Der er brug for en fattigrøvs-bank

Af Michael Thorberg

Jan Swyrtz er navnet. Han er af nogen kendt fra tv som den ene halvdel af TV3's økonomiske oprydningshold i programmet "Luksusfælden", hvor folk uden styr på økonomien - med seerne som tilskuere - får endevendt privatliv og pengesager og ofte bliver sat under stram administration. Som regel handler det om at rydde op i de medvirkendes håbløst dyre lån, som kastes efter forbrugsivrige danskere. I tv-programmet gør Jan Swyrtz ikke andet, end han gør til daglig i sin egen virksomhed "Økonomicenteret" i Århus, hvor gældsplagede danskere - eller bare familier uden overblik over deres egen økonomi - henvender sig for at få styring på privatøkonomien. Økonomicenteret har eksisteret siden 1997 og kalder sig selv for "Danmarks eneste virksomhed, der tilbyder almindelig bankforretning, uden at være en bank" - til gengæld samarbejder centeret med Den Almennyttige Andelskasse Merkur, som er det nærmeste, man kommer en idealistisk bankvirksomhed. Både arbejdet i økonomicenteret og den mere synlige virksomhed som omrejsende tv-økonom præger Jan Swyrtzs holdninger til den måde, samfundet tackler de økonomisk svageste. Eller rettere ikke tackler dem. For Jan Swyrtz mener, at der ganske enkelt er en opgave, som vi som samfund helt forsømmer, når vi lader de allermest forgældede danskere synke til bunds i stress, sygdom, menneskeligt og socialt armod.

Når gode råd ikke er nok Tallene i den undersøgelse, som AErådet har lavet, og som blev offentliggjort i Beboerbladet i midten af maj, overrasker derfor ikke Jan Swyrtz. Han ved godt, hvor dybt og håbløst forgældede mange danske familier er, og han kender i detaljer til den sociale deroute, som uvægerligt følger med en privatøkonomis sammenbrud: Udsættelse af boligen, Ribers, fogedretten. "De mister grebet om deres eget liv. Mange bliver psykisk syge. Nogle slutter af med at begå selvmord." Jan Swyrtz pointe er, at man kan komme langt med forebyggelse og gode råd, hvis man sætter ind, før folk er havnet i en uløselig gældsfælde: "Men er de først begyndt at lukke for vandet og el, så hjælper ikke nok så gode og velmenende råd. I den situation bliver du nødt til at have et sted, hvor du kan få nogen til at overtage økonomien for dig. Det skal være et sted, der har magt og anerkendelse nok til, at kreditorerne ved, at nu er der hånd om det. Efter min mening burde det være en offentlig opgave. Der bør være et sted, hvor man kan gå hen at få denne form for hjælp, når det går helt galt." Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann har jo netop kastet 16 millioner kroner af satspuljemidlerne til gældsrådgivning til disse danskere. Er det ikke et skridt på vejen? "Det lyder jo meget godt, men jeg må sige, at politikerne ikke altid ved, hvad de snakker om. Bare det at bruge ordet gældsrådgivning. Det er ikke det, der skal til. En rådgiver kan jo ikke sige til GE Money Bank, at nu får de kun ti kroner for hver hundrede, der skyldes. Hvis man fra offentlig side vil ind i det, så skal man etablere en bank, som kan sidestilles med den almindelige bankverden, men hvor man kun optager gældsramte som kunder. Altså en fattigrøvs-bank. Og i den bank skulle der sidde eksperter, som skulle tage sig af at styre folk ud af problemerne. Den gældsramte familie har jo med al ønskelig tydelighed vist, at den ikke selv magter at styre økonomien, og det vil den aldrig komme til."

Tre parter til at betale Jan Swyrtz har i årevis forsøgt at råbe politikerne op, men han er ikke imponeret over de svar, han har fået. Netop fordi at det arbejde, han laver i Økonomicenteret i samarbejde med Mercur Bank, burde være en offentlig opgave, har han i årevis tilbudt det offentlige at købe hans virksomhed for en krone. Men endnu har ingen politiker takket ja. Og det selv om at Jan Swyrtz også har en ide om, hvordan sådan en fattigrøvs- bank kunne finansieres: "Mit forslag skulle være, at tre parter skulle betale udgiften. For det første skal de banker og finansieringsinstitutter, som giver folk de dyre lån, være med til at betale. De kreditvurderer jo alt for dårligt og er medskyldige i, at det går galt for folk. Derfor skal de naturligvis være med til at finansiere det, når der skal ryddes op. For det andet skal låntager selv, som jo helt klart har en egen skyld i, at det er gået så galt, også være med til at betale. Og endelig - for det tredje - må det offentlige spytte i kassen. Staten har jo liberaliseret finansmarkedet, hvilket har muliggjort hele dette lånecirkus." Og hvad skal samfundet have ud af at bruge penge på sådan en opgave? "Måske vi kan mindske både selvmords- og skilsmisseprocenten. Måske færre bliver sat på gaden? Måske vi kan mindske pille- og alkoholmisbruget? Måske vi kan mindske antallet af mennesker, der drives ud i ludomani? Hvad ved jeg?"