BL: Positivt med stor fokus på udsatte boligområder
Boligselskabernes Landsforening glæder sig over, at
statsminister Lars Løkke Rasmussen i åbningstalen lagde stor vægt
på at finde løsninger på problemerne i de udsatte boligområder.
"Overordnet set er det meget tilfredsstillende, at statsminister
Lars Løkke Rasmussen i åbningstalen lagde så stor vægt på at finde
grundlæggende løsninger på problemerne i de udsatte boligområder.
Tanken om at åbne områderne imod resten af samfundet er rigtig. Og
jeg er helt enig i, at der skal tænkes i løsninger, som både
omfatter fysiske forbedringer af boligområderne samtidig med, at
der sættes ind over en bred front på en lang række andre områder,"
siger direktør Bent Madsen, Boligselskabernes Landsforening. Han
fortsætter:
"Jeg hæfter mig også ved, at statsministeren lover en anderledes
effektiv indsats fra politiets side i de udsatte boligområder. Det
hilser jeg meget velkommen. Vi har længe efterlyst, at politiet gav
borgerne i disse områder samme service og samme tryghed, som alle
andre danskere."
Direktør Bent Madsen har en forhåbning om, at Lars Løkke
Rasmussens melding om det bebudede ghetto-udspil tegner linjen for
efterårets politiske forhandlinger på boligområdet:
"Jeg håber, at statsministerens klare meldinger lægger linjen for
de kommende boligpolitiske forhandlinger. I Landsbyggefonden er der
en kø af renoveringsprojekter på otte milliarder kroner, og skal
regeringens strategi for de udsatte boligområder lykkes, så er det
afgørende, at der skrues op for tempoet i renoveringerne. Det vil
ikke en gang koste skatteyderne penge, for pengene i
Landsbyggefonden er lejernes egne opsparede midler, det vil derimod
give øget beskæftigelse at øge renoveringsindsatsen."
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
oktober 2010 |
| Senest opdateret: |
oktober 2010 |