indfries. Det bliver derfor meget svært at sælge sin ejerlejlighed, så længe der er lejeboliger til salg i området med tilbud om rente- og afdragsfrie lån på 30 %, fortæller Kirk Christensen. Ifølge Kirk Christensen er det kun lejere, der allerede bor i afdelingen, der kan få de rente- og afdragsfrie lån på 30 %, der som nævnt forfalder til betaling, når lejligheden sælges.

Risikerer opkøb og videreudlejning
I OAB peger direktør Lars Andersen på et andet stort problem ved ekstremt billige ejerlejligheder: - Vi risikerer store opkøb i 2. runde af personer, der har videreudlejning som formål. Det har vi set på fx Lolland, der mange steder har fået »kedelige« beboere ind, som har misligholdt boligen, men hvor ejeren er ligeglad og ikke gør noget - og så påvirker det hele området negativt, siger han. I FAB er stemningen ikke bedre, oplyser direktør Bent Bøllingtoft. Selskabet har ligesom Højstrup og OAB nu valgt at henlægge salgsforslaget og vente på bedre tider.

Vollsmose-modellen
• Forsøgsmodellen fra Højstrup, OAB og FAB
• Salg af lejligheder i mindre boligblok.
• Målet er at tiltrække ressourcestærke mennesker med fast arbejde til Vollsmose - nuværende lejere kan også købe til markedsprisen.
• Salgspris følger markedspris, og pt. ligger Vollsmose 20-30 % under resten af Odense.
• Køber har ikke mulighed for at få rente- og afdragsfrit lån på 30 % af købsprisen.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: juli 2007
Senest opdateret: august 2010