• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Boligdagenes åndehul

Deltagerne i almene Boligdage har ikke meget fritid. Men når der kan kobles fra, er der en klar favorit. Messen er nummer et.

Af Samina Usman, Jørn Nyvang,
Michael Thorberg og Regnar M. Nielsen

Klatreborge, industrivaskemaskiner over varmemålere, køkkenskabe, byggelån, fjernsynssignaler, forsikringer til vippedyr og fejemaskiner. Det er et enormt udbud af produkter og tilbud, deltagerne i de almene boligdage kan nærstudere og eventuelt shoppe i Odense Kongres Centers store hal C, der er ramme om de Almene Boligdages messe. Det er stedet, hvor de mange kommercielle leverandører til den almene boligsektor mod betaling må fremvise og reklamere for deres produkter. I alt 30 firmaer har opsat stande. Og kampen om boligorganisationernes beslutningstageres opmærksomhed er hård og mere eller mindre fantasifuld og sikkert også mere eller mindre effektiv.

Popkorn sælger altaner
Hos et forsikringsselskab deler man termokaffekrus ud til deltagerne, der står i kø for at erhverve sig gaven. Konsulenten i standen sveder i den ulige kamp, det er at grave krus frem fra kasserne til de mange udstrakte hænder. Med den anden hånd sikrer de fleste af gæsterne sig, inden de skyndsomt iler videre, også lige en æske af de pastiller, som forsiringsselskabet også har sat til gratis uddeling. Kort derfra står en popcornmaskine og popper løs. En arm strækkes ud foran en kvinde ledsaget af spørgsmålet om, hun ikke vil have en æske varme popkorn. Duften af de varme saltede popkorn er svær at modstå, og resultatet bliver nærmest uundgåeligt et lidt usikkert: "Joh… Tak!" I samme øjeblik, der er smagt på æskens fristende indhold, suppleres gaven med spørgsmålet, om ikke hun også ønsker sig en altan. "Mmm!" lyder det sikkert høfligst mulige svar… Munden er fuld af popkorn. De næste minutter åbenbares en verden af forskellige altanløsninger til både nyt og gammelt byggeri for kvinden.

Øl skaber kontakt, mens fjernsyn distraherer
Midt i messeområdet har en udbyder af TV-signaler sat store tv-apparater op. Her kan deltagerne blandt andet følge den danske kajak vinde sølvmedaljer og Jamaicas guld og verdensrekord i fire gange 100 meter ved legene i Kina. Overfor udstiller en udbyder af vaskemaskiner sine produkter. Et af apparaterne fører firmaet dog ikke på salgslisten. Det er et fadølsanlæg, der arbejder på højtryk. "Det er for at lokke kunderne til," forklarer den nydelige, charmerende og hårdt arbejdende dame, der skænker og serverer krusene med fadøl. "Når man har fået et glas, er man i reglen nødt til at blive hængende, mens man drikker det. Og det giver vore konsulenter tid og en afslappet atmosfære, der er ideel i forhold til at skabe en god kontakt," fortsætter hun. Det er dog ikke alle fadølsanlæggets gæster, der fanger interessen for vaskemaskinerne. I hvert fald synes flertallet, at have blikket rettet stift og intenst mod TV-skærmene med de olympiske lege, som udbydes på standen overfor. Det er dog ikke sådan, at vaskemaskinerne ikke også bliver studeret. En kvinde åbner og lukker den store låge i den største af maskinerne og studerer plancherne. "Vores vaskeri er nedslidt. Og jeg undersøger mulighederne for et nyt," forklarer Kirsten Pedersen fra Boligforeningen Fremad.

Sætter alle sejl til
Mange deler ikke noget ud. Men fanger alligevel deltagernes interesse. Romaskiner og andre motionsredskaber hos en udbyder af udendørsudstyr er et hit. En kvinde løfter gentagende gange sin egen vægt i en avanceret romaskine. "Nu bliver din mand endnu mere glad for dig, når du kommer hjem," siger en forbipasserende mand med et stort smil. Et andet sted afprøves vippedyr, et tredje sted en klatreborg med tilhørende rutsjebane. Nogle vil lege. Andre ud fra reel interesse. Og langt de fleste steder får de mulige kunder en både saglig og seriøs service af salgskonsulenterne. "Vi synes ikke, vi behøver at lokke og deler ikke noget ud. Men hvis folk udviser interesse for de ting, vi udstiller, så står vi da til rådighed med alle de oplysninger, kunden ønsker," forklarer marketingskoordinatoren hos en stor udbyder af legeredskaber. Og virksomheden sætter alle sejl til på messen. Den almene boligsektor er firmaets største kundesegment. "Ja! Vi satser meget på det her. Vi er her med seks konsulenter. Og vi har heldigvis travlt," fortsætter hun. Deltagerne elsker messen. Hvem kan ikke lide at drikke en fadøl med en ven. Og når der er hul i de Almene Boligdages tætte og seriøse program er et kig på live-tv fra de olympiske lege, en rotur eller en rutsjetur en kærkommen adspredelse.

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: september 2008
Senest opdateret: august 2010