Århushistorie

Af Olaf Lind

Den udstilling satte virkelig gang i Århus. Byens første almene byggeri var Villabyen Skovbakken i Marienlund (Århus Nord), opført 1919-27 og tegnet af Axel Høegh-Hansen (1877- 1947), en af byens bedste og flittigste arkitekter. Villabyen var det første byggeri for AABÅrhus, der blev stiftet 1919, og det var avanceret dengang, en haveby inspireret af den engelske haveby-bevægelse. Og sådan fortsatte de almene boligforeninger - ikke bare i Århus men i hele landet - med at være avancerede, somme tider så meget, at det gav bagslag. Men det er ikke den historie, der fortælles i bogen. Snarere tværtimod. De 17 byggerier, der præsenteres, er, som det hedder i forordet, eksempler på dem, "der lever et mere stille liv". Gelleupparken, Bispehaven og andre problemramte bebyggelser er ikke med. Udgiverne har villet "præsentere vore udvalgte byggerier ud fra deres æstetisk smukkeste side." Og en flot bog er det, ikke mindst på grund af Anders Bachs fornemme fotos. Det er også en stor bog, som man ikke læser i sengen, og den er stramt tilrettelagt i tidens minimalistiske stil med rigeligt hvidt papir men heldigvis også med god plads til store, stemningsfyldte fotos. Fint boghåndværk. Hvert af de sytten byggerier beskrives kort og populært med en blanding af facts og personlige indtryk hos forfatteren, Gøsta Knudsen (byens nuværende stadsarkitekt). Teksterne kan være overdrevent sports-folkelige som den om Økohuset i Skejby, der beskrives som "sexet arkitektur, der rykker", men der er også mere rammende udtryk som beskrivelsen af et murværk med skifter af røde og gule sten "à la kiksekage" (Uffesvej). Netop det udtryk fanges af Louis Jensens fortekst til Uffesvej, hvor en lille dreng har fået øjnene op for det rød-gule murværk. Han synes, at det ligner rådhuset i Siena. Det har han nemlig lært om i skolen. Det får hans mor til at tænke på, at de måske skulle tage til Italien næsten sommer, og hun får lyst til at lave en kiksekage. Jensens små tekster, der indleder hvert afsnit, er i det hele taget fine, poetiske billeder af det almindelige liv, det stilfærdige liv, som det leves i de fleste almene bebyggelser. Kort sagt viser bogen en anderledes præsentation af boligbyggeri. Skønmaleri? Ja bestemt, men også med et godt blik for de almene værdier i arkitekturen, håndværket og livet i al almindelighed. En egentlig guide til det almene byggeri i Århus er der altså ikke tale om. Det kunne den almene sektor og byen ellers godt fortjene. Det ville nu ikke have skadet det folkelige i form og indhold, hvis bogen havde vist et par tegninger, en plan af beliggenheden eller i det mindste et kort, der viste, hvor i byen de 17 bebyggelser befinder sig. Måske mener man, at det er noget enhver århusianer ved. Men bogen kan sagtens med fornøjelse og udbytte læses af folk i resten af landet.