• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Falsk succeshistorie

Indenrigs- og socialministeren gik på tv og tog Aalborg Kommune lige lovlig meget til indtægt for ny lov mod udsættelser. Tal fra kommunen dokumenterer, at de fleste fogedsager ender med at sende lejere på gaden.



Af Regnar M. Nielsen og Jørn Nyvang

Søndag 26. april høstede indenrigs- og socialminister Karen Ellemann frugterne af en lov, som endnu ikke var trådt i kraft. Frugterne har vist sig ikke at være langtidsholdbare. Karen Ellemann var i studiet hos DR's 21 Søndag. Hun fortalte om Aalborg Kommune, som allerede havde haft succes med at bruge principperne i den kommende lov mod udsættelser. På den måde var 93 ud af 100 udsættelser undgået, mente ministeren at kunne huske. "Så der er altså tale om, at det her er et initiativ, der kommer til at virke," konkluderede Karen Ellemann. Der var bare det ved det, at Aalborg Kommune ikke havde fulgt den nye lovs principper. Og endnu værre: Tallene gav indtryk af, at det var lykkedes at forhindre næsten alle udsættelser i kommunen. Kommunens egne tal viser, at under halvdelen af udsættelserne er undgået.

Divergenser
To dage efter indslaget reagerede Himmerland Andelsboligforening med et brev til ministeren. "Efter vores opfattelse er der indlysende divergenser mellem ministerens udtalelser om Aalborgmodellen, der blev præsenteret i "21 Søndag" og den afspejling af virkeligheden, som vi/vore beboere dagligt oplever," skrev boligforeningens formand, Peter Anker, og forretningsfører, Ole Nielsen, i brevet. Udtalelserne faldt dem for brystet, eftersom alene Himmerland Andelsboligforening havde 41 effektuerede udsættelser i 2008 på grund af manglende huslejebetaling. Boligforeningen var ikke ene om at reagere. Rådmanden for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune, Mai-Britt Iversen (S), sagde til DR Nyheder, at den nye lov lignede den gamle meget, og at den ikke løste det egentlige problem: At folk ikke havde råd til huslejen.

328 andre sager
Ministerens udtalelser byggede på en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune om udviklingen i antallet af fogedsager gennem en længere periode. Og her kunne man læse, at en opsøgende indsats fra kommunens side havde forhindret 96 ud af 101 udsættelser. Faktisk et lidt bedre resultat, end det Karen Ellemann fortalte om på tv. Problemet var bare, at tallene kun gjaldt børnefamilier. Ministeren nævnte ikke, at pressemeddelelsen også fortalte om 328 fogedsager med husstande uden børn, og af dem havde to tredjedele ført til udsættelser. Alt i alt havde 222 af alle 429 fogedsager ført til udsættelser. Disse kendsgerninger fik ministeriet foråret igennem skåret ud i pap af kommunen, viser akterne i sagen, som Boligen har fået adgang til. Alligevel var det de 96 ud af de 101 sager, som ministeren holdt fast i, da hun i juli svarede på brevet fra Himmerland Andelsboligforening.

Ønsketænkning
Her svarede formand Peter Anker, at der var tale om ønsketænkning: "Som formand for Aalborgs største boligselskab må jeg i hvert fald slå fast, at vi ikke har oplevet en indsats, som den du refererer til. Det ville undre mig, hvis Aalborg har gennemført en indsats på dette område, som vi ikke har været med i." Den nye lov trådte i kraft, og Aalborg Kommune har sat den på skinner lokalt. 71 procent af udsættelser i kommunen kommer fra det almene boligområde, fremgår det af et notat fra Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen. Allerede om et år skal vi kunne se, om loven er en forbedring. I 2010 vil Karen Ellemann sætte gang i undersøgelse med henblik på en vurdering af effekten af indsatsen til at reducere antallet af udsættelser af lejere" Himmerland Andelsboligforening.

Kendsgerninger.jpg

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: november 2009
Senest opdateret: august 2010