• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Askerød inde i en positiv stime

På blot to år er udgifterne til baldrede ruder i Askerød faldet gevaldigt. Årsagen skal blandt andet findes i en netcafe for unge. Begejstringen hos beboerne har været så stor, at de har valgt at støtte op om projektet med 450.000 kroner af deres egne huslejepenge.

Af Samina Usman Foto: Duc Minh Phung

Har I skiftet leverandør? Byens glarmester undrede sig, da han igennem en periode ikke modtog ordre på udskiftning af smadrede ruder i Askerød i Greve. Men det kunne driftsleder Morten Bergstrøm, afdeling 11 i Askerød hos Vridsløselille Andelsboligforening (VA), blankt afvise. Behovet for nye ruder har nemlig været støt faldende i Askerød siden 2008. Således brugte afdelingen 400.000 kroner på knuste ruder i 2008. Mens det foreløbige tal for 2010 ligger et sted mellem 50.000-100.000 kroner. Altså et fald på cirka tre fjerdedele på bare to år. Men hvad har vendt udviklingen i et område, der har været stærkt plaget af bandekrige, skyderier og påsatte brande? Svaret er ikke så enkelt. Men et tilholdssted for unge med hjemlig hygge og den helt rette person, der har fået de unge i dialog, er åbenbart en del af opskriften på, at det kan lykkes at holde en stor del af de unge rødder
væk fra ballade og hærværk. Driftsleder Morten Bergstrøm glæder sig over, at udviklingen endelig er begyndt at gå i den rigtige retning. Han melder om en åbenlys nedgang på alle områder inden for hærværk, hvilket også tæller påsatte brande. Han mener, at en stor del af æren tilfalder Greve Nord Projektet, der er et boligsocialt tiltag. Her har de ansatte sørget for at oprette en netcafé med seks computere for unge i området. Selve computerne er ikke tiltrækningsplastret. Men netcafeen er et sted, hvor de unge kan være sig selv, spille kort sammen, blive mødt med respekt og anerkendelse og få generel rådgivning om forskellige problemstillinger i deres liv. "Det er lykkedes at mindske kriminaliteten og øge trygheden. Askerød har længe manglet et sted, hvor de unge har kunnet holde til. De unge har i den grad rendt rundt og kedet sig. Janne Jønck, der er børne- og ungemedarbejder og dagligt holder til i netcafeen, har spillet en afgørende rolle i, at stedet er blevet en succes. Hun har formået at vinde de unges tillid og har været med til at ændre deres holdning," fortæller Morten Bergstrøm.

"Du holder max tre måneder"
Tillid er åbenbart et af de væsentligste nøgleord, når man har med unge rødder fra Askerød at gøre. Tidligere havde et andet boligsocialt projekt i Askerød forsøgt at skabe ro i området ved at ansætte en eks-politimand i området. Meningen var, at han skulle gå i dialog med de unge. Idéen syntes at være god. Men ifølge Morten Bergstrøm glemte man, at de unge netop ikke har tillid til ordensmagten, og at det derfor var dømt til fiasko fra starten. Det endte da også med, at eks-politimanden sagde op. Til at starte med var det heller ikke en nem opgave for Janne Jønck at komme ind på livet af de unge rødder. Da netcafeen åbnede første gang, kom drengene for at se hende an. Og de havde små "hilsner" med til hende. "Fuck dig din luder". "Du ser rigtig flink ud dame. Du holder max tre måneder." De tre måneder er nu blevet til et år og ti måneder. "Jeg er gammel i gårde, så det rørte mig ikke, når de talte grimt til mig. Man skal huske på, at de unge har mødt mange utroværdige voksne, som har lovet dem guld og grønne skove uden resultater. Jeg stoler på de unge og rummer dem, selv om de laver ting, som de ikke må. Og så laver jeg altid et eller andet bagværk, som får de unge til at komme," griner hun. Oprindeligt var målgruppen for netcafeen tiltænkt drenge mellem 10-14 år. Men behovet var så stort, at man udvidede aldersgruppen fra 10-25 år. Der er dog enkelte afvigere. En dreng på kun syv år og en lidt ældre herre, der er svær at sætte alder på, men som nok er et sted i 30'erne, er også aktive brugere af netcafeen. På de to ugentlige åbningsdage er det ikke unormalt, at der dukker mellem 50-60 unge op. Formand i afdelingsbestyrelsen, Jørgen Fahlgren, har også bemærket den positive udvikling i området, efter netcafeens åbning. "Her har virkelig været et kæmpe behov for netcafeen. De unge gider ikke komme i en normal klub, hvor de skal indordne sig under for mange regler. Desuden føler de sig heller ikke velkomne," fortæller han. På baggrund af de gode resultater anbefalede afdelingsbestyrelsen beboerdemokraterne at bevilge nogle af huslejekronerne til netcafeen. Beboerdemokraterne stemte for og valgte at støtte projektet med 450.000 kroner, som skal bruges på at skaffe endnu bedre faciliteter til de unge. Fra årsskiftet vil netcafeen have åbent i tre dage og to aftener om ugen. Greve Kommune har desuden bevilget 400.000 kroner til netcafeen over de næste to år.

Omid.jpg

Boligen nr. 12 - 2010

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: november 2010
Senest opdateret: november 2010

Om Askerød

Askerød er beliggende i
Hundige (Greve Nord).
Bebyggelsen blev opført i
1975 og der er 722
lejligheder.

Om Greve Nord projektet
Greve Nord Projektet er
blandt andet finansieret af
Landsbyggefonden, Greve
Kommune og  Integrationsministeriet.
Greve Nord Projektet er ramme
for tre selvstændige projekter
med hver sin økonomi,
Askerødprojektet,
Askerød/Syd-Bo projektet
og Gersagerprojektet.
Til sammen har de tre projekter
et budget på cirka 18 millioner kroner. fordelt på fire år, hvor  Landsbyggefonden tegner sig for cirka 12 millioner kroner. Netcafeen er en del af
Askerød/Syd-Bo projektet.

Projektets målsætninger
Greve Nord Projektet søger
at øge trygheden og
mindske kriminaliteten i
området. Greve Nord Projektet arbejder med fire overordnede
indsatsområder:
Børn og Unge, Tryghed og
Naboskab, Kultur og
Image og Beskæftigelse.