• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Pas godt på dig selv og de andre

Det kræver tolerance og rummelighed at bo i etageejendomme. For lige så skønt det er at have gode naboer, søde børn i opgangen og venlige smil i elevatoren, lige så irriterende er det med støj, høj techno hele natten, larm og svineri.

Synspunkt af Mette Frobenius

Det kræver tolerance og rummelighed at bo i etageejendomme. For lige så skønt det er at have gode naboer, søde børn i opgangen og venlige smil i elevatoren, lige så irriterende er det med støj, høj techno hele natten, larm og svineri. Vi skal kunne leve sammen. Og det kræver fælles spilleregler. Tilpasset til de beboere, der skal leve efter dem. Tidligere boede jeg i en "Ghetto-light". Altså et sted med mange "ikke-danske/ etniske-beboere". Eller hvad vi nu skal kalde det. Med andre ord - en nogenlunde ligelig fordeling af tyrkere, pakistanere og danskere. Uden de store problemer til dagligt. Men i den bebyggelse var der brug for konkrete regler for de få, der til tider trådte forkert. I husordenen stod: Beboerne bør medvirke til, at bygninger samt beplantede og tilsåede arealer skånes og beskyttes. I denne forbindelse er det af stor betydning, at forældre husker at vejlede børnene. Den duer ikke. Det er for knudret. I stedet burde der stå: Pas godt på græs, træer og buske. Ryd op efter dig selv både udendørs, ved storskrald og på trappen. Cykelstativerne er til cykler. Kælderen til opbevaring (Og ikke til at hænge ud i). Hold sandet inde i sandkassen. Forældre har ansvaret for deres børn, til børnene er minimum 15 år. Nærmere 18... Er der noget du ikke forstå, så spørg… For så er alle med. Nu bokser jeg med problemer af en helt anden art. For jeg er flyttet til et dyrt kvarter med danske familier. Og her er tolerancetærsklen godt nok en anden. Til fællesmøderne er der folk, der i ramme alvor bruger tid på at diskutere hvilken nuance af off-white stof, vi må skærme med på de store altaner. Efter påbud fra arkitekt-firmaet! De mennesker burde jo ikke gå frit rundt. En anden foreslog, at vi forbød vasketøj på altanerne; "Fordi det ikke ser pænt ud!". Og en tredje havde skrevet en sur klageseddel til opslagstavlen, fordi der var sand på trappen! Nedenunder var der tørt tilføjet med kuglepen: "Der er stadig masser af plads på Lolland!" Og det var altså ikke mig. Vi burde nok i vores husregler skrive:

Husk, at der skal være plads til alle

Så den almene sektor skal slå på det positive i at have naboer. Året rundt myldrer gården af børn, der leger. I de lune sommeraftener sidder beboere med aviser, kaffe og rødvin og nyder at have gård og blomster. Jeg har det fint med at dele min baghave med andre. Især fordi jeg selv slipper for at passe den. Som med tagrenderne. Og vinduerne. Det giver tid til alt det, jeg selv har lyst til. Det bliver især tydeligt om foråret, når alle mine hus-ejende venner med beklagelse i stemmen går i gang "Ja, nu må vi hellere se at komme i gang." Det må jeg også. Jeg har nemlig stabler af blade og bøger, der skal læses. Så vi skal passe godt på hinanden. Hele tiden. Og så skal vi passe godt på vores penge. For den almene sektor blive, ved med at kæmpe for at blive hørt. Vi sidder alt for ofte helt stille og lader ejerboligerne tage ordet. Og regeringens panikpulje til forbedringer. Og skattefordelene. Og rentefradragene. Vi skal larme, skal vi. Så det kan høres overalt. Vi skal være mere ihærdige og hage os fast, som var vi en ophidset puddel, der netop havde øjnet en lækker sofapude. Vi skal slå på friheden til at bestemme over vores egen tid - men også over vores egne penge. Derfor skal sidste store "HJÆÆLLPP" lyde til de valgte og ansatte i boligsektoren, hvis job det er at råbe op, når der er politisk meldinger om IGEN at stjæle fra Landsbyggefonden. I skal kæmpe noget mere. Det er vores penge. Vi er ca. en million, der bor alment. Hvis vi hopper på samme tid, kan det mærkes. Også på Christiansborg. For livet handler om frihed - ikke friværdi. Men vi gider ikke at blive bestjålet ved højlys dag.

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: oktober 2009
Senest opdateret: august 2010