• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Evaluering af en fiasko

Rapporten, der evaluerer salgsloven, er omfattende og nuanceret. Men konklusionerne er klare.

Af Michael Thorberg

Det var hen over sommeren sidste år, at konsulenter og researchere fra Capacent og sbs arbejdede hårdt for at lave en omfattende og meget grundig evalueringsrapport af henholdsvis den permanente salgslov, som endnu ikke har ført til salg af nogen almene boliger, og den midlertidige salgslov, inden nytår kun havde ført til salg af ganske få almene boliger. Fra maj til juli blev knapt 100 personer fra blandt andre større og mindre boligorganisationer og fra kommuner udspurgt og interviewet om erfaringerne med salgslovene, og resultaterne er samlet i en 80-siders rapport. Rapporten med navnet "Evaluering af salg af almene familieboliger som ejerboliger (SAAB-evalueringen)" beskæftiger sig blandt andet med, hvorfor der er sket så få salg. Målet var ved lovenes vedtagelse, at der skulle sælges omkring 5000 almene familieboliger over de tre år. Og man konkluderer blandt andet, at det i hvert fald ikke er manglende viden om ordningerne, som er skylden, men blandt boligorganisationerne. Rapporten gennemgår desuden også minutiøst erfaringerne fra de faktisk gennemførte salg.

Otte anbefalinger
Til slut konkluderer rapportskriverne. I et afsluttende afsnit kommer rapportens uvildige forfattere med en række forslag til forbedringer af den eksisterende lovgivning, sådan at den kan føre til flere salg - og vel at mærke salg, som kan have et boligsocialt sigte og modvirke ghettodannelse - og ikke kun et udsalg at de allermest attraktive almene familieboliger til ressourcestærke og veluddannede beboere.

Evalueringsrapporten rummer otte anbefalinger:

• Gør det til en betingelse for salg, at kommunen og boligorganisationen er enige, og at beslutningen træffes i dialog med afdelingen.
• Overvej, om afdelingens vetoret skal afskaffes, hvis formålet med salg er boligsocialt.
• Begræns Socialministeriets (nu Velfærdsministeriets, red.) involvering i beslutningsprocessen.
• Ophæv lejernes ret til renteog afdragsfrie lån i Landsbyggefonden og overlad beslutningen om at yde lån eller kontant nedslag i prisen til kommune og boligorganisation i fællesskab.
• Lad salgsprovenuet gå til boligorganisationen, og lad boligorganisationen afholde udgifterne ved at yde stående lån eller rabat til køberne.
• Smidiggør reglerne om indhentning af ejendomsvurderinger, og foretag vurdering af én bolig tidligere i processen.
• Opdater vejledningen (om salg, red.) i lyset af de indhentede erfaringer, og suppler den med en kort procesbeskrivelse, tidslinjer og tjeklister.
• Undersøg, hvordan man yderligere kan fremme boligorganisationernes muligheder for at tømme hele blokke eller opgange med henblik på at gennemføre enkeltvise salg samtidigt, herunder om boligorganisationerne skal gives hjemmel til opsigelse af lejere med henblik på salg af boligerne.

BL: Træk den lov tilbage

Der er behov for et offensivt forslag om salg af almene boliger. Et forslag, hvor salg skal ske ud fra bypolitiske overvejelser for at styrke beboersammensætningen og for at modvirke ghettodannelser. Derfor er det meningsløst blot at forlænge den midlertidige forsøgsperiode på loven om salg af almene familieboliger. Loven har været en fiasko - og forslaget om at forlænge den bør hurtigst muligt trækkes tilbage. Det er konklusionerne i det høringssvar, som Boligselskabernes Landsforening i april har sendt til Velfærdsministeriet. BL opfordrer regeringen til at lytte til de anbefalinger, som står i den evalueringsrapport, som regeringen har fået uvildige eksperter til at lave. I høringssvaret hæfter BL sig ved, at forsøgsloven ikke har medvirket til "at reducere ghettoiseringen således, som det i bemærkningerne til det oprindelige lovforslag blev annonceret. Tværtimod har loven udelukkende ført til salg og ønsker om salg i de mest attraktive boligområder. Konsekvensen af forsøgsordningen om salg har således trukket i retning af en forøgelse af ghettoiseringen frem for mindskelse." BL fremhæver også, at interessen for at købe almene familieboliger har været yderst begrænset, og at provenuet ved de få salg, der bliver gennemført, vil være negativt eller i bedste fald meget beskedent, så der næppe kommer penge ud af det til at gå i den såkaldte Provenufond. "Tværtimod er det sandsynligt, at salgene og ydelsen af det rente- og afdragsfri lån til køberne vil påføre Landsbyggefonden og dermed i sidste ende de almene beboere en byrde," hedder det i høringssvaret. Endelig hæfter BL sig ved, at ordningen er meget bureaukratisk: "Salgsordningen har som ventet vist sig at være yderst kompliceret at håndtere både for beboerne, kommunerne og ikke mindst boligorganisationerne. Der er således anvendt betydelige ressourcer hos de involverede parter for at få kendskab til indholdet og anvendelsen af salgsordningen."

Ministeren i samråd: Vi har brug for mere tid

Velfærdsminister Karen Jespersen var kaldt i åbent samråd i Folketingets Boligudvalg for at forklare sit syn på den evalueringsrapport, som blev holdt hemmelig fra august, og indtil den kom frem i pressen - kort før ministeren fremlagde forslag om at forlænge den midlertidige forsøgslov om salg af almene boliger. I samrådet svarede ministeren blandt andet: "Årsagen til, at rapporten først blev offentliggjort omkring 1. april, var, at den blev lavet med henblik på at understøtte udformningen af en permanent ordning. Det viste sig at være mere vanskeligt end som så. Rapportens anbefalinger er jo ikke så ligetil at føre ud i livet, og det har hele tiden været meningen, at den først skulle offentliggøres sammen med det lovforslag, som kom ud af det." Nanna Westerby fra SF, der også er formand for Folketingets Boligudvalg, stillede sammen med Sophie Hæstorp Andersen og Bjarne Laustsen fra Socialdemokratiet desuden en lang række spørgsmål, som alle gik ud på at få ministeren til at erkende, at regeringens forsøg med salg af almene boliger har været en dundrende fiasko. Ordet "fiasko" ville Karen Jespersen dog ikke tage i sin mund. På samrådet skelnede hun mellem den permanente salgslov, som hun mener, at rapporten vurderer relativt positivt, og så den kontroversielle, midlertidige salgslov, der som bekendt ikke fordrer enighed mellem kommunen og boligorganisationen for, at der kan ske salg. Om evalueringen af den midlertidige forsøgslov sagde Karen Jespersen imidlertid: "Rapporten konkluderer, at det er forsøgsordningen, som ikke rigtig har nogen gang på jorden. Der er en lang række problemer med den."

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: maj 2008
Senest opdateret: august 2010