Tom blok må sælges til beboelse
Restgælden var større end den salgspris, der var stillet i
udsigt. Derfor har Lejerbo sagt nej til at overtage og afvikle Sdr.
Kongerslev Andelsboligforenings eneste afdeling.
Af Jørn Nyvang
Denne udvikling har fået Socialministeriet til at godkende et
salg af den tomme blok til fortsat beboelse, oplyser civilingeniør
Anders Ravnemose, teknik- og miljøforvaltningen I Aalborg Kommune.
Sdr. Kongerslev Andelsboligforening mistede sin sidste beboer, da
formanden, Svend Hald, flyttede i februar. Han var fortsat
overbevist om, at det var en privat andelsboligforening, han havde
stået i spidsen for. Blokken med de otte lejligheder er fra 1949,
dårligt vedligeholdt og placeret i et område af Himmerland med
mange ledige boliger. I mange år blev boligforeningen administreret
af en beboer. Sidste administrator blev Kuben, som holdt op for et
år siden, da kassen var tom. Siden har Kuben dog troligt
indberettet de otte boliger til Landsbyggefondens månedlige
statistik over lejeledighed. Dog ikke til statistikken pr. 1.
september. Boligerne har da heller ikke været reelt til leje siden
i vinter. Lejerbo var udset til at afvikle afdelingen, fordi
boligselskabet er repræsenteret i den tidligere Sejlflod Kommune,
hvor Sdr. Kongerslev ligger. Ideen var, at en lokal virksomhed
skulle overtage ejendommen. "Noget tyder på, at afviklingen af
boligforeningen er kommet i klemme i forbindelse med
kommunalreformen," siger forvaltningsdirektør Lis Fonnesbech-Wulff,
Lejerbo. Efter handlen måtte opgives, fik Aalborg Kommune
ministeriets tilladelse til at sælge blokken til ikke-almen
beboelse. Kommunen er ved at finde en midlertidig forretningsfører
til at tage sig af salget. Flere interesserede købere har allerede
vist sig, oplyser Anders Ravnemose fra Aalborg Kommune.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
oktober 2007 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |