Jævn Tingbjerg med jorden
Urolighederne i februar, hvor unge
brændte biler af, førte til heftig debat på almene boligdage. Et af
forslagene var, at Tingbjerg skulle jævnes med jorden.
Af Michael Thorberg, Regnar M.
Nielsen,
Samina Usman og Jørn Nyvang
I februar var der bål og brand i gaderne i flere danske byer.
Påsatte brande markerede unge menneskers utilfredshed. Men hvad var
de i grunden utilfredse med? Emnet var på dagsordenen på Almene
Boligdage. Blandt paneldeltagerne var Per Larsen,
Chefpoliti-inspektør og Pernille Rosenkrantz-Theil, der hver især
forsøgte at give deres bud og komme med løsningsforslag. Reimer Bo
Christensen var hentet ind som ordstyrer, og han fik nok at se til,
da der kom bål og brand i debatten.
Følte sig provokeret
Salen var fyldt til bristepunktet, og hvis deltagerne
ikke spidsede øre før, så gjorde de det i hvert fald, da Pernille
Rosenkrantz-Theil fik ordet. "Problemerne med de unge bliver talt
op, men skal tages seriøst. Venstrefløjen, som har skabt Tingbjerg,
bærer en stor del af skylden. Tingbjerg burde jævnes med
jorden. Her har vi et område, der minder om de parisiske forstæder.
Røvsyge boligkvarterer, hvor de unge ikke har noget at lave. Vi må
påtage os et ansvar for ikke at skabe sådanne boligområder." Flere
af deltagerne følte sig provokeret af udtalelsen. Heriblandt Lone
Cortzen, suppleant i bestyrelsen i Utterslevhuse i Tingbjerg. "Der
er mange tiltag for at få de unge ind i gratis klubber og andre
fritidsaktiviteter. Og der er mange grønne områder. Det er
provokerende at sige sådan noget," lød det.
Rungsted skal også tage
ansvar
Debatten om Tingbjerg var ikke sådan at afblæse. Publikum
var tændt. Og det var paneldeltagerne også. Pernille
Rosenkrantz-Theil fik mulighed for at uddybe: "Min pointe er, at
folk, der bor i Tingbjerg, ikke er en del af det danske samfund. De
kommer aldrig uden for området. De har alt, hvad de skal bruge dér.
Det er fuldstændig ligesom på Christiansborg. Dér har politikerne
også alt: posthus, kiosk og så videre, så de ikke behøver at komme
uden for en dør. 90 procent af borgerne er blevet placeret i
Tingbjerg, og der sidder de fast for resten af deres liv. Det er
røven af fjerde division, der er tilbage," lød det, mens hun
konstaterede, at Rungsted, hvor 90 procent af borgerne efter hendes
mening selv har valgt at bo, også burde tage deres del af
kontanthjælpsmodtagerne.
Publikum flækkede af grin
Chefpolitiinspektør Per Larsen fik sat gang i
lattermusklerne hos publikum, da han skulle svare på kommentaren om
at jævne Tingbjerg med jorden. "Jeg har dårlige erfaringer med at
rive bygninger ned," sagde han og henviste til det tidligere
Ungdomshus på Jagtvej 69. Per Larsen efterlyste en målrettet
indsats og mere samarbejde mellem boligforeninger, skoler,
socialforvaltning, politi, fritidsklubber samt Kultur- og
Fritidsforvaltningen for at hindre uroligheder og ballade. "Vi skal
være mere handlingsorienterede. Hvis Hassan eller Brian ikke dukker
op i skole, skal vi tage hjem til dem og banke på deres døre.
Indtil videre viser erfaringerne, at det virker. Men det kræver
vedholdenhed og ressourcer. Lad os holde op med hele tiden at tale
om, at vi ikke har ressourcer nok og fokusere på de ressourcer, vi
har. Vi skal også forstærke lokalpolitiet og smide kampuniformerne
og gå ud at tale med folk i boligområderne," sagde han og
indrømmede, at politiets sprogbrug over for de unge godt kunne
trænge til at blive kigget godt og grundigt efter.
Hver deltager sit program
De fleste deltagere ved Almene Boligdage gik rundt med et
farvet stykke papir i hånden. Det indeholdt deres personlige
program. Det kunne lade sig gøre fordi, Boligselskabernes
Landsforening for første gang havde gennemført en helt igennem
elektronisk tilmelding via internet. Boligen fik lørdag lov til at
kigge afdelingsformand Mohamed Siam fra Vibo over skulderen.
"Programmet viser blandt andet, hvilke eksursioner man skal på, og
hvilke busser man skal med. Det får de to dage til at glide
nemmere," lød Mohamed Siams tilfredse kommentar. Fredag eftermiddag
var han på en ekskursion til boliger for psykisk handicappede.
Lørdag formiddag var han først til Speakers Corner med
skuespilleren Peter Mygind. "Han var interessant at høre, fordi han
talte om, hvordan vi hjælper hinanden og træffer de rigtige
beslutninger. Der var mange pointer, som var aktuelle i forhold til
beboerdemokratiet." Dernæst var han til en workshop om de tekniske
muligheder for i fremtiden at overflødiggøre paraboler, som er et
stridspunkt i mange boligafdelinger. "Vi er kommet til en blind vej
om paraboler. Domstolene har afgjort, at hvis man vil af med
paraboler, skal man give de pågældende beboere mulighed for at se
det, de foretrækker gennem ejendommens anlæg. I forhold til tyrkere
kan man måske løse problemet ved at give dem seks-syv kanaler. Det
er straks sværere i forhold til arabere, som kommer fra 25
forskellige lande med måske 10 kanaler hver," siger Mohamed Siam.
Han har ikke selv parabol og betaler til gengæld en høj pris for en
særlig pakke. Hvad skal du til nu? "Til en workshop, "Når nok
er nok", noget om husorden og kriminalitet." Mohammed Siam
hastede videre med sit personlige program i hånden.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
september 2008 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |