Kommuneaftale åbner for byggeri af plejeboliger
Men ældre- og familieboliger er i 2008 stadig underlagt
maksimumbeløbets begrænsninger
Af Regnar M. Nielsen
For at sikre at plejeboliggarantien kan opfyldes, vil
maksimumbeløbet for opførelser af plejeboliger i særlige
geografiske områder i 2008 blive hævet, lige som den kommunale
grundkapital for nybyggeri af plejeboliger bliver nedsat til syv
procent. Således blev resultatet af forhandlingerne mellem
regeringen og Kommunernes Landsforening (KL), da formanden for KL,
Erik Fabrin og næstformand Anker Boye, søndag den 10. juni sad over
for finansminister Thor Pedersen for at aftale kommunernes
økonomiske ramme for 2008. Det blev sikret, at regeringen kan
opfylde sin garanti om plejepladser til alle den 1. januar 2009.
Men så blev der heller ikke givet mere. Maksimumbeløbet forbliver
overalt uændret af kommuneforhandlingerne for både ældreboliger,
familieboliger og ungdomsboliger.
Hvad med de ikke plejekrævende?
- Det er utroligt glædeligt, at der bliver åbnet op for
byggeri af flere af de meget nødvendige plejeboliger. Også selvom
det ikke er fastlagt, hvor der kan rykkes på maksimumbeløbet eller
hvor meget, siger formanden for Boligselskabernes Landsforening,
Henning Kirk Christensen. - Men dem med plejebehov er ikke de
eneste, der mangler en bolig i Danmark. Hvad med de ældre, som ikke
er plejekrævende og familierne i de store byer? Det er i praksis
blevet umuligt at bygge almene boliger i hovedstadsområdet, hvor
grundpriser og byggepriser er løbet langt forud for
maksimumbeløbet. Og det samme gælder også for Århus og andre
udviklingsområder, fortsætter han.
Grundpriser steget med 100 procent
At alment byggeri inden for Hovedstadsområdet er blevet
umuligt at opføre bekræftes af hovedstadens boligorganisationer. -
Det er vores erfaring, at byggepriserne over bare det seneste år er
steget med mindst 10 til 15 procent. Dertil kommer, at
grundpriserne er steget med op mod 100 procent. Maksimumbeløbet er
i samme periode steget med de tre procent, som udgør
stigningstakten i den almindelige prisudvikling. Det hænger slet
ikke sammen, siger Jesper Nygård, der er direktør i KAB. - Dertil
kommer et nyt bygningsreglement, der skærper kravene til
energibesparelse. Besparelser Miljøministeriet har beregnet vil øge
kvadratmeterprisen med 200 kroner, fortsætter han. De meget
begrænsende reguleringer på det almene boligbyggeri tvinger ifølge
KABdirektøren boligorganisationerne til at vælge kortsigtede
løsninger for at få økonomien til at hænge sammen. - I stedet burde
vi have muligheder for at afveje anlægsudgifterne med
totaløkonomiske vurderinger af kvaliteten af byggematerialer og
energibesparende tiltag, siger Jesper Nygård.
Ekstremt lidt nybyggeri
De meget begrænsende reguleringer på den almene sektors
byggeri kan muligvis også aflæses af, at nybyggeriet nærmest er
gået i stå. I hele 2007 er der indtil videre givet tilsagn til
opførelse af i alt 97 almene boliger. Til sammenligning var der i
hele 2006 over 9.000 tilsagn. - Det var ganske vidst i forbindelse
med nytåret, at kommunernes grundkapital steg fra syv til 14
procent. Og vi kan ikke udelukke at det har givet en
ketchup-effekt, hvor der var mange ansøgninger og tilsagn før nytår
og få efter, siger BL's vicedirektør Bent Madsen. - Men det her er
altså selv i historisk sammenhæng ekstremt lavt, fortsætter
han.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
juli 2007 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |