Markedsføring som våben mod lejeledighed
Befolkningsudviklingen gør det svært at få folk til at bosætte
sig i Vestjylland. Men almene boligorganisationer kan noget, som
andre ikke kan. Derfor diskuterer BL's 6. kreds kampagne.
Af Jørn Nyvang
Hvis den nuværende befolkningsudvikling fortsætter, vil der i år
2461 være minus seks borgere på Mors. Det har øens borgmester, Egon
Pleidrup Poulsen (S) regnet sig frem til. Så galt skal det ikke
have lov at gå. Langt fra. Heller ikke på det korte sigt. Hverken
på Mors eller i resten af de kommuner, der indgår i 6. kreds af
Boligselskabernes Landsforening (BL). Kredsen kan ganske vist ikke
styre befolkningsudviklingen i det vestjyske. Men den kan gøre
noget for, at de almene boliger i regionen har beboere. Og det
overvejer den kraftigt at gøre. Så kraftigt, at den har puslet med
en markedsføringskampagne for de 36.188 almene boliger, der findes
i landsdelen. Markedsføring samt udlejningssituationen nu og i
fremtiden var de dominerende emner for kredsens årlige
weekendkonference på Hotel Legoland i Billund 2.-3. november.
Faktisk handlede konferencen ikke om andet, når man ser bort fra en
orientering af aktuel boligpolitik ved BL's direktør, Gert
Nielsen.
212 ledige boliger
"Har vi kunder i butikken om 10 år?", lød
startspørgsmålet. Direktør Charlotte Schnoor, Schnoor Research, gav
bud på forskellige strategier og sendte deltagerne ud i 10 grupper,
som skulle indkredse sektorens svagheder, muligheder, trusler og
image i regionen. For en del af deltagerne var det at mangle kunder
i butikken ikke kun fremtidsmusik. Pr. 1. oktober var der 212
almene boliger i kredsen, som ikke havde nogen til at betale
husleje. Det er godt en halv procent af kredsens boliger. Andelen
af ledige boliger i kredsen er mere end dobbelt så stor som
gennemsnittet i resten af landet. Lejeledigheden i landsdelen
varierer meget. Alle kredsens kommuner har lejeledighed, men
enkelte er tæt på nul. Og arten af lejeledighed svinger mellem
kommunerne. En tredjedel af lejeledigheden gælder ungdomsboliger,
men den findes stort set kun i to kommuner.
Solidariteten på prøve
Ovenpå gruppearbejdet kunne kredsen præsentere et idéoplæg
til markedsføring af almene boliger i Vestjylland. "Vi skal have en
bedre markedsføring. Vi er nødt til at være fælles om noget, og vi
skulle qva vor baggrund - historien om almene boliger - være meget
solidariske. Som tiden er skredet, kan vi godt diskutere, om
solidariteten er så stor som den bør være. Men jeg tror egentlig at
vi alle har en erkendelse i dag af at vi skal arbejde sammen,"
sagde formanden for kredsens markedsføringsudvalg, Kurt Degnbol, og
præsenterede på powerpoint, hvad det kunne indebære. Skærmen viste
avisannoncer, en fælles webside og tvreklamer. Alle under
overskriften "BoligGaranti for 100 kr." Annoncerne lod forstå, at
her var der plads til pensionister, børnefamilier, indvandrere og
andet godtfolk. Her kunne de få tryghed og service. "For 100 kr.
kan du sikre dig en lejebolig, når behovet opstår. Kig ind på vor
hjemmeside og se alle dine fordele. www.bogaranti.dk". Kampagnen
kunne tilsyneladende gennemføres for under 15 kr. pr. lejemål i
kredsen. "Jeg håber på, at I vil bakke op om dette projekt. Vi vil
prøve at fremlægge det for jer senere", sagde en begejstret
kredsformand, Karsten R. Håkonsen. Udspillet var én af mange
muligheder for en kampagne. Ingen af deltagerne talte imod ideen.
Det lovede godt for projektet. De deltagende boligorganisationer i
weekendkonferencen repræsenterede mere end tre fjerdedele af
lejemålene i 6. kreds. Boligorganisationerne vil senere blive
indkaldt til møde om projektet.
Landsbyer, nej tak
Men der skal mere end markedsføring til, hvis man på lang
sigt vil sikre sig beboere. Vestjylland trues af faldende
befolkningstal. 2003-15 ventes det at dykke med henholdsvis fire og
fem procent i Viborg og Ringkøbing amter, der før var 6. kreds'
geografiske område. Det kunne professor Flemming Just fra Institut
for Forskning og Udvikling i Landdistrikter fortælle om i sit
indlæg, der havde overskriften "Hallo, er der nogen?" Oveni det, er
det en udfordring, at de tilflyttere, der er til yderområder, har
helt bestemte forventninger til deres omgivelser. "Folk vil ikke så
gerne bo i landsbyer, men de vil gerne bo på landet. Det forbinder
man med frihed, og dér kan man have sine får", sagde Flemming Just.
Faldet i indbyggertal har allerede ramt flere af kredsens kommuner.
2004-06 var det for eksempel på 686 i Ringkøbing- Skjern, 1.028 i
Thisted og 1.240 på Mors.
Væk med rønnerne
Men morsingboerne vil ikke lade stå til. Morsø Kommune har
søsat et projekt, der skal holde befolkningstallet ved lige og
givet den almene boligsektor en central rolle i det. Kommunen har
oprettet en task force, der blandt andet skal medvirke til at
fjerne mange faldefærdige boliger og nyopføre et antal tidssvarende
boliger. I forbindelse med projektet er der stiftet foreningen
Bedre Boliger på Mors. Foreningen har næstformanden for
Boligselskabet Nykøbing Mors, Ansgar Nygaard, som formand. "Vi
opererer med fornyelse af boligmassen i landdistrikterne. For
eksempel har vi i en af vore landsbyer sat et projekt i gang med at
bygge fire almene boliger", fortalte borgmester Egon Pleidrup
Poulsen. "Kan boligselskaberne og kommunen gøre noget sammen? Ja,
nogle steder har boligselskaberne langt større ekspertise end
kommunerne. Noget af det vi i kommunerne har stort behov er en
vurdering af bosætningsmønstre: Hvem er det, hvilke aldersgrupper,
hvordan skal det indrettes og så videre". Borgmesteren regnede ikke
med at kunne vende udviklingen helt. Men i det mindste at
stabilisere den. Så Mors ikke kommer til at stå med et negativt
indbyggertal om nogle hundrede år.
Landsbydøden truer
Inden for de næste 30 år vil 53 danske landsbyer dø. De vil
komme ned under 200 indbyggere, der defineres som grænsen for at
være en by. Det viser en fremskrivning af befolkningsudviklingen,
som er foretaget af FDB's blad Samvirke. 13 af de truede landsbyer
ligger i 6. kreds. 10 af dem rummer almene boliger, fremgår det af
Landsbyggefondens hjemmeside.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
december 2007 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |