• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Ustøttet i stedet for opgivet

Støvring Boligselskab har fået lov til at gennemføre nybyggeri uden offentlig støtte, fordi det overskrider rammebeløbet. Men udviklingen på lånemarkedet gør det svært at gennemføre.

Af Jørn Nyvang

Støvring Boligselskab overvejer mulighederne for at gennemføre et nybyggeri uden offentlig støtte. Det sker, fordi projektet ikke kan overholde rammebeløbet for alment nybyggeri. Rebild Kommune har givet tilladelse til, at projektet i stedet gennemføres som ustøttet byggeri. Siden ansøgningen blev sendt til kommunen, har udviklingen på lånemarkedet gjort det sværere at føre ideen ud i livet. Den planlagte husleje vil ikke kunne dække udgifterne efter de seneste rentestigninger. Derfor bliver der brug for en ekstraordinær flink pengeudlåner for at kunne gennemføre projektet. Det går ud på 20 familieboliger, som den daværende Støvring Kommune i 2006 gav tilladelse til at planlægge. Priserne ved licitationen lå imidlertid over rammebeløbet. Da Støvring Boligselskab er ret nyt (stiftet 1999) og lille (45 lejemål), havde det ikke mulighed for selv at spytte lidt i kassen til byggeriet. Men så fik borgmesteren i den nye Rebild Kommune, Anny Winther (V), den strøtanke, at det kunne opføres som ustøttet, oplyser boligselskabets formand, Thorkild Bækkelund.

4,5 procent ydelse
På sit august-møde godkendte byrådet konceptet, som indebærer en årlig husleje på 907 kr. pr. kvadratmeter pr. år. Forudsætningen er, at Støvring Boligselskab køber byggeriet nøglefærdigt og finansierer det 100 procent gennem ustøttede realkredit- og banklån med en ydelse på 4,5 procent om året. Denne ydelse er undervejs blevet overhalet af markedsrenten, og derfor skal der særligt gunstige vilkår til for at få det hele til at hænge sammen. Thorkild Bækkelund er indtil videre optimist: "Sparekassen Himmerland, som vi har forhandlet med, har i hvert fald ikke været afvisende."

Lejen bliver ikke højere
Støvring Boligselskab dropper projektet, hvis finansieringen medfører en højere husleje end de 907 kr./kvadratmeter/ år. Det er muligt at udleje boliger med dette huslejeniveau i Støvring, men det skal ikke være højere. Antallet af ledige almene boliger i Rebild Kommune har det seneste år ligget omkring de to procent, der er grænsen for, om der må gives tilsagn til nyt alment boligbyggeri. Lejeledigheden ligger imidlertid ikke i den gamle Støvring Kommune. Hvis projektet ikke bliver til noget som almene boliger, ønsker Kuben at gennemføre det som private andelsboliger. Nemlig i form af en fortsættelse af et byggeri med 15 private andelsboliger, som Kuben er ved at blive færdige med. Støvring Boligselskab har en aftale om bygherrerådgivning med Kuben Management, hvis dets projekt gennemføres. Kuben Management har også været bygherrerådgiver på boligselskabets to tidligere byggerier.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: oktober 2008
Senest opdateret: august 2010