Kræver erstatning for ulovlig lejegaranti
Politikerne i midtjysk kommune risikerer at skulle betale
800.000 kr. i erstatning på grund af ulovlig aftale.
Af Jan Kaare Foto: Tom Laursen
Det kan blive meget dyrt for politikerne i den nu nedlagte
Trehøje kommune, at de gav en garanti til Lejerbo i forbindelse med
opførelsen af et højhus i den midtjyske by Vildbjerg. Garantien
gjaldt lejeindtægterne på de seks almene lejligheder i højhuset, og
da fire af dem aldrig har kunnet lejes ud, løber regningen op i
næsten 800.000 kroner. Trehøje Kommune er i dag en del af Herning
Kommune, og efter at Statsforvaltningen Midtjylland for nylig
erklærede lejegarantien ulovlig, går Herning Kommune nu efter at få
udgifterne, som følge af lejegarantien tilbage i kommunekassen.
"Hvis vi i Herning kommune skal kræve erstatning for de penge, vi
har betalt for de tomme lejligheder - og det tror jeg vi skal - så
må vi rette kravet mod Trehøjes tidligere kommunalbestyrelse,"
siger Hernings borgmester Lars Krarup til de lokale medier. Sagen
betyder ikke alene, at en række tidligere kommunalpolitikere kan
komme en tur i retten, den betyder også, at deres embedsførelse
hele to gange er blevet erklæret ulovlig. Da Statsforvaltningen
Midtjylland begyndte at grave i sagen, dukkede der en ældre aftale
mellem Lejerbo og kommunen frem. Den fastslog, at kommunen skulle
stå for udlejning af samtlige af Lejerbos boliger i sit område.
Efter statsforvaltningens opfattelse er det klart ulovligt, da der
ikke har været et boligsocialt behov svarende til antallet af
boliger.
Det kan de ikke bestemme
Sagen om lejegarantien har fået Trehøje Kommunes sidste
borgmester på banen. Svend Blæsbjerg, som han hedder, er nemlig
ikke til sinds at rette ind, uanset hvad Statsforvaltning
Midtjylland eller Herning Byråd mener. "Herning Kommune kan ikke
bestemme, at vi skal betale noget som helst. Det kan godt være, at
statsforvaltningen mener, at aftalen er ulovlig. Det har vi aldrig
forsket i. Vi syntes, vi havde en superaftale med Lejerbo," siger
han. Ifølge den tidligere borgmester betød højhusaftalen, at
kommunen fik sat gang i byggeri for 32 mio. kr. Så skal Herning
Kommune ikke komme og sætte lus i skindpelsen. Når de tidligere
politikere i Trehøje Kommune måske har grund til at sove uroligt om
natten, skyldes det, at statsforvaltningen mener, at politikerne
burde have vidst, at de handlede ulovligt. De er derfor ansvarlige
for konsekvenserne af deres handling. Det afviser den tidligere
borgmester. Det er Herning Kommunes skyld, at de fem lejligheder
står tomme, fordi de ikke har gjort noget for at udleje dem. Og han
mener, at det er kommunens jurister, der er skyld i, at der er
opstået en sag. Det afviser Lars Krarup. Ifølge ham forsøger Svend
Blæsbjerg bare at flytte fokus væk fra en dårlig sag ved at vende
skytset mod Herning. Forretningsfører Georg Schmidt, Lejerbo, har
tidligere over for Boligen slået fast, at han opfattede lejeaftalen
med Trehøje Kommune som lovlig. Der er ingen udsigt til, at
boligselskabet vil blive inddraget eller vil lide et økonomisk tab,
hvis det kommer til en retssag.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
december 2007 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |