Tidligere anbragte unge har brug for støtte
At fylde 18 år er for de fleste ensbetydende med fest, farver og
frihed. Men for anbragte unge betyder det også farvel til det sted,
der i en tid har været det nærmeste de kom på et "hjem". Derfor har
det stor værdi at tilbyde tidligere anbragte unge såkaldt
efterværn, konkluderer SFI-forskere i en ny rapport.
"Jeg gik fra at have ingen tid til mig selv til at have al tid
til mig selv, og det gik galt," fortæller 18-årige Jesper om hans
overgang til livet uden for institutionen. Unge der har været
anbragt, fx på grund af misbrugsproblemer i familien, har ofte
svært ved at klare overgangen til voksenlivet. De er ganske enkelt
mere alene i verden end andre unge, som sjældent er tvunget til
klare sig helt uden støtte fra far og mor.
SFI-rapporten Efterværn - støtte til tidligere anbragte unge giver
et indblik i, hvordan fx en fast kontaktperson eller tilbud om
særlige væresteder kan hjælpe de unge, når de forlader
institutionen eller plejefamilien.
Overraskende stort behov
Forskerne har fulgt 10 forsøgsprojekter, hvor unge mellem
18 og 22 år, der tidligere har været anbragt, er blevet tilbudt en
form for efterværn. Det har overrasket både forskerne og
medarbejdere i projekterne, hvor stort behov de unge har for
støtte.
"De unge virker umiddelbart til at klare sig. Men når man taler
længere tid med dem, kommer historierne frem om deres ofte meget
vanskelige opvækst. Det handler om, at de står helt alene. De har
simpelthen ikke voksne at falde tilbage på eller støtte sig til,
ligesom andre unge har," forklarer seniorforsker Turf Böcker
Jakobsen, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
I dag bliver efterværn normalt kun tildelt unge, der vurderes at
have særligt be-hov. Forskerne bag undersøgelsen konkluderer
imidlertid, at de unge har så markante udfordringer i overgangen
til voksenlivet, at der er brug for mere målrettet og fleksibel
efterværnsindsats.
Undersøgelsen af efterværn er gennemført for Servicestyrelsen og
finansieret af Socialministeriet.
Download rapporten:
Efterværn - støtte til tidligere anbagte
unge
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
december 2010 |
| Senest opdateret: |
december 2010 |