Fællesskabet betaler huslejen

Af Julie Mathiesen Foto: Stefan Kai Nielsen

Der lugter af blod og råt kød, og de store knive er i fuldt sving i fælleskøkkenet. Det er slagtedag i Danmarks største bofællesskab på Svanholm Gods ved Skibby i Hornsherred, og fryserummet skal fyldes med store bøffer, lammekøller og mørbrad. Ingen af de 90 voksne på Svanholm har skrevet en indkøbsliste i dag, og ingen af de 60 børn har tilbragt ulvetimen i supermarkedskøen. Fællesøkonomien giver nemlig køkkengruppen mulighed for at indkøbe alt, hvad alle har brug for. Det er bare at gå ned på lageret at hente det.

80 procent i skat
Svanholm har indrettet sig, så alle voksne afleverer 80 procent af deres løn før skat til fællesskabet. De sidste 20 procent er personlige lommepenge. Nogen arbejder uden for Svanholm, andre på selve godset til en særlig Svanholmløn, der afhænger af kvalifikationer. I øjeblikket er der ud af Svanholms 90 voksne 40 fuldtids udearbejdende, 13 pensionister, og 37 der arbejder i Svanholms virksomheder eller i de såkaldte servicegrupper for eksempel køkkengruppen. En af de udearbejdende er Arne Hebbelstrup, der er faglærer på Skovskolen i Nødebo. Han var med til at starte storkollektivet i 1978. "Dybest set er det bare en beskatningsmodel som den, der foregår i resten af samfundet. Her hedder den bare 80-20. Til gengæld får vi mange flere ting betalt, som andre ellers selv skal til lommerne efter," siger han, der hver måned afleverer omkring 30.000 kroner til fælleskassen.

Fri for bekymringer
Det giver en kæmpe frihed, fortæller 35-årige Christina Adler Jensen ved køkkenbordet i den tidligere skovridderbolig, hvor hun bor med musikermand og to små børn. "Jeg ligger aldrig søvnløs om natten over, om jeg nu kan betale mit lån tilbage, og om jeg under finanskrisen har råd til fagforening eller økologiske bananer til ungerne. Der bliver sørget for det hele, vores mad er 100 procent økologisk, og jeg har ingen kreditorer," konstaterer hun tilfreds. Som udearbejdende journalist er der flere penge til overs hver måned, end da hun og familien boede i ejerlejlighed i København. Dengang åd de faste udgifter snildt 80 procent af lønnen, vurderer hun. Siden familien flyttede for tre og et halvt år siden, har hun dog sat storbykarrieren på standby og har nu status af hjemmearbejdende dels i køkkengruppen, dels som Svanholms pressemedarbejder. "Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg tjener om måneden, men jeg får 2.600 kr. i lommepenge plus 824 kr. i børnepenge hver måned. For det skal jeg så købe tøj, betale vores private billån, min mobiltelefon og den slags ting," forklarer hun.

Ens lommepenge til alle
De udearbejdende, som er alt fra professorer til socialrådgivere, er generelt højere lønnet end godsets egne ansatte, hvis løn kan variere med 15.000 kroner afhængig af, om de er under oplæring eller kvalificerede til at argejde med godsets økologiske landbrug. Og det er dermed også især de udearbejdenes bidrag, der fylder den fælles pengekasse op. Den nuværende model blev indført i 2003 efter næsten et års debat. Indtil da, det vil sige de første 25 år, afleverede man hele sin løncheck ned til sidste krone. Uanset indkomst fik alle så udleveret samme pose lommepenge. På et tidspunkt omkring årtusindskiftet var det svært for kollektivet at tiltrække nye beboere, og en af årsagerne var måske den lidt strikse fællesøkonomi. Kirsten Høngsmark har siddet i  regnskabsgruppen siden Svanholms start, og hendes indtryk var, at mange efterlyste en bedre sammenhæng mellem indsats og udbytte: "Det nye system motiverer mere til, at man gør noget for at tjene sine egne penge. Nu bliver der et klart udbytte, hvis man har overarbejde eller får et nyt job, og det har da betydning," siger hun.

Få penge - stor bolig
Sammen med to-tre andre i regnskabsgruppen har Kirsten Høngsmark ansvaret for at betale regninger og laver budget for hele kollektivet. Derudover sørger gruppen blandt andet for at tegne indbo- og ulykkesforsikringer, og hvor andre danskere kæmper med den årlige selvangivelse, så har Kirsten og hendes kolleger 90 af slagsen, der skal indberettes i rette tid. "I regnskabsgruppen siger vi lidt for sjov, at vi godt kunne tænke os, at folk betaler mere selv, for det er forholdsvist arbejdskrævende at administrere det her system. Det ville for eksempel være nemmere, hvis alle betalte en form for husleje," forklarer hun men tilføjer samtidig, at det i så fald ville ødelægge en af grundtankerne. "Det fine er jo, at her er der ikke nogen sammenhæng mellem indkomst og størrelsen på din bolig. Hvis du er enlig mor med tre børn, så har du behov for et større sted at bo, og det får du så. Og hvis der er et lille barn på vej, så kommer bygningsgruppen og sørger for, at der bliver sat en ekstra væg op og skabt et nyt værelse, uanset om det ellers er noget, som familien har råd til." Og hvor det i resten af Danmark er de færreste studerende eller pensionister, der har råd til at leve af en 100 procent økologisk kost, så er det en selvfølge på Svanholm. Køkkengruppen står for mad og opvask fire dage om ugen, mens alle i kollektivet på skift står for fællesspisningen i weekenderne. Med en gang madlavning og to opvask om måneden er det en overkommelig opgave, og det står alle frit for at tage maden med hjem i privaten eller tage gæster med op i fælleskøkkenet. Og står der konfirmation eller bryllup i kalenderen, så er dem med køkkentjansen klar til at lave maden, hvis man også inviterer naboerne med til fest. Skal det være mere privat, er der stadig saftige hjemmeavlede bøffer til fri afbenyttelse i fryseren - hvis man selv svinger stegepanden og opvaskebørsten.

Almennyttige fællesskaber
Kan den almene boligsektor hente inspiration hos Svanholm. Seniorforsker Hans Skifter Andersen fra Sociologisk Instituts Center for Bolig og Velfærd er positiv og tøvende: "Et fællesskab kræver, at der er noget konkret at være fælles om - Et fælles mål… På Svanholm er det landbrugsproduktionen. Som minimum skal det være eksempelvis fællesspisning. Hvis jeg laver mad én dag om måneden og resten af tiden kan spise alt, hvad jeg har lyst til uden at yde noget, så er det en praktisk måde at indrette sig på, der får systemet til at fungere," siger han "Der har været forskellige initiativer til almennyttige bofællesskaber for eksempel med fællesspisning. Jeg har også selv boet sådan et sted. Men det kræver som sagt et fælles mål, som på Svanholm er det landbrugsproduktionen", fortsætter han.

Hans Skifter Andersen understreger, at det også kræver en meget samarbejdsvillig gruppe af mennesker, og det er en udfordring i det almennyttige, hvor der generelt er hurtig udskiftning af navneskiltene i opgangen. "Der er mange ting at blive enige om; mange principper om de normalt private ting, der i stedet bliver overladt til fællesskabet. Endelig kan man indvende, at fællesøkonomi er lidt i konflikt med, at det almennyttige netop er for alle, hvorefter man stiller en række regler op," vurderer han.