Minister fremsætter lovforslag trods sammenbrud med organisationer
Lejer- og udlejerorganisationerne har afvist at medvirke til
udmøntning af den aftale om lejelovsændringer, som de selv har
indgået. Indenrigs- og Socialministeren fremsætter nu
lejelovsforslag uden opbakning fra udlejer- og
lejerorganisationerne.
Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann er nu nødt til selv
at fremsætte forslag til nødvendige ændringer af lejelovgivningen.
Det sker efter mere end tre års forhandlinger med lejer- og
udlejerorganisationer, som desværre ikke har ført til noget
resultat. Ministeren har loyalt forsøgt at udarbejde et lovforslag,
som organisationerne har kunnet enes om. Men i elvte time -
da ministeren blot troede, at organisationerne skulle finpudse
teksten - sprang de fra, idet de afviste at bidrage til afklaring
af det nærmere indhold i organisationernes aftale, skriver
Indenrigs- og Socialministeriet i en pressemeddelelse.
Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann er temmelig
uforstående over for organisationernes indstilling: "Jeg er mildest
talt overrasket. Jeg var indstillet på at gå meget langt, for at
jeg kunne fremsætte en lov i enighed - også med de
organisationskrav, som jeg var mindre enig i. Men nu kan det ikke
vente længere. Organisationerne har udtalt generel utilfredshed med
mit udmøntningsforslag. Dermed er der ikke længere fornøden
opbakning, hvorfor jeg selvsagt må foretage en vurdering af hvert
enkelt punkt og kun medtage de punkter, som jeg selv kan stå inde
for."
Indenrigs- og socialministeren fremsætter derfor et lovforslag
med relevante dele af punkterne på organisationernes
"enighedsliste" suppleret med forslag til løsning af forskellige
presserende problemstillinger vedrørende "stråmandsudlejning" og
energibesparende foranstaltninger.
Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann er optaget af, at
organisationernes uenighed ikke kommer til at blokere for en
nødvendig modernisering af lovgivningen: "Det er rigtig ærgerligt,
at dette store arbejde i elvte time viser sig ikke at have båret
frugt. Vi har nu i tre omgange forsøgt at få organisationerne til i
fællesskab at oplyse, hvad de præcist har aftalt på enkelte
punkter. Det kan de åbenbart ikke. Jeg havde håbet på et mere
konstruktivt medspil, men jeg må jo erkende, at organisationerne
nok ikke er så enige, som de har givet udtryk for".
Karen Ellemann har orienteret Folketinget - herunder om,
at hun nu vil fremsætte et lovforslag med de dele af
organisationernes "enighedsliste", som hun tilslutter sig. Samtidig
fremsættes forslag, der dels kan fremme energibesparelser i det
private udlejningsbyggeri og dels løse problemerne med
stråmandsudlejning.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
december 2009 |
| Senest opdateret: |
august 2010 |