• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Erhvervsmand i front for boligsocialt center

Begrebet at komme ind fra sidelinjen gav i sjælden grad mening, da Karen Jespersen den 16. november under et besøg i Brøndby Strand præsenterede den almene boligsektor og resten af Danmark for den kommende formand og inspirator for det nyetablerede boligsociale udviklingscenter.

Af Regnar M. Nielsen

En enhed der skal udvikle og samle den eksisterende viden om indsatsen mod ghettoisering og sociale problemer i udsatte boligområder. Valget var faldet på erhvervsmanden Asger Aamund.

Knusende ærlig
"Jeg erkender, at jeg aldrig har været i Brøndby Strand før. Jeg havde en forventning om, at det ville ligne Berlin efter anden verdenskrig. Men jeg er oprigtigt positivt overrasket over, at her er så pænt, sagde Asger Aamund, inden han også erkendte, at han i rigtig mange år slet ikke har været indenfor i en almen bolig. Det tætteste, jeg har været, er, at jeg engang kom til at bo i en lignende lejlighed i Bulgarien, fordi man var løbet tør for hotelværelser, forklarede han videre. Inden han dog fortalte, at han som ung havde boet alment.

Kan få noget til at ske
Erhvervsmanden føler sig alligevel fortrøstningsfuld med hensyn til at kunne gøre en indsats i forhold til ghettobekæmpelsen. "Jeg er vant til at få mange forskellige slags mennesker til at arbejde sammen. Både herhjemme og i udlandet, hvor jeg har boet og arbejdet som leder i mange år, forklarer han. Samme kompetencer fremhæves også af velfærdsminister Karen Jespersen, som har udpeget erhvervsmanden. "Asger Aamunds erfaring som erhvervsmand kombineret med hans samfundsmæssige og sociale engagement kan blive en stor styrke for arbejdet med at vende en negativ udvikling i nogle af landets boligområder. Vi har brug for hans drive, energi og ideer," siger hun. Og Asger Aamund ser frem til opgaven. "Jeg betragter det lidt som en slags borgerligt ombud. Det er utroligt vigtigt, at vi får stoppet polariseringen i det danske samfund," siger han.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: december 2008
Senest opdateret: august 2010