Tidligere forretningsfører vil ikke erstatte tabt boligstøtte
En advokat, der tidligere var forretningsfører for Svendborg
Boligselskab af 16. 1. 1945, nægter at betale erstatning for at
have forringet beboernes muligheder for boligstøtte.
Af Jørn Nyvang
Sagen blev opdaget af en beboer, da han sidste år blev
pensionist og berettiget til boligydelse. Det viste sig, at
udgifterne til renovation ikke var lagt ind i huslejen og dermed
ikke indgik i beregningen af hans støtte. Beboeren henvendte sig
til kommunen for at få ændret sin boligstøtte. Kommunen svarede, at
den kun kunne betale boligstøtte for den faktiske husleje men
udtalte samtidig, at renovation skulle være en del af huslejen. Det
skete med henvisning til bekendtgørelse om drift af almene boliger.
Herefter besluttede Svendborg Boligselskab at lade renovation indgå
i huslejen i sine to afdelinger med tilsammen 46 lejemål fra 2008.
Samtidig opgjorde beboeren, der havde rejst sagen, sin tabte
boligstøtte til 873 kr. (for de ni måneder i 2007, han var
pensionist). Dem forlangte han at få af den tidligere
forretningsfører, og da denne nægtede at betale pengene, klagede
beboeren til Advokatnævnet. Advokaten forsvarede sig her med, at
forholdene aldrig havde været påtalt af hverken bestyrelse,
revision eller det kommunale tilsyn. Advokatnævnet afviste klagen.
Det mente ikke, at forretningsføreren havde tilsidesat god
advokatskik og henviste til eventuelt at rejse krav om erstatning
ved domstolene. Så vidt tvivler formanden for Svendborg
Boligselskab, Harald Sieck, at det vil gå. Heller ikke selv om at
to tredjedele af beboerne får boligstøtte og kan være blevet snydt
for mange flere penge end den beboer, der opdagede fejlen. "Det er
beklageligt, at den tidligere forretningsfører ikke har været
opmærksom på det. Til gengæld kan sagen lære andre
boligorganisationer, at de skal være opmærksomme på
problematikken," siger Harald Sieck. Det har ikke været muligt at
få en kommentar fra den tidligere forretningsfører.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
oktober 2008 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |