• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Hjemfaldsklausul klemmer århusianske boligforeninger

Århus Kommune har ret til at købe grundene under 39 almene boligafdelinger tilbage. Derfor kan en række boligforeninger ikke bygge, som de gerne vil

Af Jan Kaare

En halv snes boligselskaber i Århus må holde byggelysten i ave. De må ifølge loven ikke bygge på en række af deres grunde, med mindre de i realiteten endnu engang køber dem af kommunen. Gør de det, kan prisen blive tårnhøj. - Det er helt klart ikke hensigtsmæssigt. Vi ville gerne i gang med at undersøge, om det er muligt at bygge oven på syv boligblokke, som vi ejer i Frydenlund. Det går vi ikke videre med, så længe situationen er, som den er, siger forretningsfører Kurt Kjeldgaard, Boligforeningen Fagbo. Det er tilbagekøbsklausulen eller hjemfaldsklausulen, som den også kaldes, der er i fokus. Den kom med i lov om almene boliger for syv år siden, da det i en paragraf blev slået fast, at boligorganisationer ikke kan erhverve en ejendom eller opføre byggeri på en ejendom med tilbagekøbsklausul.

Ikke råd til at bygge
Hvis en boligorganisation vil bygge på sådan en grund, må de gå til kommunen og få ophævet klausulen. Det kan blive dyrt, fordi kommunen er berettiget til at kræve et beløb, der svarer til dagsprisen på grunden fratrukket de penge, som boligorganisationen i sin tid betalte. I 1960 gav Boligforeningen Statsbo tæt på 200.000 kr. for en grund i Åbenrågade i Århusbydelen Langenæs. Hvis de skulle købe den i dag, ville prisen være over 6 millioner kroner. Sådan er det gået med de fleste af de grunde, som Århus Kommune har klausul på. - Hvis vi skal af med sådan et beløb, har vi ikke råd til at bygge. Derfor har vi i øjeblikket lagt planerne om at bygge 16 taglejligheder på is. Byggeriet kunne gøre det mere attraktivt for de ældre beboere at blive boende, siger forretningsfører Hans Munk. I København blev der i år 2000 indgået et forlig, som betød, at en lang række tilbagekøbsklausuler blev ophævet. Kommunen fik et noget mindre beløb, end den var berettiget til, og som kompensation blev den kommunale anvisningsret udvidet fra 25 til 33 procent af de almene boliger. Selvom Københavneraftalen var god for boligorganisationerne, førte den til en lille huslejestigning. Da grundene stiger hvert år, vil det i dag blive betydeligt dyrere for de århusianske boligselskaber at indgå en tilsvarende aftale, men på trods af at kommunen får flere penge, er det ikke sikkert, at de århusianske politikere vil være tilfredse med en aftale magen til den fra København.

Stort samlet provenu
Borgmester Nicolai Wammen, Socialdemokraterne, har i de lokale medier luftet tanker om, hvad et eventuelt samlet provenu på op mod en mia. kroner skal bruges til. Kommunen står over for en række store anlægsinvesteringer, der sagtens kan give pengene ben at gå på. I alt 35 boligafdelinger med i alt 4.400 lejemål og fire institutioner, der ejes af almene boligorganisationer i Århus, er omfattet af en tilbagekøbsklausul. De fleste af dem blev bygget i 1960'erne, hvor daværende borgmester Orla Hyldested og hans socialdemokratiske gruppe gerne ville have styr på udformningen af byggeri i en række nye kvarterer. Derfor solgte de grunde med tilbagekøbsklausuler både til almene boligselskaber og private på Langenæs, i Frydenlund, på Herredsvej og andre steder i den nordvestlige del af Århus. En opgørelse foretaget af Århus Stiftstidende tyder på, at 330 matrikelnumre i Århus og den tidligere Åby Kommune er omfattet af tilbagekøbsklausuler fra dengang. Klausulerne løber alle til engang i 2060'erne. På det tidspunkt har kommunen ret til at købe grundene tilbage til samme pris, som de 100 år tidligere solgte dem for.

Det længste strå
Det ser umiddelbart ud til, at kommunen har fat i den lange ende, men så enkelt kan det ikke stilles op. For det første er politikerne i Århus interesserede i at få bygget tættere, så der er plads til flere beboere i byområderne. For det andet kan kommunen stå med et problem, hvis tilbagekøbsklausulen ikke bliver ophævet. - Klausulen er udformet sådan, at hvis ikke vi køber grunden, så skal kommunen købe vores byggeri, når den udløber. Hvad de skal stille op med så mange almene boliger står hen i det uvisse, siger Hans Munk. Hvordan løsningen bliver, ved ingen. Hvis det står til boligorganisationerne, skal kommunen komme med et udspil, hvor byrådet lægger en linje for, hvordan frikøbene kan finde sted. I øjeblikket ser det dog ud til, at en anden opgave er mere presserende for politikerne. Århus Kommune har aldrig fået foretaget en økonomisk og juridisk vurdering af de mange grundarealer, der er solgt med tilbagekøbsklausuler. Først når en sådan vurdering er foretaget, kan politikerne gå videre i forhold til de almene boligselskaber. - Vi aner ikke, hvor mange penge, der er i klausulerne om tilbagekøb. Derfor vil jeg ikke sige noget om, hvor sagen lander. Desuden er det op til et politisk flertal at finde ud af, om der skal være en særlig løsning for de almene boliger, siger teknisk rådmand Peter Thyssen, Det Radikale Venstre.

Hjemfald en kendt konflikt

Før Københavneraftalen kom på plads for syv år siden, var der i flere måneder krig mellem en række almene boligselskaber og hovedstadskommunen. Kommunen krævede, at tilbagekøbsklausulen skulle opretholdes for i alt 37.000 almene boliger, og som svar opsagde de almene boligorganisationer aftalen om, at kommunen havde anvisningsret til 33 pct. af deres boliger. Slagsmålene stoppede i maj 2000 med en omfattende aftale, der betød, at kommunen skulle have 1,8 milliarder kroner i stedet for det oprindelige krav på 2,5 milliarder kroner. Kommunen beholdt sin anvisningsret uændret, men lovede så at bruge 400 millioner kroner til byggemodning og infrastruktur. Kommunen lovede desuden at bruge 10 millioner kroner om året i en tiårig periode på en intensiveret boligsocial indsats i den almene boligsektor. En række andre kommuner har også tilbagekøbsklausuler. Det gælder blandt andre Randers Kommune.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: april 2007
Senest opdateret: august 2010