• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Kommuner skal på banen

Men de skal først blive mere professionelle og tænke i de store linjer frem for detaljerne

Af Regnar M. Nielsen Foto: Johnny Anthon Wichmann

Der var hug til kommunerne og klædelig selverkendelse fra forvaltningskonferencens deltagere, da konferencen på andendagen blandt andet satte fokus på muligheden for at øge frihedsgraden i den almene boligsektor og på det kommunale tilsyn, som i fremtiden gerne i højere grad må udvikle sig til at blive en samarbejdspartner i jagten på problemernes løsninger og boligområdernes almindelige udvikling. Et panel bestående af direktør Gert Nielsen og vicedirektør Bent Madsen fra Boligselskabernes Landsforening debatterede de ellers tabubelagte emner med Charlotte Fischer, der er boligpolitisk ordfører hos Det Radikale Venstre, og Helsingørs konservative borgmester, Per Tersbøll.

Skepsis
Næsten halvdelen af forvaltningskonferencens deltagere udtrykte så meget mistillid til deres kommune, at de i forbindelse med en af debattens mange indlagte afstemninger sagde nej eller udtrykte betydelig skepsis i forhold til, om kommunen kan klare en ny, friere men mere forpligtende tilsynsform, der i højere grad skal bygge på fagligt samarbejde end kontrol af detaljer. 66 procent af deltagerne var ligeledes enige i, at kommunerne i dag fokuserer mere på detaljer og bureaukratiske procedurer, end de var opsat på at få løst problemerne. Selverkendelsen var dog også stor hos deltagerne. Mere end 85 procent af deltagerne mente, at en regelforenkling og et mindre detaljeret tilsyn fra kommunerne vil føre til flere skandaler i boligorganisationerne. Men skepsis over for egne og kommunernes evner ændrede dog ikke på, at næsten 85 procent af deltagerne sagde ja til spørgsmålet om, hvorvidt det ville være en fordel for boligorganisationerne generelt, hvis det i dag meget detailregulerede tilsyn blev mere i overensstemmelse med den mål- og rammestyring, Boligselskabernes Landsforening ønsker.

Radikal opbakning
I paneldebatten blev der undervejs givet udtryk for klare kontante holdninger. "Regler og love bliver til på baggrund af dårlige sager og skandaler. Men langt hen ad vejen er det kun embedsmænd og boligorganisationernes ansatte og for den sags skyld også Boligselskabernes Landsforening, der profiterer, fordi det holder dem i beskæftigelse. Det er alt sammen lavet i den bedste mening. Men det duer ikke. Den nødvendige udvikling bremses af, at den almene boligsektor er urimeligt detailreguleret. Det skaber bureaukrati, og det er uforståeligt for beboere og omgivelserne," sagde Gert Nielsen blandt andet i sin indledningsreplik. Charlotte Fischer fra Det Radikale Venstre erklærede sig nærmest historisk enig med BL. "Regelforenkling kan kun gøre sektoren og området bedre. Og vi politikere må lære at holde pistolen i lommen hver gang, der kommer lidt skæve sager. For den omfattende regelregulering koster mere i tabt udvikling end i gevinsten af at undgå nogen skandaler," sagde hun. Helsingørs konservative borgmester, Per Tersbøll var mere kritisk. Han mente, at samarbejdet allerede var veludviklet i hans egen kommune, og at en præcisering af, at nu skulle man præcisere mål og samarbejde, kun ville skabe mere bureaukrati.

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: oktober 2007
Senest opdateret: august 2010