Vellykket genhusning af beboere fra Rødovre-højhusene

Af Samina Usman Foto: Harry Nielsen

I et helt årti diskuterede førtidspensionist Birger S. Pedersen verdenssituationen med sine mangeårige venner på "klubbænken" uden for sin bolig i højhusene i Rødovre, AAB København. I dag er han flyttet til en ny bolig i sit barndomskvarter på Frederiksberg. Bænken er erstattet af en lukket fredelig have og vennerne er skiftet ud med nye. Egentlig havde han slet ikke lyst til at flytte. Men højhusene, som han boede i, led af omfattende byggeskader. De stod enten over for en større renovering eller nedrivning. Vetoretten endte i 2007 hos beboerne, der i stor stil stemte for en nedrivning af de to højhuse Agerkær og Ruskær. Også Birger S. Pedersen stemte for. En beslutning som han ikke fortryder til trods for at have haft sit hjem i de omdiskuterede højhuse i 20 år og hele sit netværk i området. Men han er ikke ene og alene om at udtrykke stor tilfredshed med den hidtil største permanente genhusning af en almen boligafdeling i Danmark. Faktisk viser en evalueringsrapport fra AAB København og Kuben Management, der stod for genhusningen, at 81 procent af beboerne er tilfredse med deres nye bolig. Kun fem procent er direkte utilfredse. I har selv stået for tilfredshedsundersøgelsen. Hvor meget skal man lægge i det? "Vi har indsamlet data ved at lave interviews med beboerne og uddelt spørgeskemaer, og det har resulteret i nogle beskrivelser af, hvordan forløbet har været for dem. Man kan sige, at det er en kvalitetskontrol af vores arbejde og viser os, hvad vi kan gøre bedre til næste gang. Rapporten indeholder også anbefalinger til, hvilke faldgruber man skal undgå i så stort et genhusningsforløb, og hvilke erfaringer vi har gjort os," siger afdelingsleder Jette Søndergaard, Kuben Management og pointerer, at den almene sektor kommer til at se flere genhusningssager i fremtiden.

Boligselskaber tøvede med at hjælpe
En af udfordringerne som Kuben Management kom til at stå overfor var samarbejdsvilligheden fra de andre boligorganisationer. Ifølge tidsplanen skulle der på bare tre måneder findes nye hjem til 280 ud af i alt 311 husstande. 31 beboere fandt selv en bolig. Men de tre måneder blev hurtigt til lidt over et år. Første beboer flyttede således i juli 2007, mens den sidste beboer kunne vinke farvel til højhusene i oktober 2008. Tidsplanen skred blandt andet, fordi AAB København ikke kunne genhuse de mange beboere alene og havde brug for en hjælpende hånd til at finde nye erstatningsboliger. I forbindelse med genhusningen godkendte det daværende Velfærdsministerium en forsøgsordning, så andre boligselskaber kunne stille boliger til rådighed direkte fra ventelisten. Alligevel kneb det med at få boliger, fordi det var en ukendt situation for boligselskaber at stille egne boliger til rådighed for en anden boligorganisation. Desuden gavnede det heller ikke, at der var uklarhed om, hvad der skulle ske med højhusene. Først gik historien på, at højhusene kunne vælte, hvis det blæste for meget, og så kunne de ikke vælte alligevel. "Flere boligselskaber tilkendegav, at hvis det var, fordi højhusene var ved at vælte, så ville de gerne hjælpe. Men hvis årsagen var den, at det bare var for dyrt at renovere, så kunne man ikke se meningen. Set i bakspejlet var der brug for en afklaringsproces og en diskussion med boligorganisationerne allerede på et meget tidligt tidspunkt i processen. Vi havde undervurderet behovet for dialog og muligheden for at tale rent ud af posen. Og det var også en af årsagerne til, at genhusningen tog længere tid, end vi havde regnet med," siger Jette Søndergaard.

Hjælp fra BL
Boligselskabernes Landsforening trådte til og sammen med Kuben Management blev der holdt en stribe møder med blandt andet afdelingsbestyrelser for at belyse, hvorfor det var nødvendigt at den almene sektor løftede i flok. Således siger genhusningskonsulent Arne Simonsen, Kuben Management: "Det var vigtigt at pointere over for de andre boligorganisationer, at de pludselig kunne stå i en lignende situation med skimmelsvamp, eller hvad det nu kunne være, hvor de fik behov for hjælp til genhusning. Jo flere boliger vi havde at gøre godt med, jo nemmere var det at opfylde beboernes boligønsker om beliggenhed, størrelse og så videre. Vi var meget imødekommende over for beboernes ønsker. Med frivillighed kommer man længst. Man skal huske, at genhusning handler om mennesker." AAB København tog størstedelen af læsset og leverede selv 52,5 procent boliger. De øvrige boligorganisationer genhusede 22,5 procent, mens Rødovre Kommune anviste 20,4 procent af boligerne. Alt i alt kostede genhusningen i gennemsnit lidt over 32.000 kroner pr. husstand. Samlet set måtte AAB København punge ud med lidt over ni millioner kroner for 280 genhusninger. Beløbet inkluderede blandt andet flyttehjælp, håndværkere og flytning af telefon og internet.

Pensionist Else-Maj Stösser flyttede i en AAB-bolig et stenkast fra højhusene:

"Mit ønske var at få en bolig i Rødovre, og det fik jeg. Egentlig kunne jeg ikke fordrage at bo i højhusene, hvor jeg boede i otte år. Men en skilsmisse gjorde, at det var det eneste jeg kunne få. Det hjalp heller ikke, at jeg har højdeskræk. Jeg brugte aldrig altanen, og når jeg gik ud på svalegangen kiggede jeg aldrig ned. Nu bor jeg i en stuelejlighed og det er bare perfekt. Jeg undrer mig bare over, hvorfor højhusene ikke er revet ned endnu."