Antallet af udsættelser stiger fortsat
Af Regnar M. Nielsen og Jørn Nyvang
Da indenrigs- og socialminister Karen Ellemann den 26. april deltog
i DR's 21 direkte, kunne hun henvise til en ny lovgivning, der
omfatter forskellige konkrete initiativer, som skal forhindre
udsættelser af lejere, der ikke kan betale husleje. Men der er
desværre ikke meget, der tyder på, at loven, der trådte i kraft den
1. juni, har haft den ønskede virkning. Netop offentliggjorte tal
fra domstolsstyrelsen viser, at antallet af udsættelser desværre
endnu engang satte rekord i første halvår af 2009, hvor der af
fogeden i alt blev udsat 2.080 lejere, fordi de ikke havde betalt
husleje. I første halvår af 2008 var tallet 1.915 familier. Altså
en stigning på godt otte procent.
I de foregående år har det været sådan,
at antallet af udsættelser i reglen er faldet lidt i andet halvår.
Således blev der i andet halvår af 2008 "kun" udsat 1.847
husstande. Altså 68 færre end i første halvår. Men en rundspørge
til tre af landets største almene boligorganisationer tyder på, at
der også i andet halvår af 2009 vil være en stigning.
Hos Boligkontoret Danmark har man kunnet registrere en stigning for
andet og tredje kvartal i år på 31 procent i forhold til sidste år.
En stigning i samme størrelsesorden har de haft hos KAB i august,
september og oktober. Også hos Lejerbo har der i årets første 10
måneder været en stigning. Om end det ikke her er helt klart,
hvornår på året den for alvor er sat ind. Årsagerne til det
stigende antal af udsættelser kan være mange. En af dem kan slet og
ret være finanskrisen, der har sat ind. Stadig flere mister jobbet.
Og en undersøgelse foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i
foråret viste, at 28 procent af de almene lejere ikke er forsikret
mod arbejdsløshed. En anden kan være, at de nye muligheder, loven
fra i sommer gav, endnu ikke er implementeret i kommunernes
arbejde.

| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
november 2009 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |