• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

De venter med angst

Tusindvis af ægtepar har udsat den sociale deroute, som regeringens 300-timers-regel vil bringe med sig, ved at søge om førtidspension. Men når afslaget kommer, halveres deres indtægt

Af Regnar M. Nielsen Foto: Polfoto

Kun 500 kontanthjælpsmodtagere er ifølge en undersøgelse foretaget af arbejdsdirektoratet blevet berørt af den såkaldte 300-timers-regel, der blev indført 1. april i år. 300-timers-reglen betyder, at når et ægtepar har modtaget hjælp i to år eller mere, er det en betingelse for, at begge kan blive ved med at modtage hjælp, at begge ægtefæller kan dokumentere, at de har haft 300 timers ordinært ustøttet arbejde inden for det seneste år. Ellers kan de miste den ene kontanthjælp.

Færre end forventet men mange latente
Inden loven blev vedtaget, advarede myndighederne om, at cirka 10.000 kontanhjælpsmodtagere var i farezonen. Og regeringen selv vurderede, at cirka 1.200 familier ville blive direkte berørt. Fra kommunerne lyder der forskellige forklaringer på, hvorfor tallet er så meget lavere end forventet. Eksempelvis er mange kontanthjælpsmodtagere af kommunen rykket fra matchgruppe fire til fem, hvilket betyder, at de ikke er omfattet af reglen. Fra Århus og Københavns kommuner er forklaringen, at nogen er kommet i beskæftigelse, andre i uddannelse. Mens cirka halvdelen af den målgruppe, der er omfattet af 300-timers-reglen, enten er på en langtidssygemelding eller har ansøgt om førtidspension. Så længe en ansøgning om førtidspension behandles, kan 300-timers-reglen ikke træde i kraft. Og flere kommuner kan melde om et boom i ansøgninger om førtidspension.

Kan endnu ikke aflæses på antallet af udsættelser
Mange boligorganisationer frygtede, at det i forvejen stigende antal udsættelser af lejere, som ikke kan betale deres husleje, vil stige yderligere i forbindelse med indførelsen af 300-timers-reglen. Men om det er sket kan ikke registreres, før domstolsstyrelsen i foråret til næste år offentliggør antallet af udsættelser i 2007. En del af de potentielt ramte husstande vil jo så også først mærke konsekvensen, når de eventuelt får afslag på deres ansøgning om førtidspension.

 Reglen virker ikke

Formålet med 300-timers-reglen var at få flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Men en rapport fra ankestyrelsen vidner om, at den i bedste fald ikke virker. Op til reglens ikrafttræden i april i år blev 9.000 kontanthjælpsmodtagere varslet om, at de risikerede at miste kontanthjælpen, hvis de ikke havde klaret kravet om at have arbejdet 300 timer inden for de seneste to år. Efterfølgende er kun to procent kommet i varig beskæftigelse, og 11 procent har klaret timekravet. Men langt flere har været inde i en gal udvikling. Otte procent har fået tilkendt førtidspension, og op mod halvdelen venter enten på at få deres ansøgning om førtidspension behandlet, er sygemeldte eller er af kommunen rykket over i den såkaldte matchgruppe fem. Det er den kategori af kontanthjælpsmodtagere, som er så langt fra arbejdsmarkedet grundet sygdom eller manglende kulturelle færdigheder, at de ikke i øjeblikket betragtes som værende i stand til at arbejde. Matchgruppe fem er den eneste matchgruppe, som er fritaget for 300-timers-reglen.

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: november 2007
Senest opdateret: august 2010