• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Boligforening lammet efter sag om berigelse

Hirtshals Boligforening er lammet af stridigheder efter bortvisningen af en medarbejder og satser nu på at blive en del af en fælles administration.

Af Jørn Nyvang

En vicevært indrømmede i sommer at have beriget sig selv for godt 55.000 kr. ved at presse en leverandør til at omfakturere for diverse ydelser. Viceværten blev bortvist og gik med til at tilbagebetale beløbet gennem modregning i restferie og ved en afdragsordning. Samtidig valgte boligforeningen efter råd fra sin advokat at lade være med at anlægge sag eller indgive politianmeldelse mod manden. Sagen blev kompliceret af, at den bortviste var valgt som beboer i boligforeningens bestyrelse og i lang tid ikke ville efterkomme en opfordring til at forlade den. Desuden opstod der splittelse i resten af bestyrelsen. Tre bestyrelsesmedlemmer trak sig i protest mod formand Ole Valsson og forretningsfører Svend Baggesens håndtering af sagen. Siden har der været to ekstraordinære generalforsamlinger. Først én hvor formanden, der da dengang helt alene om at sidde i bestyrelsen, fik et mistillidsvotum. Dernæst én hvor der blev valgt en ny bestyrelse. Samtidig med den seneste generalforsamling har Hjørring Kommune som tilsyn meldt sagen om berigelse til politiet. Som en udløber af sagen har boligforeningens enlige kontorassistent været sygemeldt i to måneder, efter at hun var blevet hjemsendt for at have protesteret over bortvisningen af viceværten. I denne situation har Boligforeningen AB og Bygge- og Boligforeningen af 1938, begge Hjørring, hjulpet til med at få den daglige administration til at hænge sammen. Den nyvalgte formand, Knud Erik Kristiansen, venter, at Hirtshals Boligforening bliver en del af en fælles administration, som de andre to boligforeninger arbejder på at etablere. Hirtshals Boligforening har i forvejen masser af udfordringer. Den har lejeledighed i alle sine tre afdelinger. 1. november var 27 af 375 lejemål ledige.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: januar 2008
Senest opdateret: august 2010