Fremtidens by er på Louisiana

Af Regnar M. Nielsen

Boliger fra Dubai til Murmansk er bygget til året rundt at opretholde samme temperatur som på en aprildag klokken 12 i Paris. Traditionelt har man kompenseret for dårlige konstruktioner og design ved at hælde olie på tanken. Den praksis er ikke forenelig med, at vi bliver stadig flere og flere mennesker på Jorden og indholdet af rapporterne fra FN's klimapanel. På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk har man på en omfattende udstilling sat verdens forbrug af både råstoffer og dårligt design under lup. Og man har ikke mindst haft held til fra hele verden at finde forslag til nye og mere bæredygtige principper at bygge fremtidens byer, boliger og infrastruktur efter.

Opgør med modernisterne
Udstillingen er kritisk overfor den måde, vi i generationer har indrettet vores byer. Den er et opgør med den måde, Baron Hausmann indrettede Paris på i slutningen af 1700-tallet - En model de fleste af verdens store byer efterfølgende kopierede i deres udvikling. Og udstillingen er i særdeleshed et frontalt angreb på den modernistiske byplanlægning, der blev grundlagt i 1930'erne, og som efter anden verdenskrig blev en global trend, da verdens byer skulle genopbygges. Hovedprincippet var den funktionelle by, hvor alt i byen er opdelt i zoner alt efter funktioner. Set i forhold til miljømæssig bæredygtighed er svagheden, at den kræver enorm infrastruktur og dermed enorme mængder energi, når folk og gods skal transporteres fra funktion til funktion. Eksempelvis fra boligområde til arbejde, videre til indkøb med mere.

Middelalderbyen et ideal
På Massachusetts Institute of Technology har et computerprogram beskrevet den optimale bæredygtige by. Programmet leverede en middelalderby med en tæt lille bykerne, hvor alle bor, og hvor alt ligger i nærheden. Den model er naturligvis ikke realistisk i dag. I år 1900 boede 10 procent af verdens befolkning i byerne, i 2007 var det 50 procent og i 2050 forventes 75 procent af verdens befolkning at bo i byer. Men udstillingen på Louisiana viser, at verdens byplanlæggere også henter inspiration fra middelalderbyen. Man kan blandt andet se, hvordan der arbejdes på at transformere den engelske mineby Barnsley, hvor alt som i tusindvis andre byer foregik i centrum, til at blive en mere homogen by. Man bliver ligeledes velinformeret om, hvordan Frankrig arbejder på at ændre Paris fra at være enorme sovebyer uden om et pulserende centrum, til at blive en mere sammenhængende by. Udstillingen viser spændende tilsvarende projekter fra hele verden. Også fra København, hvor der er fokus på de projekterede nye bydele på Carlsberg-grunden og Nordhavnen. I de fleste projekter er der også fokus på, at byerne ikke kun skal være miljømæssigt bæredygtige. De skal også være socialt bæredygtige. Eksempelvis er der fokus på den franske arkitektoniske stilart PLUS. Det er skabt og målrettet til at forvandle eksisterende store modernistiske montagebyer til både at blive arkitektonisk, miljømæssigt og ikke mindst socialt bæredygtige… Ikke mindst fordi PLUS opererer med eksisterende byggeri altså folks hjem og ikke som så mange andre projekter med en bulldozer som indledning.

Slum som inspiration
Udstillingen har også et seværdigt afsnit om, hvordan der byggeteknisk bygges bæredygtigt. Paradoksalt nok fremvises slumbyen Rocinha i Rio de Janeiro i Brasilien som et af verdens mest bæredygtige byggerier. Slumbyen med de flere hundrede tusinde mennesker er bygget af indbyggerne selv af forhåndenværende materialer, og området vokser naturligt efter behov. Problemerne med fattigdom og sygdomme anerkendes dog også, og løsninger foreslås. Tilsvarende opfordres der blandt andet til at hente inspiration i grønlandske igloer, islandske tørvhuse, thailandske pælehuse og stråtægte langhuse fra Fanø. Materialerne er naturligt nedbrydelige, de skal ikke transporteres over lange afstande, forarbejdning kan ske med lokal arbejdskraft, og så er materialerne i tilgift naturligt tilpasset det klima, hvor de skal anvendes. Specielt tyske arkitekter og ingeniører har over hele verden bygget alt fra boliger over skoler og hoteller til ministerier i lokalt forankrede naturmaterialer. Ja selv is. Udstillingen præsenterer dog også hypermoderne materialer med fantastiske egenskaber i utrolige byggerier. Eksempelvis den internationale lufthavn i Bangkok. Den er bygget, hvor udendørstemperaturen ofte er 35 grader i skyggen, den er fyldt med varmeafgivende maskiner og titusindvis af varmeafgivende mennesker. Men en beklædning af en trelags lægtvægtsmembran, der kan give sig betydeligt i varmen, ja selv i tilfælde af jordskælv holder varmen ude. Det yderste lag er både smudsafvisende og reflekterer solens stråler. Og på trods af de reflekterende egenskaber er membranen faktisk gennemsigtigt som glas.