• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Regeringens argument for byggestop holder ikke

Lavkonjunktur kan bremses med øget nybyggeri.

Af Regnar M. Nielsen

Hidtil har regeringens argumentation for at fastholde maksimumbeløbet i forhold til nyopførelser af almene familieboliger været, at man frygter overophedning af samfundsøkonomien. "Jeg synes, at almene boliger er utroligt vigtige. Og de almene boligselskaber gør utroligt meget for at skaffe folk med almindelige indtægter et godt sted at bo. Jeg synes også, det er vigtigt, at den fortsatte forsyning af almene boliger opretholdes. Men lige nu må vi passe på. Der er et hensyn at tage til den generelle samfundsøkonomi. Den må ikke blive overophedet. Derfor er det nødvendigt at holde en lille pause," forklarede velfærdsminister Karen Jespersen den 15. januar under et samråd i Folketingets boligudvalg.

Lavkonjunktur om hjørnet
Men nu stiller en række eksperter spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er fare for overophedning grundet mangel på arbejdskraft. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener tværtimod. at højkonjunkturen synger på sidste vers. Og at vi står overfor en begyndende lavkonjunktur, som allerede i slutningen af 2009 ventes at have medført en stigning i arbejdsløsheden fra de nuværende godt 55.000 personer til mellem 70- og 100.000. Konjunktur-faldet skyldes ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en kombination af nedgearinger i både væksten i udlandet, i det indenlandske private forbrug og i erhvervs-investeringerne samt ikke mindst et betydeligt fald i boligbyggeriet.

Øget byggeri kan bremse lavkonjunktur
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil ikke helt udelukke at der er en lille risiko for overophedning men finder den ikke videre sandsynlig. Rådet mener derimod, at grunden til, at mange så tegn på overophedning, hænger sammen med øgede priser på blandt andet energi og fødevarer. Formanden for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, leder af centeret for arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet Per Kongshøj Madsen, mener derfor, at det er sandsynligt, at regeringen må ændre politik. "Hvis konjunkturerne udvikler sig som forudset, bliver det nødvendigt at overveje om ikke, man skal prøve at ekspandere væksten. Det vil ske inden for ganske kort tid - formentlig inden for det næste halve til hele år, forklarer Per Kongshøj Madsen. "Og det vil jo være naturligt at fremprovokere ekspansion på de områder, hvor faldet i efterspørgslen er størst. Og det kan meget vel tænkes at være i blandt andet byggeriet," fortsætter han. Dansk Byggeri har allerede udsendt en prognose med en forventning om, at byggesektoren må afskedige hver tiende medarbejder i løbet af det kommende år. Dansk Byggeri fremhæver netop det reelt stoppede almene boligbyggeri som hovedårsag til udviklingen. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er i øvrigt ikke alene om at forudse en betydelig lavkonjunktur. Også LO og økonomiprofessorerne Christen Sørensen og Jacob Brøchner Madsen har i midten af maj fremlagt teorier om, at lavkonjunkturen allerede er indledt. De to sidste er endda af den opfattelse, at den bliver hård og langvarig.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: juni 2008
Senest opdateret: august 2010