Da det endelig blev mandag
De havde snakket om det i årevis. Så tog boligselskabet initiativet. Nu har fire nordjyske ejendomsfunktionærer på fire måneder smidt næsten 40 kilo.
Af Martin Ljung Krabbe
”Vi vidste jo godt, at vi var for store – det behøvede de jo sådan set ikke komme at fortælle os. Jeg havde allerede besluttet mig for at gå på kur på mandag. Jeg havde bare ikke besluttet, hvilken mandag det skulle være.”
Sådan lyder det fra vicevært Karsten Møller Jensen. Han og 25 kolleger i Boligselskabet Nordjylland, også kendt som Bonord, er siden mandag d. 1. februar blevet målt og vejet af sundhedskonsulenter fra Hjørring Sundhedscenter. Bonords ansatte har desuden fået gode råd til omlægning af kost- og motionsvaner. Det har resulteret i, at den nordjyske boligbevægelse nok er blevet mindre, men også væsentligt mere strømlinet end tidligere. Sundhedskonsulenterne opgør fedttabet i noget så tiltalende som pakker lurpaksmør. 353 pakker er det blevet til. Eller 88,3 kilo.
Kortere afstand
Tanken om at tage fat på problemet opstod hos Bendix Jensen, direktør for Boligselskabet Nordjylland, da personaleforeningen sidste sommer havde inviteret de ansatte på skovtur i Fårup Sommerland. ”Pludselig kunne vi se, at trøjerne strammede lidt rigeligt på vores ansatte.” For at komme den dårlige livsstil og vægten til livs indledte Bonord et samarbejde med kommunens sundhedscenter og foranstaltede samtidig en konkurrence om, hvilket af selskabets fem viceværtscentre, der kunne tabe sig mest. ”Jeg tror, det har været udslagsgivende for det positive resultat, at konkurrencen ikke var baseret på individer, men på hold og på holdånd. Projektet er ikke sat i verden, for at vi kan gå og kontrollere, om den enkelte medarbejder nu også lever sundt eller ej,” forklarer Bendix Jensen, som oplever, at konkurrencen har givet et bedre socialt liv på tværs af organisationen. ”Vi har noget til fælles. Noget vi kan snakke om og drille hinanden med. Afstanden fra hovedkontoret ud til de yderste led er blevet meget kortere.” Projektet blev indledt med et tvungent foredrag for alle. Herefter kunne medarbejderne frivilligt melde sig til projektet. Det gjorde 26 ud af 29.
Lighed i sundhed
”Vi har til opgave at bringe lighed ind i sundheden – derfor var gruppen af viceværter interessant for os at arbejde med,” forklarer Anne-Marie Øland, som er sundhedskonsulent i Hjørring Kommune. ”Viceværter er udsatte, dels fordi de oftest er mænd, som lever kortere end kvinder, og dels fordi de er lavt uddannede, hvilket også har en afkortende effekt på den forventede levealder.” Ifølge Anne-Marie Øland var selvopfattelsen blandt viceværterne, at de var meget fysisk aktive i arbejdet. Da sundhedskonsulenterne kiggede nærmere på viceværternes arbejdsdag, viste det sig at forholde sig noget anderledes. ”Mange viceværter bruger en stor del af deres tid på en græsklipper eller bag rattet i en sneplov,” forklarer Anne-Marie Øland. For at ændre det skæve selvbillede blev viceværterne udstyret med skridttællere, der kunne vise den enkelte, hvor meget han egentlig bevægede sig. Mange af viceværterne troede, det var nødvendigt med voldsomme omlægninger i hverdagen. Men det er ifølge Anne-Marie Øland slet ikke nødvendigt. ”Man behøver ikke være superasketisk for at tabe sig. Bruger du tandsmør, behøver du bare begynde at skrabe det. Så rasler kiloene af.”
De mange gevinster
Det var viceværterne i Østervrå-afdelingen, der smed flest kilo. De tabte sig med næsten 40 kilo. Gevinsten i konkurrencen, der officielt blev afsluttet Grundlovsdag, var en weekendtur sponsoreret af Bonord. Men for de fire viceværter i Østervrå er der også mange andre belønninger forbundet med vægttabet. Udover ikke at skulle slæbe rundt på 40 overflødige kilo, er der bred enighed om oplevelsen af at have mere energi, ligesom energiniveauet opleves som mindre ustabilt. ”Jeg gik og troede, at jeg var sund, fordi jeg spiste 10-15 stykker frugt i døgnet,” fortæller Jens Ole Rasmussen, ”men det viste sig, at det betød, at mit sukkertal kørte op og ned hele tiden – jeg ku’ ikke sove, når jeg kom i seng om aftenen, fordi min natmad bestod af tre bananer, en liter mælk og et par honningmadder.” ”Vi kender og følger med i hinandens vægt – vi holder hinanden lidt i ørerne,” fortæller Keld Pedersen, som ligesom de andre er på vægten næsten dagligt. Karsten Møller Jensen er på vægten hver eneste morgen. ”Det er det bedste tidspunkt at veje sig på. Der vejer man nemlig mindst,” forklarer Jens Ole Rasmussen. For Karsten Møller Jensen er en af de største gevinster, at han nu igen selv kan binde sine sko. ”Det er dejligt, at jeg ikke længere behøver kun at gå i hyttesko,” som han forklarer det.