Investerer i bedre udsigt
Beboerne i nye pleje- og ældreboliger i Thorning har udsigt til
et gammelt garageanlæg. Nu har boligselskab købt naboejendom for at
give de ældre en bedre udsigt
Af Claus Gjedsig
Gerda Mikkelsen var ikke i tvivl om, at hendes mand, Villy,
ville få den dårligst tænkte udsigt, når han flytter ind i en af de
nye plejeboliger på Plejecentret Bakkegården i Thorning nær
Kjellerup. To meter fra hans - og mange af de øvrige beboeres
vinduer - ligger nemlig et gammelt, forfaldent og grimt
garageanlæg. Men det kommer ikke til at ligge der ret længe. Det
skal væltes for at give beboerne en bedre udsigt og i det hele
taget forskønne området.
Køber ejendom
For omkring 1,9 mio. kr. har boligselskabet Sct. Jørgen,
der administrerer ældreboligerne, købt en privat ejendom - med
skure og det gamle garageanlæg - mellem ældreboligerne. - Sidste år
lavede vi en aftale med den gamle Kjellerup Kommune om, at hvis vi
købte den private ejendom og sørgede for at renovere den og området
omkring, så kunne vi overtage de seks nyopførte ældreboliger,
oplyser projektleder Tina Thomsen fra boligselskabet Sct.
Jørgen.
Skal rives ned
Selve huset bliver foreløbigt stående og er udlejet til
et pizzeria og beboelse. Men om nogle år er det meningen at rive
det ned, så der bliver plads til yderligere fire ældreboliger. I
første omgang koncentrerer man sig imidlertid om et bedre udemiljø.
I øvrigt er det første gang, at en kommune har fået tilskud fra
Landsbyggefonden til en renovering og ombygning af et plejecenter.
- Men reglerne åbner mulighed for det, og dem benyttede man sig af,
siger Tina Thomsen.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
juni 2007 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |