Hjemløse får flere boligvalg
Inden for de næste tre år skal der stå
cirka 130 særboliger klar til de hjemløse i Københavns Kommune.
Ifølge planen skal boligerne tilpasses de hjemløses forskellige
behov.
Af Samina Usman Foto: Peter Sørensen
Luk øjnene og forestil dig billedet af en hjemløs. Hvis du ser
billedet af en forhutlet midaldrende mand, svarer det til det
traditionelle billede af en hjemløs. Men hjemløse er lige så
forskellige som alle andre mennesker og skal derfor også have flere
varierede boligtilbud. Det viser en behovsanalyse fra Kuben
Management fra maj 2008, som Københavns Kommune nu tager
udgangspunkt i. Kommunen har netop fået bevilget 75 millioner
kroner fra Velfærdsministeriets satspuljemidler til 120- 130
særboliger, der skal stå klar ved udgangen af 2012. Ifølge
socialborgmester Mikkel Warming, Københavns Kommune, vil der blive
lagt vægt på at få skabt en bred vifte af boliger. "Hjemløse kan
både være unge mennesker, kvinder og mænd, og derfor skal
tilbuddene også målrettes deres forskellige behov. Nogle har behov
for at bo alene med megen støtte. Mens andre befinder sig godt i
bofællesskaber eller opgangsfællesskaber, hvor der er andre i samme
situation. Det handler om at sikre, at der er så mange trin i den
trappe, der går fra hjemløshed til en almindelig bolig," påpeger
han.
Ét støtteteam Til forskel fra tidligere
strategier på området, bliver der nu også sørget for en
kontinuerlig støtte, som de hjemløse bliver tilknyttet fra dag et.
Støtten er forankret i et team bestående af socialpædagoger med
forskellige kompetencer. Teamet skal eksempelvis sikre, at de
hjemløse kommer i kontakt med behandlingssystemet og derved kommer
ud af et eventuelt misbrug. Med den kontinuerlige støtte vil man
undgå, at de hjemløse møder flere forskellige støttepersoner på
deres vej og får samtidig skabt tryggere rammer for den enkelte.
"Typisk plejer der at være en boligrådgiver, der hjælper til med
flytningen og andre praktiske ting i de første par måneder. Er der
behov for yderligere støtte, overdrager boligrådgiveren sagen til
en anden person, så der kommer til at ske hyppige skift i støtten.
Og det undgår vi ved at tilknytte et fast team fremover," påpeger
Kim Roat, som er projektleder for Københavns Kommunes
hjemløsestrategi. Han tilføjer, at målet i sidste ende er, at de
hjemløse bliver selvhjulpne og kan klare sig helt uden nogen form
for støtte. Formand Preben Brandt, Rådet for Socialt Udsatte,
hilser planen velkommen og kalder initiativet "en forbedring", som
han mener kan få en positiv effekt. Ifølge planen skal halvdelen af
de 120-130 boliger stå færdige i 2010, mens resten bliver fordelt i
årene 2011-12. Størstedelen af særboligerne vil blive etableret i
eksisterende boligbyggeri hos almene boligselskaber. Derudover vil
Københavns Kommune og de kommunale selvejende institutioner også
tage en del.
Hvad er en særbolig?
Særboliger er individuelle boliger med egen indgang, køkken og
bad, hvortil der tilknyttes støtte til den enkelte i hverdagen. De
kan etableres som etage/opgangsfællesskaber, solistboliger eller
skæve huse, dvs. solitære enkelt- eller dobbelthuse i mindre
afgrænsede bebyggelser, og beboeren får en lejekontrakt. Der er
tale om permanente boliger, der ofte etableres i ordinære boliger
og boligområder.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
oktober 2009 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |