• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Almene boligorganisationer forbereder sig på klimatopmødet

Den 7.-18. december i år mødes statsledere, regeringsmedlemmer og embedsmænd fra 192 lande i Bella Centret. Det overordnede mål er at blive enige om en global klimaaftale for perioden efter 2012, hvor Kyoto-protokollen er tilendebragt. Det er ikke meningen, at klimatopmødets deltagere under konferencen kun skal bruge deres fritid i Tivoli og byens øvrige forlystelser. Deltagerne vil blive gjort opmærksom på adskillige danske initiativer, opfindelser med mere, der på sigt skal nedsætte det farlige CO2-udslip. Mange af dem står der almene boligorganisationer bag. Blandt dem, som decembers mange klimaturister kan besøge er Store Hus i Avedøre og det CO2-neutrale hus Hyldespjældet i Albertslund.

Af Ib Hagner

Fra store hus til solhus

Engang i slutningen af marts 1979 kom en brøndgraver forbi Store Hus i Avedøre. Han opdagede, at huset hældede, og Hvidovre Avis tog et billede af brøndgraveren, der stod og holdt krampagtigt på huset. Ifølge avisen afveg huset hele 4,4 meter fra sin lodrette akse. Det var selvfølgelig en aprilsnar, men adskillige beboere blev nervøse, og der blev sat beroligende meddelelser op i opgangene. Nu bliver Store Hus til Store Solhus, og det er ikke en aprilsnar i utide men et visionært projekt, der gennem en stor renovering bliver til et meget synligt og energirigtigt fyrtårn for regionen. Det 12 etager høje hus blev født med mange af de skavanker, der fulgte med den tids byggeri. Og gennem årene er huset da også blevet forbedret og fornyet flere gange. Den nye energirenovering skal være med til at fortælle, at det også nytter at bevare byggeri fra 60'erne og 70'erne. I første omgang etableres der solfangere på taget. De vil blandt andet producere varmt vand til Store Hus, som får et engangsbeløb for at stille tagfladen til rådighed for Avedøre Fjernvarme. Beløbet er med til at finansiere opsætningen af solceller på sydgavlen, der blandt andet skal levere el til pumper, elevatorer og vaskeri. Et flertal af beboerne har godkendt projektet, selv om der ikke umiddelbart kan forventes en økonomisk gevinst. KAB har beregnet en beskeden årlig huslejestigning på 3,78 kr. pr. kvadratmeter, hvilket svarer til en stigning på 0,51%. Steen Jørgensen, der er formand for afdelingsbestyrelsen og idémand bag projektet, er overbevist om, at energirenoveringen på sigt vil vise sig at være en god forretning.

Stand og avis Første del af renoveringen er godt i gang og bliver klar til topmødet. Her har Hvidovre Kommune en stand i Bella Centret, hvorfra der uddeles en tosproget 20 siders klimaavis, som også husstandsomdeles i Hvidovre og omegn. Derudover afgår der under topmødet busser fra Bella Centret til blandt andet Store Hus i Hvidovre. "Både klimaavisen og samarbejdet i øvrigt er et unikt og tæt samarbejde mellem kommunen, erhvervslivet, græsrødder og afdelingsbestyrelsen i Store Hus," siger direktør Erik Christiansen, EBO Consult. Samarbejdspartnerne er - ud over beboerne - Avedøre Fjernvarme amba, Dong Energy, EBO Consult A/S, Københavns Solcellelaug I/S, Hvidovre Kommune, boligafdelingen Store Hus og KAB.

Tradition og nytænkning i Hyldespjældet

"Da vi i sin tid fik at vide, at klimatopmødet kom til København, begyndte tankerne straks at rulle, og vi tænkte: Hvordan kan vi bidrage?" Det siger Hyldespjældets talsmand, Povl Markussen, der vil gøre, hvad han kan for at medvirke til, at topmødet bliver en succes. Han var med fra starten i det grønne arbejde, der har gjort den almene boligafdeling, Hyldespjældet i Albertslund, til en af Danmarks mest miljøbevidste. Og han ser frem til at præsentere et CO2- neutralt hus for den amerikanske præsident - hvis han dukker op - og andre prominente gæster, der besøger København i december måned. Alt det forberedende arbejde er gjort, men i skrivende stund er håndværkerne endnu ikke gået i gang. Povl Markussen forsikrer dog, at huset bliver færdigt til topmødet - de enkelte moduler er fabrikeret og klar til at blive sat op. "Men vi kommer under pres, for ideerne er store og mange, og de økonomiske ressourcer er ikke uanede." Det CO2-neutrale hus, som er del af et projekt, der omfatter i alt ni huse, er et samarbejde mellem de store virksomheder Danfoss, Velux, Rockwool og Albertslund Kommune. Derudover er deltagerne Agenda Centeret, Teknologisk Institut, Cenergia, Rubow arkitekter A/S og BO-VEST. Landsbyggefonden har bidraget med 500.000 kr.

Nye løsninger "Det er et udviklingsprojekt, der handler om at renovere eksisterende boliger. Det er fint nok at fokusere på nybyggeri, men der er store områder i Albertslund og Danmark i øvrigt med byggeri fra 60'erne og 70'erne, der står overfor at skulle renoveres. Det er bygninger, der blev bygget industrielt, og de skal renoveres industrielt. Det handler altså om at udvikle en industriel måde at renovere på, så vi kan få så meget som muligt for pengene. Og beboerne skal ikke fraflytte - det koster jo en bondegård! Det handler om at finde løsninger, så man i løbet af ganske få dage kan renovere et hus. Fundamentet bliver gravet og isoleret i forvejen, så kommer facadeelementerne, og der bliver skåret hul i taget. Så leveres tagelementerne og solprismet med solceller og solfanger, som Velux har udviklet. Det hele kommer i færdige moduler, som er lige til at sætte op. Og beboerne får en større bolig, fordi vi fjerner radiatorerne og flytter noget teknik op på taget, det giver mere skabsplads." I vil også udfordre den nuværende energiforsyning? "Ja, vi opgiver fjernvarmen. I stedet for at få to energisystemer ind i boligen - el og varme - får vi kun el ind. Vi bruger el-nettet som et batteri, fordi vi producerer lige så meget, som der bliver brugt i huset. Det er også et signal til energisystemet om, at hvis de ikke vil levere vedvarende energi, så gør vi det selv." Og l vil udnytte spildevandet? "Ja, i forbindelse med renoveringen udvikler vi forskellige ting. Det er bl.a. at udnytte varmen i spildevandet. En pumpe skal sørge for, at vi kan genbruge varmen fra spildevandet, der dannes, når vi har været i bad, vasket op eller brugt vaskemaskinen." Og du fastholder, at huset er klar til klimatopmødet i december? "Ja, vi har en tradition for at gøre, hvad vi siger."

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: oktober 2009
Senest opdateret: august 2010