Tre gange bluff

Læserindlæg af
Henning Edvardsen · Hans Egedesvej 116 · 8200 Århus N.

I en serie af artikler har mange velmenende personer givet deres mening til kende om den almene bolig. Men ingen har formuleret en holdning, der tager udgangspunkt i de mennesker, som bor i boligerne og deres drømme på for eksempel det økonomiske område. Og der er heller ikke nogen, som forholder sig til den proletarisering, der udvikler sig hastigt i disse år.

De 1,3 millioner boligejere har i kraft af gunstige konjekturer opnået en formueforøgelse på 214.000 kroner. De 1,2 millioner lejere har opnået en formuedannelse på 18.000 kroner (kilde Grundejerbladet).

Bluff nr.1 kommer fra venstresidenaf Folketinget. De svarer igen med gamle kendte argumenter, om at vi skal øge andelen af de almene boliger, og vi skal beskatte den private boligmasse. De må da tro, at vi er dumme. Vi kan da ikke bytte disse tiltag til en sorgløs alderdom med en bedre pension, der er finansieret af friværdien. Man mener åbenbart, at vi ikke kan se forskel på boligsikring og friværdi. Vi skal betale det samme som ejerne. Dog med den undtagelse, at vi efter et livsforløb i en almen bolig sidder tilbage med Sorteper i kraft af en ringere formue. Det er da ingen hjælp for os, at man så vil beskatte boligejeren.

Bluffet blev så løftet op i anden potens af højresiden i Folketinget. Her laver Venstre, der har parolen:  Venstre ved man, hvor man har", verdens største blålys af en lov, hvor beboerne skulle overtage deres boliger, men ikke for at de svage skulle kunne købe i fællesskab. nej nej..! Det var vel slet ikke meningen, at der skulle ske noget som helst. Loven blev aldrig tænkt som andet end en skueproces for at tækkes regerings-grundlaget. Det måtte for alt i verden ikke være beboerne, der havde det endelige ord. Et hav af smagsdommere skulle først spørges.

Intet fællesskab og Eva Kjer Hansen udtrykte det således: "Andelsboligerne er for vanskelige at arbejde med." Det var da godt, at det ikke var Venstre, der havde magten i slutningen af 1800-tallet, da andels-foreningerne så dagens lys. Havde de haft det, havde vi ikke haft et velfærdssamfund og en sammenhængskraft i dette samfund. Denne udvikling skete i kraft af blandt andet andelsforeninger og kooperationen.

Bluff nr. 3 kommer såmænd fra BL, der ikke stiller spørgsmålstegn ved, at svaret på den øgede ulighed er et blindt forsvar af den eksisterende struktur, som den almene bolig har.

Det at forsvare de svage er eviggyldigt,men metoden hvorved det gøres, er den rigtig? Der var engang, hvor man forsvarede de svage med fattiggård og asyl, en rigtig løsning til den bestemte tid, for hvad var der ellers at tilbyde, den gang i 1800-tallet. I dag står den kendte parcelhusejer Henning Kirk, formand for Boligselskabernes Landsforening og beklager, at han tabte en retssag om, hvem der skulle eje de danske almennyttige boliger. BL og Henning Kirks holdning minder om den udtalelse, talsmanden for de unge mennesker fra Jagtvej 69 kom med: "Man skal ikke være sikker på, at man ejer noget, selv om man tilfældigvis står på skødet." Men nu da dommen endelig er blevet afsagt i Højesteret, og lovgivningen om salg blev frikendt, og skødet til boligerne ligger i afdelingen, og afdelingen er den retmæssige ejer, så burde det afstedkomme anderledes eftertanke.

Udover at vi kan glæde os over, at ejerskabet nu med sikkerhed ligger i afdelingen, er der ikke andet at glæde sig over, da der så sikkert som amen i kirken ikke kommer en anden kompetence-fordeling i den kommende lovgivning. Der vil ikke blive rokket ved den virkelige magt. Den er og vil forblive uden for beboernes rækkevidde.

Boligorganisationerne er fuldstændig resistente over for argumenter om, at skal vi overleve som ligeværdigt alternativ til den private bolig og fortsat være en samfundsledende faktor, så skal vi også tage del i en retfærdig fordeling af formue til de svages fordel - også selv om den skulle gå ud over værditilvæksten i boligselskaberne. Vi skal tage ansvar for en retfærdig fordeling af formuen. Så glem dog alt om beboerne som klienter, der skal bebo reservater, hvor samfundsøkonomien ikke må gælde.