Sådan ser jeg ud

Af Michael Thorberg Foto Jan Grarup

Jan Grarup er pressefotograf - med stort P. Han er fotoreportagens danske mester at dømme efter den regn af priser, som er dalet ned over ham de seneste 15-20 år. Og han er kendt for at gå tæt på krige, ulykker og katastrofer verden over. Nævn et brændpunkt på kloden, og der er stor sandsynlighed for, at Jan Grarup har været der - eller er på vej dertil, ligesom han - mens disse linjer skrives - er ved at forberede endnu en reportagerejse til Afghanistan. Og manden har aldrig været i nærheden af at lave reklame. Alligevel var han ikke i tvivl, da han blev spurgt om han ville være den fotograf, som skulle tage billeder af almene bebyggelser og ikke mindst almene beboere til brug for avisreklamerne i den imagekampagne, som Boligselskabernes Landsforening har startet med sloganet "Lidt mere af det hele - Danmarks almene boliger".

"Jeg sagde ja, fordi jeg i virkeligheden ikke opfattede opgaven som reklame. For mig var det en reportageopgave på linje med det, som jeg har lavet i alle mulige andre sammenhænge. Jeg var jo ikke bedt om at tage billeder af nogle købte modeller, som vi stiller op, så det ser pænt og fornuftigt ud. Nej, opgaven lød på: Tag ud og mød nogle  mennesker og fotografer det, du ser."

"For mig var det en fantastisk mulighed for at lave noget, hvor man nedbryder grænserne mellem reportage, kunst og reklame. Skildre helt almindelige mennesker, også selv om de udseendemæssigt og vægtmæssigt måske ikke ligner nogen, som man kan købe i et katalog. Til gengæld er det virkelige mennesker. Det fascinerede mig meget."

Kunsten at komme tæt på
Arbejdsmetoden, som Jan Grarup benyttede, betegner han selv som "anarkistisk". Han har ikke haft aftaler på forhånd, han er bare taget af sted med toget eller S-toget og mødt mennesker i almene boliger - morgen, dag og nat. "Nogle steder kom folk selv hen og var nysgerrige, andre steder henvendte jeg mig.

Den ene gang var ude i Brøndby, hvor jeg møder en mand, som er på vej til petanque, og jeg spørger: Skal jeg ikke gå med? Vi gik og snakkede i ti minutter, og så kom vi ned og mødte alle de andre på en petanquebane, som man ikke anede på forhånd eksisterede. Når man bruger tid, så møder man også mennesker. Og der er noget spændende i alle menneskers liv. Det finder man ud af, når man bruger tiden på det."

Karakteristisk for Jan Grarups fotos er, at han er tæt på. Motivmæssigt og menneskeligt. "Hvis man møder folk ærligt, så får man også en ærlig tilbagemelding. Det er kunsten som fotograf: At du kommer tæt på folk, uden at de føler sig intimideret. Og så er der jo også den forklaring, at mange mennesker er rigtigt glade for, hvor de bor. At fotografere det ud fra et positivt udgangspunkt, det var folk meget begejstrede for. De er trætte af dårlig omtale. Deres reaktion var typisk: Fedt, nu skal du bare se!"

Fordelen ved forældet teknologi
Det særlige præg, som Grarups sort-hvide fotos har, skyldes ikke mindst det kamera og den type film, som han har anvendt. I en digital tidsalder har han valgt at bruge gammeldags Polaroid-film og et stort tungt kamera af typen Linhof Technika. Han har sågar måttet købe restlagre af Polaroid-film op i USA og Frankrig, for fabrikken, som lavede filmene, er for længst lukket. Hvorfor dog bruge en så besværlig og forældet teknologi?

"Jamen, det var fordi, at det gav mig noget kreativt. Man fotograferer mindre, end hvis man skyder løs digitalt. Man er tvunget til at arbejde motiverne bedre igennem. Man kan sige, at der er en begrænsning i at bruge et Polaroid-kamera, men man kan også se det omvendt, at jeg fik en mulighed for at fokusere mine billeder meget mere. Det er klart, at der er nogle situationer, man misser - men man får altså også noget andet."

"Og så blev folk jo også fascinerede, når de så mig komme slæbende. Jeg tror, de tænkte: Hvad er det for en idiot, som kommer med sådan et gammelt skrummel af et kamera!? Men der er altså feeling i sådan et kamera."

Færdigt arbejde
Hvis Jan Grarup bliver bedt om at udpege et favoritfoto blandt de mange, han har taget i de almene boliger, så tøver han længe, før han beslutter sig for fotoet af Sofia, den smilende pige med blomsten i håret:

"Hun havde været til fødselsdag, og derfor havde hun den kæmpe hårblomst i. Hun kunne godt lide at gå med den slags, og ifølge hendes forældre gjorde hun det også gerne i skole. Der er noget utroligt selvsikkert over det foto. En ikke-skræmt attitude. Det er: Her er jeg, og sådan ser jeg ud. Tag bare et billede, for jeg er sgu glad."

"Og det har været kendetegnende for hele reportagen. Der har været stolthed over at vise sit liv frem. Det er den stolthed, jeg har forsøgt at fange. Der er et andet foto, hvor en knægt har skrevet en seddel og sat den i vinduet, hvor der står: Her bor jeg. Stolthed og ærlighed. Færdigt arbejde."

"Man kan sige, at jeg har forsøgt at fotografere folk med den respekt, de fortjener. Men som jeg også synes, at de udviser over for det område, de bor i."