Skyldnerne slipper ikke
Boligforeningen Ringgården i Århus sporer tidligere beboere, som
er flyttet med gæld, på deres nye adresser og sørger for at få den
indfriet, hvis de er kommet til penge i mellemtiden.
Af Jørn Nyvang Foto: Arkiv
20 afdelinger af Boligforeningen Ringgården har fået uventede
penge i kassen. I første omgang 329.000 kr. Senere kan det blive
til meget mere. Det samme kan andre af den århusianske
boligforenings afdelinger se frem til. De uventede indtægter
skyldes, at Ringgården har fået fat på de fraflyttere, som er gået
under betegnelsen "de uerholdelige". Det vil sige folk, som ved
deres fraflytning har efterladt sig gæld. Typisk i form af
huslejerestancer og på grund af ødelæggelser, der ikke har kunnet
dækkes af indskuddet. "I tre-fire år arbejdede vi med
incasso-firmaer, og det gav nul og nothing. Men så tog vore egne
piger fat", fortæller forretningsfører Palle Jørgensen.
Regnskabsassistent Helle Bøhrk og hendes kollega Tina Malmros har
siden været på sporet af fraflyttere, hvis gæld har været betragtet
som uopnåelig at få indfriet. De har tegnet abonnement hos
CPRregistret på vegne af boligforeningen. Ad denne vej kan de finde
ud af, hvor skyldnerne nu bor. Eneste begrænsning består i, at de
pågældende kan have fået en beskyttet adresse. Dog kan det også
være lidt svært at finde frem til skyldnere, hvis de har skiftet
navn.
Foreløbig indtil år 2000
I første omgang skal Helle Bøhrk og Tina Malmros tage sig
af flytninger til og med år 2000. Fra denne periode er der 800
tidligere beboere, som er flyttet med gæld. De to medarbejdere har
i skrivende stund haft fat i de 376. "Vi presser dem ikke. De får
bare rykkerskrivelser, og hvis de ikke svarer på dem, får de endnu
et brev", siger Helle Bøhrk. Alle 329.000 kr. er hentet hjem ad
frivillighedens vej. Enten ved forlig eller ved fuld indfrielse af
gælden. Indtil videre har det ikke været nødvendigt for Ringgården
at bruge advokat til at kradse pengene hjem. "Det kommer bag på
folk, når de får brevene. De fleste benægter, at de skylder os
noget. De er for eksempel flyttet for 17 år siden og mener ikke at
have noget udestående med Ringgården. Men når vi så nævner for dem,
at vi var i retten med dem omkring flytningen, kan de som regel
huske det igen", fortsætter Helle Bøhrk.
Sikret 20 år tilbage
Boligforeningen sørger for at få dom i sager med de
såkaldte uerholdelige fraflyttere. En sådan dom medfører, at gælden
først kan slettes, når der er gået 20 år. Her gælder ikke bare den
traditionelle fem års forældelse. Der vil ofte være penge at hente,
hvis de tidligere beboere har købt et parcelhus. Her vil der ofte
være en friværdi. Det er straks sværere at få penge hjem fra de
pågældende, hvis de er flyttet til en anden boligorganisation. Også
selv om de skulle have fået penge på lommen i mellemtiden. Det har
Ringgården ikke mulighed for at bevise. Helle Bøhrk og Tina Malmros
arbejder med skyldnerne, når der er tid til det ved siden af deres
daglige virke. Så tager de de gamle flytteposer frem og skriver en
stak breve til nogle forbavsede modtagere. Når de to kolleger har
været alle skyldnere frem til år 2000 igennem, vil det blive taget
op til diskussion i Ringgården, hvad der skal ske i forhold til de
uerholdelige fra de seneste syv år.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
december 2007 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |