• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Socialdemokratisk strid om boligbeskatning

Den røde skole vil beskatte boligejernes gevinster ved salg af boligen.

Af Regnar M. Nielsen

"Boligmarkedet er en ulighedsmaskine. Måske den stærkeste der findes på boligmarkedet i dag." Citatet indleder afsnittet om boligmarkedet i det færdige stilehæfte fra Ritt Bjerregaards Røde Skole. De mange udviklere og forfattere bag stilene har i øvrigt givet afsnittet om boligmarkedet overskriften ulighedsmaskinen. Som argument for den hårde tone fremhæver de mange elever, at boligejere typisk har en million kroner mere i nettoformue end dem, som bor til leje. Og stileskriverne er ikke i tvivl om, at den store ulighed skyldes gevinsterne ved voksende friværdier i boligerne. Den røde skole skærer det klart ud, ved at de direkte skriver: "Groft sagt er vinderne dem med egen bolig og taberne dem, der bor til leje." Og vejen til en mere retfærdig fordeling skæres lige så klart ud af skolens elever: "Der skal indføres beskatning af gevinsten ved salg af egen bolig". Og der henvises i den forbindelse til den svenske boligbeskatningsmodel, hvor 30 procent af gevinsten betales ved salg. Til gengæld kan et tab fratrækkes i skat.

Dumpet af Helle og Sass
Skoleelever med klare og enkle budskaber, der dog tilsyneladende alligevel ikke giver gode karakterer i forhold til at søge en karriere i Socialdemokraterne, som skolen jo ellers er tænkt at skulle være uddannelsesinstitution for. I hvert fald ikke hvis censorerne i den sammenhæng er partiformand Helle Thorning Schmidt og partiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen. "Ejerne bliver allerede beskattet to gange på deres bolig gennem ejendomsværdiskatten og grundskylden. Hvis man indførte det her i morgen, ville en hel del boligejere være insolvente, fordi priserne er faldene. Det kan jeg ikke se er en socialdemokratisk mærkesag," udtalte Henrik Sass Larsen til Politiken oven på stilenes offentliggørelse. Helle Thorning Schmidts besked til de tilsyneladende uartige elever var mere kortfattet men ikke mindre præcis. Til TV-2 nyhederne om morgenen udtalte partiformanden: "Det er hul i hovedet."

Ritt: Hvor er Helles plan?
Ritt Bjerregaard gik omgående i forsvar for hendes skole og hendes elever. "Jeg synes, at Helle og Henrik overreagerer, når de taler om brandbeskatning. Man har indført dette i andre lande, så selvfølgelig kan det lade sig gøre. Jeg tror, at dette forslag senest kommer op igen, når regeringens skattekommission kommer med sin rapport om et års tid," udtalte hun til blandt andet BT. Hun savnede videre, at Helle Thorning Schmidt begynder at forholde sig til de problemer, der er i forhold til at finde penge til at opføre billige almene boliger for. "De penge, som kommer ind ved at beskatte gevinsten, skal bruges til at byggealmene boliger, så almindelige mennesker får råd til at bo i noget. Den debat savner jeg helt i Helle Thornings kritik. Hun mangler at give et svar på, hvordan almindelige mennesker får nogle billige boliger at bo i. Det er en mangel, jeg håber, hun retter op på," sagde hun videre. Og noget tyder på, at Ritt og hendes elever i modsætning til partiformanden har fat i partiets lange ende. Ifølge en undersøgelse foretaget af Berlingske Research, udtrykker 43 procent af de socialdemokratiske kredsformænd begejstring for ideen om beskatning af boliggevinster. Mens kun 29 procent siger nej.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: juni 2008
Senest opdateret: august 2010