Hvem skal administrere storebror?
Herning Andelsboligforening vil ud af FællesBo og samarbejdet
med Herning Boligselskab. Og bliver budt velkommen af
Boligselskabet Fruehøjgaard, som erklærer sig parat til at overtage
administrationen med kort varsel.
Af Jørn Nyvang
Da repræsentantskabet for Herning Andelsboligforening (HAB) ved
et ekstraordinært møde 4. maj vedtog et ønske om at udtræde af
administrationsselskabet FællesBo, stod en ny mulig partner
allerede i kulissen. Vedtagelsen betød et brud med den anden
partner i FællesBo, Herning Boligselskab (HB). Initiativtagerne til
bruddet havde for længst sikret sig et ja til samarbejde fra
Boligselskabet Fruehøjgaard. "For en god måned siden fik vor
direktør en henvendelse fra repræsentanter for HAB. Han blev
spurgt, om de kunne blive administreret hos os. Vi drøftede det i
bestyrelse og repræsentantskab, hvor der blev nikket ja," siger
Fruehøjgaards formand, Steen Jonassen, der personligt ønsker en
fusion. Han tilføjer, at Fruehøjgaard om nødvendigt vil være i
stand til at administrere HAB om et par måneder.
Langstrakt afvikling Efter FællesBos vedtægter
har parterne tidligst ret til at udtræde af selskabet med udgangen
af 2010. Nogle af de involverede har imidlertid talt for, at det
kan være i alles interesse at afkorte overgangsperioden og gå hver
til sit inden. "Ligesom ved en ægteskabelig skilsmisse kan man vel
forhandle sig til rette, så man ikke skal bo sammen i yderligere
halvandet år," siger FællesBos konstituerede formand, Jan Becher.
Han bor i HAB og trak sig tilbage som dens næstformand efter at
have kæmpet forgæves for at få den til at blive i FællesBo.
Boligforeningens formand, Torben Munk, var på samme linje og trak
sig også fra sin post. Formanden for HB, Sven Erik Jensen,
udelukker dog muligheden for et hurtigt skifte. "Den aftale, der
blev indgået, da FællesBo blev stiftet, agter vi at overholde,"
siger han uden at ville forklare det nærmere.
Modstridende meldinger HB vil i givet fald
fortsætte FællesBo som eneejer, oplyser Sven Erik Jensen. Sådan
udtrykte FællesBo ikke selv situationen i første omgang. "Hvis HAB
trækker sig ud, vil det næppe give mening at opretholde FællesBo
som selskab," skrev det på sin hjemmeside før HAB's ekstraordinære
repræsentantskabsmøde. Uanset hvor og hvornår HAB finder sin
fremtid, ser bruddet i FællesBo ud til at skævvride den almene
boligsituation i Herning Kommune. HAB er nemlig storebror blandt de
almene organisationer i kommunen. Den har væsentligt flere boliger
end HB og dobbelt så mange som Fruehøjgaard (endda medregnet
Tjørring Boligselskab, som bliver administreret derfra).
Flere storme Situationen er langt fra den
eneste storm, FællesBo har været ude i gennem sin syvårige
tilværelse. I 2005 blev der lagt op til fusion med Lejerbo, og den
blev aflyst i forbindelse med uro om en aftrædelsesordning for
FællesBos daværende direktør. Som en udløber af sagen fik FællesBo
en næse af Herning Kommune for en række forhold og fik skiftet ud i
direktion og bestyrelse. Og den tidligere direktør for
Boligselskabet MidtVest, Leo Malling, blev valgt som formand. Den
seneste uro om FællesBo skyldtes umiddelbart utilfredshed med
administrationsbidragets størrelse. Her var FællesBo tilsyneladende
en del dyrere end andre boligorganisationer i området. FællesBo
forklarede på sin hjemmeside, at det havde været mere korrekt at
sammenligne de faktiske administrationsomkostninger. Og så ville
selskabet faktisk være billigst. Jan Becher mener dog, at oprøret
mere handlede om person-fnidder. Han henviser til, at flere af de
utilfredse har været i den lokale dagspresse med krav om fyring af
navngivne ledende medarbejdere.
To bestyrelser for mange Marius Kristensen, der
var en af talsmændene for at få HAB ud af FællesBo, peger på en
anden årsag: "Hovedproblemet var, at der var tre bestyrelser, og
det var to for mange." Marius Kristensen synes, at det giver en
masse bøvl med flere bestyrelser, hvor medlemmerne ikke har
mulighed for at informere på tværs på grund af deres tavshedspligt.
"De skulle have været fusioneret for længst", siger han om de to
stiftere. Nu er det for sent, fastslår Marius Kristensen. Skal I så
fusionere med Fruehøjgaard? "Det er en mulighed."
Direktøren: Tag højde for uenigheder
"Det er vigtigt at indgå en aftale, der tilgodeser begge parter
og tager højde for de uheldige episoder, der kan opstå." Sådan
lyder de generelle råd om drift af fællesadministrationer fra
FællesBos direktør, Michael Brandt. "De enkelte
organisationsbestyrelser bør finde ud af og acceptere, at de får en
anden rolle i beslutningshierakiet, når de har en
fællesadministration. De skal fortsat træffe beslutninger i forhold
til deres egne boliger, men lige så snart der er tale om den vej,
administrationsselskabet skal gå, er det administrationsselskabets
bestyrelse, der træffer beslutningerne. Og det tror jeg kan være en
udfordring for dem at forstå." Det gælder blandt andet
personaleforhold, hvor bestyrelser kan være fristet til at tænke på
"vores" og "deres", selv om stabene er slået sammen. I den
nuværende situation er der ekstraordinære udfordringer for
FællesBos ledelse. "Her og nu skal vi passe vores arbejde som
hidtil, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at vores medarbejdere
også fremover har et job. De 5.500 FællesBo- lejere skal fortsat
serviceres, uanset hvordan det fremover skrues sammen
organisatorisk," siger Michael Brandt.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
juni 2009 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |