Inspiration fra hele verden og verdens øjne på Løgets By

Af Regnar M. Nielsen

Ingen pæne ord
De tre boligområder er Løget By ved Vejle, Varbergparken i Haderslev og Haraldsgadekvarteret, som ligger på ydre Nørrebro i København. Alle tre steder har et hold af danske og i hvert tilfælde to udenlandske arkitekter med forskellig erfaring i ghettobekæmpelse analyseret, hvad, de synes, er de største problemer i området. Om de største problemer ved Løget by ved Vejle hedder det eksempelvis: "Kvarteret lukker sig om sig selv. Der er ikke noget centrum og derfor heller ikke noget hierarki mellem bygningerne. Funktionerne er skilt ad, så boligerne er et sted, parkering et tredje, og alle funktioner vender ryggen til hinanden. Der er dårlig orientering, ingen begivenheder, ingen gader og bygningerne er ensartede og ikke anlagt i forhold til et vejsystem men i stedet anlagt i et åbent fællesrum, der ikke er programmeret til aktiviteter." Anmeldelserne af de to andre områder er ikke bedre. Om Varbergparken konstateres det oven i købet, at en renovering foretaget i 90'erne har medført en forværring af forholdene.

Opgør med Le Corbusier
Bogen er et intenst og målrettet opgør mod modernisterne, som med Le Corbusier i spidsen udviklede tankerne om den funktionelle by, som er bygget efter rationelle principper, herunder at alt i byerne er opdelt i zoner alt efter funktioner. En arkitektonisk retning, der efter en kongres i en sammenslutning for europæiske arkitekter og byplanlæggere i 1933 udviklede sig til at blive en global trend, der navnlig efter anden verdenskrig, hvor store dele af Europa stod over for genopbygning, var anvendelig. Bogen er så uforsonlig i sit opgør med Le Corbusiers tankesæt, at den ikke kun fordømmer tilblivelsen af de mange boligområder, som verden over er udviklet efter modernismen. Den karakteriserer også de renoveringer, der gennem de seneste år er lavet i disse boligområder, som værende resultatløse, fordi de ikke for alvor har taget fat i de reelle arkitektoniske problemer. Moderne arkitekter som dem, der har skrevet bogen, er tilsyneladende til New Urbanism, der på trods af navnet orienterer sig mod fortiden. Eksempelvis mod den traditionelle parisiske Hausmannbyplan, hvor husene opføres i karreer langs gaderne, og hvor bilen holder foran døren, hvor man skal bruge den.

Spændende ting fra Paris
De mange forfattere bag bogen har rejst vidt omkring i jagten på arkitektoniske løsninger på vores hjemlige ghettoproblemer… Madrid, Amsterdam, Chicago, Paris er det blandt andet blevet til. Nogen af de indhøstede erfaringer er relevante og anvendelige. Især de steder, hvor man har transformeret eksisterende byggeri til et andet arkitektonisk udtryk. Ifølge bogen koster det mellem en sjettedel og en tredjedel af prisen for nyopførelse at transformere en bygning til et nyt arkitektonisk udtryk. Arkitekterne Lacaton, Vassal og Droit har udviklet en model og strategi for transformeringer af hele boligområder, som de har kaldt PLUS. Grundelementerne er luksus, så som svømmepøle, dampbade og lignende i bygningerne og facaderenoveringer, som får byggerierne til at ligne noget i velhaverkvartererne.

Urealistisk og følelseskoldt
Andre af alternativerne synes uden jordforbindelse i dansk målestok. Der er beskrivelser af, hvordan man i Chicago og Amsterdam har ryddet hele kvarterer med jorden for så at bygge nyt. Begge steder lovprises det, at man har fået en ny og mere blandet beboersammensætning. Man forholder sig ikke specielt meget til, hvad der er sket med den gruppe af mennesker, der har måttet flytte væk… Mest sandsynligt fordi de ikke havde råd til det nye. Bogen indledes med følgende: "Forestil dig, at betonblokkene i Gellerupparken ved Århus blev jævnet med jorden og erstattet af karreer af byhuse med butikker i underetagen, en indgangsdør til hver familie, fortove, et lille bycentrum og mulighed for at parkere bilen uden for boligen". Man kan godt forestille sig det. Men man kan dårligt forestille sig sådan et projekt finansieret, og det så bare er nogenlunde de samme beboere, der huses i den nyopførte pragt. Og det er lidt svært at få øje på, hvor de godt 6.000 beboere i Gellerupparken skal flytte hen i byen, hvor der er adskillige års ventetid på alle almene boliger. Bogen skriver ganske vist et sted, at man i udlandet har søgt at løse problemerne med nye mursten, at vi i Danmark har forsøgt at løse dem gennem sociale tiltag, og at ingen af delene virker, med mindre det forenes. Det er svært at være uenig i. Men ambitionsniveauet i bogen synes ikke at ramme en beboergruppe, af hvilken man efterhånden hvert år er nødt til at sætte godt 5.000 husstande på gaden med børn, husdyr og indbo, fordi de ikke kan betale husleje.