• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

»Goddag. Jeg har et vigtigt budskab…«

Foto: Stefan Kai Nielsen

En informationsvideo med Jacob Haugaard skal hjælpe med at oplyse om, at medlemmer af boligforeninger skal henvende sig for at få det gamle medlemsnummer konverteret til anciennitet.

Af Michael Thorberg

Spredte solstrejf og små plusgrader har akkurat nået at smelte de sidste klatter sne på plænerne i Folehaven i Valby, før et lille filmhold og en mand med et velkendt ansigt dukker op. Missionen på denne blæsende og kolde forårsdag i slutningen af marts er at få optagelserne til en 50 sekunder kort og oplysende informationsfilm i kassen. Kraftige vindstød giver journalist og instruktør Helle Baagø problemer, for det er meningen, at den lille films eneste medvirkende skal træde ud af et minimalt legetøjstelt for at aflevere budskabet med stemmen, som er så karakteristisk: ”Goddag. Jeg hedder Jacob Haugaard. Jeg har et vigtigt budskab …” Komikeren, gøgleren, skuespilleren, sangeren og ex-politikeren tager scenen med de indledende replikker om og om og om med professionel tålmodighed. Det blafrende legetøjstelt og et dagslys, som hele tiden skifter mellem gråvejr og skarp sol gør forholdene vanskelige, men det gør det også ekstra interessant for de beboere i Folehaven, som opmærksomt følger med på lun afstand inde bag vinduerne. Ind imellem optagelserne søger Jacob Haugaard lidt varme i en lang opsigtsvækkende fake-pelsfrakke a la yakokse, mens han memorerer videre på manuskriptet: ”… til en hel masse mennesker, der er medlem eller lejer hos en almen boligforening. Er du en af dem? Så hør lige efter. Loven om almene boliger er lavet om …”

Fra nummer til anciennitet
Det er ny lovgivning, som er årsagen til, at Boligselskabernes Landsforening nu får produceret informationsvideoen med Haugaard. Fremover skal alle almene boligorganisationer nemlig til at føre ventelister på samme måde. Hidtil har det været sådan, at medlemmerne af boligforeninger er blevet indplaceret på ventelister i forhold til deres medlemsnummer, når de meldte sig som aktivt boligsøgende, således at jo lavere et medlemsnummer man havde, jo længere oppe på ventelisten kom man ind. Hos boligselskaber meldte man sig ikke ind, der blev man skrevet op, og jo længere tid på ventelisten – jo længere anciennitet, man havde – jo højere stod man på listen. Fremover skal boligforeninger føre anciennitetslister på samme måde, som boligselskaberne gør. Men forudsætningen for, at folk med medlemsnumre bevarer pladsen på ventelisten, som den gamle ordning ville give dem, er, at de henvender sig til den – eller de – boligforeninger, de er medlem af. Og det skal ske senest  den 31. maj i år. Heri ligger en gigantisk informationsopgave for de enkelte boligforeninger, som jo skal oplyse medlemmerne om vigtigheden af at henvende sig, for at medlemsnummeret kan ”konverteres” til en anciennitet. Derfor har boligforeningerne både skrevet til medlemmerne og annonceret i dagspressen, og det er tanken, at den BL-producerede informationsfilm med Jacob Haugaard skal understøtte de enkelte boligforeningers egen informationsindsats. I filmen siger Haugaard videre: ”Hvis du er medlem, skal du kontakte din almene boligforening senest 31. maj. Hvis ikke du gør det, risikerer du at miste din chance for at få en almen bolig …”

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: april 2010
Senest opdateret: oktober 2010