• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

På jagt efter strømslugere

To udvalgte boligselskaber har fået kortlagt deres el-forbrug i et pilotprojekt. Resultatet viser, at der er mulighed for store el-besparelser på mellem 10 til 30 procent.

Af Samina Usman

"Spar på energien - lyt til din energist," sådan lød en særdeles populær OBS-spot tilbage i 80'erne, der skulle lære danskerne at spare på energien. Nu er turen kommet til boligselskaberne. Umiddelbart lyder det som banal lærdom, at man ved at skifte glødepærer ud med energi-sparepærer opnår en økonomisk gevinst. Ikke desto mindre viser en el-kortlægning i to udvalgte boligselskaber, boligselskabet 3B og Boligselskabet Sjælland, at der med ganske få ændringer og en smule omtanke kan spares masser af penge, der i sidste ende kommer lejerne til gode. Igennem et år har Boligselskabernes Landsforening sammen med konsulentfirmaet PlanMiljø arbejdet på projektet "Energibesparelser i de almene boligorganisationer", der er støttet af Dansk Energi med 1,7 millioner kroner. Formålet er at se på potentialer for el-besparelser. I alt er fem afdelinger blevet kortlagt, der både repræsenterer nyt og gammelt byggeri, etagebyggeri og rækkehuse, store og små afdelinger. Undersøgelsen viser, at der er en el-besparelse at hente på mellem 10-36 procent, hvis boligafdelingerne følger anvisningerne fra PlanMiljø. Især er der mulighed for at spare mange penge på fællesvaskerier, belysning, pumper og ventilationsanlæg. Samtidig giver undersøgelsen et fingerpeg om, at resten af landets boligafdelinger også kan hive store el-besparelser hjem.

Fra idé til handling
Projektleder Tomas Sander Poulsen fra PlanMiljø har været ude i alle fem boligafdelinger for at udpege strømslugere i fællesskab med ejendomsfunktionærer og medlemmer fra bestyrelsen. "Vi kommer med fagligt og teknisk input. Eksempelvis har vi kigget på tidsstyringen af belysningen i opgangene. Tager det en beboer 1,5 minut at gå op til øverste etage i en opgang, er det spild af penge, at lyset er tændt i fem minutter," understreger han. Besøget munder ud i, at ejendomsfunktionærerne får et længere skriv og en handlingsplan, hvor der punkt for punkt står skrevet, hvad der kan ændres, hvad investeringen løber op i, og hvor lang tid det tager at tjene investeringen hjem igen. I afdelingerne Ternehaven og Stjerneparken 2 i Roskilde under Boligselskabet Sjælland sidder ejendomsfunktionær Eyvind Carlsen og områdeleder Michael Larsen og nærstuderer forslagene fra Plan-Miljø. Indtil videre har de tænkt sig at følge alle forslag fra PlanMiljø. Nogle af projekterne kræver dog større investeringer, som skal godkendes af bestyrelsen, mens andre forslag kan klares med en håndevending. "Vi har en boldbane, hvor spotten har brændt uafbrudt, den har vi nu fået sat tidsstyring på. Så er der et forslag om at skifte konstruktionen i gadebelysningen, der bruger en masse strøm, men ikke giver så meget lys. Investeringen løber op omkring 355-474.000 og er tjent hjem efter 6-7 år. Herefter får vi en årlig nettobesparelse på 54.000 kroner," fortæller Michael Larsen.

Gratis millionbesparelse
En interessant besparelse kan opnås ved, at beboerne ændrer holdninger og vaner, når de vasker tøj. Faktisk er der millioner af kroner at spare, hvis beboerne undlader at vaske på 95 grader, og vælger en vask på 40-60 grader i stedet. "Først og fremmest har vi kigget på driften i boligafdelingerne. Vi har endnu ikke lavet indsatser over for beboerne. Men det kan komme senere, hvor vi eventuelt kunne skilte i fællesvaskerierne om el-forbruget ved en vask på henholdsvis 60 og 90 grader. Problemet er, at mange beboere ikke tror, at tøjet bliver rent på lavere grader," påpeger Tomas Sander Poulsen.

Her får du mere information
En del af energispareprojektet omhandler også en portal på internettet, som bliver knyttet til Boligselskabernes Landsforenings hjemmeside. Siden bliver spækket med relevant information og viden om energibesparelser målrettet til boligsektoren. Endvidere vil kursusafdelingen i Boligselskabernes Landsforening tilbyde kurser, som bygger på erfaringerne fra pilotprojektet, og et kursus for ejendomsfunktionærerne, som blandt andet bliver introduceret til portalen.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: november 2008
Senest opdateret: august 2010