Kraftige lempelser i reglerne for udlejning
De nuværende regler for udlejning er i det store og hele blevet
til gennem ændringer og supplementer til den ventelistefordeling,
som blev indført i 1992.
Af Regnar M. Nielsen
Udvalget bag rapporten skriver direkte,
at regelsættet ikke egner sig til både at tilgodese det, som var
udgangspunktet, nemlig et gennemskueligt og retfærdigt
udlejningssystem på den ene side. Og så på den anden side hensynet
til en mere blandet beboersammensætning. Der lægges derfor op til
betydelige lempelser i regelsættet, som især retter sig mod at give
boligorganisationer og kommuner bedre værktøjer i bestræbelserne på
at sikre en blandet beboersammensætning. Udvalget foreslår blandt
andet, at betingelserne for både kombineret og fleksibel udlejning
lempes. Og i den nyskabende afdeling foreslås det, at kommuner og
boligorganisationer under visse omstændigheder skal kunne aftale,
at et antal boliger udlejes gennem offentlig annoncering og uden om
ventelisterne. Ligesom boligorganisationer og kommuner får lov til
at aftale, at man eventuelt lader boliger stå tomme i op til seks
måneder, hvis ikke man kan leje ud til andre end eksempelvis
kontanthjælpsmodtagere. Endelig lægges der også op til, at kommuner
og boligorganisationer kan aftale, om lejemål til boliger skal
omgøres til andre formål som erhverv eller kulturinstitutioner. Der
er ikke tale om en total ændring af udlejningsreglerne. Men der
åbnes dog mulighed for, at der her og der kan ændres i betydelig
grad. Eksempelvis overlades det til den enkelte boligorganisation
at beslutte, om lejerne skal kunne bevare ancienniteten fra
tidspunktet for opnoteringen på den almindelige venteliste. Ligesom
udvalget i rapporten foreslår, at reglerne for fortrinsret til
børnefamilier i boliger på 3 rum og derover, og reglerne om
oprykningsret mellem afdelingerne som udgangspunkt fjernes fra
udlejningsreglerne. Det vil herefter være op til kommuner og
boligorganisationer at aftale, om der skal indføres fortrinsret for
børnefamilier og oprykningsret mellem afdelingerne. Disse aftaler
kan i givet fald også indgås for nogle boligafdelinger og ikke for
andre.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
juli 2008 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |