Erfaren forretningsfører blev ”Almen boligprofet”
Ingen af Boligens læsere ramte rigtigt på alle 13 spørgsmål om
året, der gik. Men det lykkedes to at finde 12 rigtige svar.
Af Michael Thorberg
Boligen udfordrede for et år siden læserne med 13 spørgsmål om
året 2008 på det boligpolitiske område - både det på Christiansborg
og det i BL. Mange tog udfordringen op, og en gennemgang af
besvarelserne viser, at det ikke var nogen let opgave. Af svarene
kan desuden læses, at Boligens læsere ikke nærer overdrevne
forventninger til omfanget at boligpolitiske initiativer på
Christiansborg, men det er dog alligevel kommet bag på stort set
alle læsere, at der er sket så lidt på den front i 2008. Derfor er
det også karakteristisk, at de to læsere, som opnåede 12 rigtige,
havde forkert svar i samme spørgsmål. De troede begge, at
regeringen i 2008 ville vedtage en lovgivning, som ville gøre det
muligt for almene boligselskaber at omlægge lån til en længere
løbetid.
Fra tre til 12 rigtige
Den quiz-deltager, der klarede sig dårligst, havde kun tre
rigtige svar, og redaktionen har pli nok til ikke at nævne navnet.
Til gengæld er det ingen hemmelighed, at årets "Almene boligprofet"
blev Jens Ole Jørgensen, der er forretningsfører i Bolig Hjørring.
Jens Ole Jørgensen sidder også i BL's bestyrelse som repræsentant
for Kreds 4. Han var en af de to med 12 rigtige svar, og vandt
lodtrækningen om æren til at bære den fine titel. Med titlen følger
desuden en præmie i form af en dab-radio.
13 spørgsmål … og svar
Her er de 13 spørgsmål og tilhørende svar:
1. Vil Folketinget i 2008 vedtage en ny
(permanent) lov om salg af almene boliger, hvor kommunen ikke
behøver at godkende salget? Nej
2. Vil der i 2008 blive givet tilsagn om byggeri af 3000
eller flere almene boliger (skema A)? Nej
3. Vil antallet af ledige almene boliger være
under 1300 pr. 1. december 2008? Ja
4. Vil maksimumbeløbet (rammebeløbet) for almene boliger i
Københavns Kommune være forhøjet i forhold til 2007 eller helt
afskaffet pr. 1. december 2008? Ja (for ældreboliger)
5. Vil maksimumbeløbet (rammebeløbet) for almene boliger i
Århus Kommune være forhøjet i forhold til 2007 eller helt afskaffet
pr. 1. december 2008? Ja (for ældreboliger)
6. Vil det i løbet af 2008 blive gjort muligt for
kommunerne at sælge byggegrunde til almene boligformål til under
markedspris? Nej
7. Vil Folketinget i 2008 vedtage en lovgivning, som gør
det muligt for almene boligselskaber at sætte huslejen ned ved
hjælp at omlægge lånene til en længere løbetid end i dag?
Nej
8. Vil Folketinget i 2008 vedtage en lovgivning,
der gør det umuligt for en boligorganisation at sætte en familie
med børn ud af en bolig på grund af huslejerestance?
Nej
9. Vil Karen Jespersen pr. 1. december 2008 være minister
med ansvar for boligpolitikken? Ja
10. Vil Nanna Westerby Jensen (SF) pr. 1. december 2008
være formand for Folketingets boligudvalg? Ja
11. Vil repræsentantskabet i Boligselskabernes
Landsforening i 2008 gennemføre en kampafstemning mellem to eller
flere kandidater til posten som formand for BL? Ja - Henning Kirk
Christensen (foto i midten) blev afløst af Palle Adamsen (foto til
venstre), som i et kampvalg slog Poul Erik Skov-Hansen (foto til
højre).
12. Er formanden for Boligselskabernes
Landsforening pr. 1. december 2008 en mand? Ja
13. Er formanden for Boligselskabernes Landsforening pr.
1. december 2008 ansat i en almen boligorganisation?
Ja
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
februar 2009 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |