”Graffiti er kunst“
En dom og 250.000 kroner i bøde har ikke gjort Mikkel Hornbæks
fascination af graffiti mindre.
Af Søren Reinau Foto: Ulrik Samsøe Figen
"Graffiti er en dyr hobby. Hvis man er uheldig nok, kan golf slet
ikke måle sig med det," siger Mikkel Hornbæk, der til daglig er art
director i et reklamebureau. Men han er også uhelbredelig
graffiti-elsker. Til trods for en gæld på 250.000 kroner, der
skulle betales, efter han blev taget og dømt for en række tilfælde
af ulovlig graffiti i 2003. "Jeg er sluppet billigt, mange af mine
kammerater har fået fængselsdomme, og efter min mening er det en
overreaktion af dimensioner. Der hænger reklamebannere over alt i
gadebilledet, og så kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke må udfolde
mig," siger Mikkel Hornbæk, der dog aldrig har malet på privat
ejendom eller biler. "Men det er ikke hærværk, hvis jeg går ud en
nat og bruger penge og tid på et male en grå togtunnel. I min
verden er det kunst," siger han.
I dag er han blevet for gammel til at snige sig rundt med en
spraydåse om natten - og har heller ikke råd, lyder det. Men han er
stadig med i et crew - en graffitigruppe - og fascinationen er ikke
blevet mindre med årene. "Det er en konkurrencesport, som måler, på
hvor dygtig du er teknisk, og hvor mange steder du maler. Og så
giver det et enormt skud adrenalin, når du maler om natten, og der
pludselig er sirener, der hyler, eller hunde, der gør." I dag maler
han kun til lovlige arrangementer. For nylig havde art directoren
gang i spraydåserne til Kulturnatten, hvor han sammen med kolleger
malede en graffitivæg i Århus centrum. "Men hvis politi og
politikere går helt i sort og vil begrave alt graffiti, så kan jeg
godt lokkes ud med nogle sølvdåser om natten. Sådan er det."
Boligen nr. 12 - 2010
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
november 2010 |
| Senest opdateret: |
november 2010 |