• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

BL i strid om energimærkning

Energistyrelsen langede kraftigt ud efter Boligselskabernes Landsforening, da BL i et informationsbrev skrev, at boligorganisationer godt kunne udsætte den kostbare energimærkning, indtil en ny ordning var på plads. Nu er en sådan ny ordning endelig på vej.

 

Af Michael Thorberg

Det er ikke hver dag, at Boligselskabernes Landsforening beskyldes for ulovligheder af en offentlig myndighed. Men den 28. maj kunne man i en pressemeddelelse fra Energistyrelsen læse, at det var "i strid med loven", når BL i et informationsbrev til medlemsorganisationerne skrev, at man havde forståelse for, at "boligorganisationer vælger at udsætte en uforholdsmæssig kostbar energimærkning, til der er vished om hvilke krav, der vil være gældende fremover." Citatet er konklusionen på en udgave af "BL informerer" om EMO (energimærkeordningen) fra den 20. maj, hvor BL skitserer den usikkerhed, der er om energimærkningen.

Energistyrelsen har selv i en rapport fra december sidste år gjort opmærksom på problemer med den nuværende ordning, og derfor forventedes det, at en ny og mere effektiv ordning ville blive introduceret inden længe. Derfor opfordringen i "BL informerer" om lige at klappe hesten, inden man brugte nye millioner på energimærkning i almene boliger.

Morgenavisen Jyllands-Posten fulgte op på sagen under overskriften "Kollektivt oprør mod huseftersyn", og BL's vicedirektør, Bent Madsen, sagde til avisen, at den nuværende ordning har en yderst tvivlsom effekt:
"Ifølge reglerne skal de lovpligtige eftersyn foretages hvert femte år, uanset hvad. Det betyder fx, at en energikonsulent i dag kan vurdere, at vinduer i en bygning med fordel kan udskiftes om måske 12 år. Fem år senere besigtiger han igen den samme bygning og konstaterer, at udskiftningen skal ske om syv år. Og fem år senere kan han så i sin rapport vurdere, at vinduerne skal udskiftes om to år. I stedet så vi hellere langt mere individuelle energieftersyn kombineret med en garantiordning i Landsbyggefonden, der holder selskaberne og dermed lejerne skadesløse, hvis omkostningerne til energiforbedringer ikke lever op til forventningerne," sagde Bent Madsen til avisen og slog fast, at BL ikke ville være med i en ordning, når pengene kunne bruges langt mere effektivt.

Ikke effektiv nok
Som nævnt har Energisty relsen selv været meget kritisk over for EMO. I en evalueringsrapport fra december skriver styrelsen i det konkluderende afsnit, at "samlet set er energimærkningsordningen ikke omkostningseffektiv i sin nuværende udformning. Et energimærke af en bygning kan karakteriseres som en individuelt tilpasset information om mulige energibesparelser. I forhold til omkostningerne virker effekten ikke tilstrækkelig stor." Blandt andet dette citat tog BL med i et svar på styrelsens pressemeddelelse, som blev sendt 4. juni, og BL skrev, at der ikke var grund til hverken de almene boligorganisationers eller BL's vilje til at gennemføre rentable energispareinitiativer. Problemet med den gældende Energimærkeordning er, som tydeligt konkluderet i Energistyrelsens egen evaluering, at der ikke er mulighed for at opnå besparelser, der tilnærmelsesvis kan dække omkostningerne ved energimærkningen." 

Ny forbedret ordning på vej
Energistyrelsen har ikke reageret yderligere i forhold til BL, men noget tyder på, at striden kan være på vej til at blive bilagt. For en ny og forbedret EMO-ordning er nemlig på vej. Det kunne Energistyrelsen offentliggøre den 22. juni, hvor styrelsen selv klart melder ud, at "ordningen kan forbedres". Partierne bag klimaaftalen fra februar 2008 (regeringen, Dansk Folkeparti og det daværende Ny Alliance) har mødtes med klima- og energiministerminister Connie Hedegaard og givet opbakning til, at Energistyrelsen nu går i gang med at lave energimærkningsordningen helt om, således at man reducerer omkostningerne til ordningen, samtidig med at effekten øges betydeligt. Vicedirektør Bent Madsen er godt tilfreds med det ny udspil fra Energistyrelsen: "Jeg er meget positiv over for nyheden om, at man vil gå i gang med at forbedre ordningen, så den bliver et fornuftigt værktøj for blandt andre boligorganisationer, når de skal planlægge kommende energiforbedringer af almene boliger. BL ser frem til at gå aktivt og konstruktivt ind i arbejdet med at skrue den ny ordning sammen på den bedst tænkelige måde."

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: januar 2009
Senest opdateret: august 2010