• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Digital førstehjælp til beboerdemokratiet

I KAB's afdeling i Nansensgade har beboerne holdt deres første afdelingsmøde online. 13 stemmer blev afgivet mod normalt et par stykker.

Af Samina Usman Foto: Ulrik Jantzen

Teknologien har igennem længere tid presset sig ind i danskernes dagligdag. Muligheden for at bestille en tid hos lægen over internettet eller købe en busbillet over mobiltelefonen er blevet et stort hit. Og man kan ikke undgå at tænke: hvad bliver det næste mon? Hos boligselskabet KAB har man også haft travlt med at forny sig på det digitale område. I en afdeling i Nansensgade i Boligselskabet AKB, København har beboerne i snart et år prøvet kræfter med et pilotprojekt om digitalt beboerdemokrati og boligadministration. Udstyret med et log-in til hjemmesiden "Dit Nansengade" kan beboerne sidde hjemme i familiens favn og deltage i det første digitale afdelingsmøde, blogge med formanden, booke en opgave hos varmemesteren og meget mere. Interessen for det nye tiltag har været overvældende. Ifølge projektleder Stine Konradi, KAB, har samtlige 34 beboere på nær en ældre dame, der for det meste bor i udlandet, tilmeldt sig konceptet. Yderligere to beboere fra en opgang med ældreboliger i afdelingen deltager. Syv ud af de 34 beboere har valgt at involvere sig direkte i projektet. Således sidder fire lejere i afdelingsbestyrelsen, og tre beboere er med i redaktionsudvalget, hvor hjemmesidens brugervenlighed blandt andet bliver testet. "Vi valgte afdelingen i Nansensgade til vores pilotprojekt, fordi den er lille og overskuelig. Samtidig havde de lige fået installeret bredbånd, og beboerne var meget engagerede it-mæssigt og var udviklingsorienterede. Vi sendte et brev ud til lejerne om projektet. Til vores store overraskelse dukkede de fleste beboere op til intromødet," siger Stine Konradi og fortæller, at beboerne aldersmæssigt er mellem 30 og 50 år, og at der er en del børnefamilier.

Nye udfordringer Men det første digitale afdelingsmøde forløb ikke uden vanskeligheder. Juraen blev gransket en ekstra gang. For hvad gør man lige, når beboerne ikke kan logge på hjemmesiden, og der skal afgives stemme? "Teknikken drillede. Mange havde log-in problemer, så vi forlængede afstemningen med et døgn. Men så kom der alligevel nogle bagefter og sagde, at de først lige havde set deres mail og ikke fik stemt. Men den går ikke. Vi fulgte almenboligloven og de samme retningslinjer, som når man indkalder til et almindeligt afdelingsmøde, men blev alligevel udfordret undervejs. Eksempelvis blev vi nødt til at lave en urafstemning, fordi det var et digitalt afdelingsmøde, hvilket resulterede i, at hver husstand fik to stemmer i stedet for normalt en stemme," siger hun. For de beboere, der af en eller anden grund ikke kunne deltage i det digitale afdelingsmøde, blev der holdt et fysisk møde på almindelig vis.

Fornyet håb Resultatet af det første digitale afdelingsmøde giver Stine Konradi fornyet håb for beboerdemokratiet. I alt blev der afgivet 13 stemmer, hvor der normalt kun plejer at være et par stykker, der deltager. "Vi kan i hvert fald konkludere, at beboerne ikke er interesserede i at være bundet til et bestemt tidspunkt på en bestemt dag for at deltage i et afdelingsmøde. Over internettet havde de en hel uge til at godkende budget og regnskab i stedet for her og nu. Deadline lå selvfølgelig med det fysiske afdelingsmøde." På hjemmesiden har der løbende været forskellige afstemninger. Senest har beboerne kunnet kommentere rengøringen i afdelingen, hvor samtlige beboere har givet deres mening til kende. Et månedligt nyhedsbrev sørger endvidere for at holde beboerne opdateret på udviklingen af konceptet. "Vi har skabt rammerne for beboerne, men de skal selv engagere sig og udvikle beboerdemokratiet. Når de alligevel er inde for at booke en boremaskine eller oprette en annonce på den digitale opslagstavle, så er det også lettere for dem at give deres besyv med om afdelingen. På den måde bliver der skabt en interesse for det beboerdemokratiske arbejde," siger hun.

Ikke kun for eliten Ifølge webmaster Mia Felbo- Kolding, KAB, kan alle boligafdelinger i princippet have et digitalt beboerdemokrati. Men hun forestiller sig, at udfordringerne bliver af en anden karakter i større boligafdelinger og nævner Farum Midtpunkt som et eksempel. "Man skal nok holde mere øje med debatten på hjemmesiden, fordi der er så mange mennesker, og der givetvis bliver et højt aktivitetsniveau. Vi har jo nogle etiske retningslinjer, som vi skal følge. Men det er vigtigt at understrege, at det digitale beboerdemokrati ikke er for en særlig elite. Meningen er, at alle skal kunne være med, og at det vil gøre beboernes hverdag nemmere," påpeger hun. Pilotprojektet bliver evalueret i første kvartal i år 2010. Projektet finansieres af KAB og AKB's udlodningskomité.

Ikke så meget brok

43-årige Markus Nowak Lonsdale har været medlem af bestyrelsen, siden afdelingen i Nansensgade 25-31 blev etableret i 1998. Bestyrelsen havde i længere tid gået og puslet med tanken om at blive digitale, og da pilotprojektet fra KAB blev tilbudt, slog de til med det samme. Han husker tilbage på afdelingsmøder, der kunne være overstået på ti minutter, fordi der var meget få deltagere. Men med det første digitale afdelingsmøde blev det billede vendt. "Fordelene er til at få øje på. Alle kan komme til orde og har taletid uden at blive afbrudt. Og så slipper man for brokkehoveder. For det er trods alt noget andet, når man sætter sig ned foran computeren og skal til at formulere sig. Man tænker lige en ekstra gang over det, man skriver," siger han og fortæller, at han er inde på hjemmesiden hver anden uge for at deltage i en debat eller bestille en tid hos varmemesteren. Og tager et lettelsens suk over, at han ikke skal vente i telefonrøret i længere tid for at få fat på varmemesteren for at få ordnet en dryppende hane.

Kunstigt møde Markus Nowak Lonsdale kan ikke undgå at sidde tilbage med en følelse af, at det digitale afdelingsmøde blev lidt kunstigt, fordi der skulle holdes to afdelingsmøder - et fysisk og et digitalt. "Problemet er, at vi ikke kan være 100 procent digitale, fordi der er enkelte beboere, som ikke har tilmeldt sig ordningen. Hver husstand fik to stemmer, men hvordan administrerer man lige, at beboerne ikke stemmer flere gange ved både at stemme på hjemmesiden og samtidig gå ned på det fysiske møde?," spørger han retorisk. Betalingen af et booket beboerlokale har også voldet problemer. Når beboerne betaler, ryger pengene over i KAB's kasse, og så skal bestyrelsen til at sikre sig, at de kommer tilbage i afdelingen. Men han glæder sig på sin overbos vegne, som er multihandicappet, og som nu har bedre vilkår for at deltage i beboerdemokratiet.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: marts 2009
Senest opdateret: august 2010