Boligkontoret Århus åbner dørene 7. januar
Den nydannede fællesadministration Boligkontoret Århus går i
drift til nytår og ordner flytning af kontorer i den første uge af
2008.
Af Jørn Nyvang
Mandag 7. januar åbnes dørene på den nye adresse,
Brendstrupgårdsvej 7 i den nordlige bydel Skejby. Her har
Boligkontoret Århus lejet sig ind. Boligkontoret Århus er stiftet
af de fire boligforeninger VesterBo, Højbo, Fagbo og Bo'83.
Fællesadministrationen er fortsættelsen af et samarbejde, som
begyndte i 2003. Da oprettede kvartetten den fælles opnotering
Aarhusbo sammen med boligforeningen Statsbo. Dette samarbejde
fortsætter, selv om Statsbo har valgt ikke at blive en del af
Boligkontoret Århus. Fællesadministrationen servicerer mere end
7.000 boliger i Århus og Favrskov kommuner. Placeringen i Skejby er
ret central i forhold til boligerne. "1.000 af dem ligger inden for
en radius af en kilometer," siger administrerende direktør Steen
Møller Andersen, Boligkontoret Århus. De hidtidige tre
administrationsbygninger skal afhændes. Hos VesterBo og Fagbo
drejer det sig om egentlige administrationsbygninger. Hos Højbo og
Bo'83 indgår den hidtidige fælles administrationsbygning (som også
bar navnet Boligkontoret Århus) i en boligafdeling. Boligkontoret
Århus' hjemmeside er bk-aarhus.dk.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
januar 2008 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |