• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Internationalt fokus på København

Hovedstaden vært for to store kongresser om byudvikling

Af Regnar M. Nielsen Foto: Søren Thomassen

Man kan i reglen godt ærgre sig over at blive nummer to. Men for Københavns vedkommende er der dog trøst at finde i omstændighederne. Det er det store internationale og meget anerkendte magasin, Monocle, som har redaktion i New York, der i juli måned har kåret København til at være det næstbedste sted i verden at leve og bo i. Blandt de forhold, som i sammenhængen gør det overordentligt svært ikke at trække på smilebåndet for Ritt Bjerregaard og andre københavnere kan nævnes, at det i Monocle's motivering for at udpege København til den hæderfulde andenplads blandt andet hedder, at Metroen i København er fantastisk, boligstandarden exceptionel god, lufthavnen en ren fornøjelse. Kriminaliteten lav, kulturlivet i top, og det samme er miljøbevidstheden. Det fremhæves blandt andet også, at beboerne i den danske hovedstad har mange grønne pladser og i det hele taget nem adgang til naturen. Førstepladsen gik til München.

Kongresser og konferencer
Noget er der måske om snakken. I hvert fald har to af verdens mest betydningsfulde organisationer, når det gælder byudvikling, valgt at holde to store arrangementer i netop København. Den 23. - 26. september afvikler International Federation for Housing and Planning, IFHP, sin 51. kongres i København. IFHP blev grundlagt i 1913, og foreningen består af medlemmer fra hele verden. De delegerede er fortrinsvist politikere og embedsmænd, som er beslutningstagere, når det gælder byudvikling. Kongressen afholdes under parolen »Byernes Fremtider«. Og temaet er valgt, fordi 2007 markerer et afgørende år for den globale byudvikling, ved at 51 procent af verdens befolkning nu bor i byområder. For 100 år siden var det kun 10 procent. Kongressens deltagere skal blandt andet drøfte, hvordan storbyerne undgår at blive forslummede og usunde at bo i. Målet er ifølge IFHP, at byerne skal udvikles med fokus på bæredygtige sociale og miljømæssige sammenhænge. Og her mener arrangørerne, at København er en af de store byer i verden, der har flest eksempler at leve op til. Der er således arrangeret et omfattende program for kongressens cirka 700 deltagere med ekskursioner til både boligområder, rensningsanlæg og meget andet, som København har at vise frem.

Byggeriet skal bryde grænser
Den 9. - 10. oktober afvikles så konferencen Revaluing Construction 2007 - Crossing Boundaries. Temaet for konferencen, der vil have 40 fremtrædende internationale ledere og eksperter fra byggebranchen over hele verden, er, at byggeriet ikke længere er et nationalt anliggende. I en verden, hvor globaliseringen er en realitet, må byggeriet lære at hente og sende viden, produkter og organisation over grænserne. International Council for Research and Innovation in Building and Costruction (CIB) står som initiativtager til konferencen, hvis danske arrangør er Statens Byggeforskningsinstitut.

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: september 2007
Senest opdateret: august 2010