• del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Den innovative og kreative sektor med store udfordringer

Af Regnar M. Nielsen og Jørn Nyvang

Der blev ikke sparet på fine ord eller akademikere, da Boligselskabernes Landsforening i dagene 24.-25. august holdt forvaltningskonference for 241 ledende medarbejdere fra Danmarks almene boligorganisationer. Den røde tråd i arrangementet var innovation (Hurtigt oversat: Evnen til at udvikle og gennemføre nye ideer. Red.). Efter vedtagelsen af styringsreformen for den almene sektor skal ideer udvikles og gennemføres i tæt samarbejde med kommunerne. Derfor var forskningschef ved Journalisthøjskolen i Århus, cand.scient.pol. Roger Buch, inviteret til at analysere den fremtidige samarbejdspartner. Og ifølge forskeren bliver det en betydelig udfordring. "Siden kommunalreformen, der skulle sikre rationalitet og besparelser, er der ansat 1.640 ekstra stykker personale i kommunerne, og udgifterne er steget med 840 millioner kroner. Til gengæld er der blevet færre politikere om at løse større og flere problemer," sagde han. Især kravene til en stram økonomi er ifølge Roger Buch en alvorlig udfordring for kommunerne. "Vandværker, biblioteker og især skoler er i akut fare for lukninger," forklarede han. "Kompenserende indgreb for lukninger af skoler, biblioteker og andre samfundsbærende institutioner i områder, der i forvejen er kriseramte, kræver betydelig ideudvikling - og værktøjet er innovation. Professor ved Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet, Lene Tanggard, satte begreberne på plads.  "Forudsætningen for innovation er kreativitet, der blandt andet udspringer af evnerne til fordybelse, udholdenhed og at kunne sælge dyrere, end man køber," forklarede hun. Og til alles trøst! Ifølge Aalborg-professoren er det noget, der kan læres. "Innovation skal skabes af lederne. De skal sikre de ansatte og i jeres tilfælde beboerdemokraterne de bedst mulige rammer og forudsætninger for at være kreative. De skal bakke ideerne  op. Også selv om de måske stritter lidt i forhold til den basis-teori, man selv arbejder udfra," fortsatte hun. Sidstnævnte rummelighed i forhold til at fremme kollegaer og medarbejderes ideer og interesser bliver formentlig den store udfordring. Ikke mindst fordi hjerneforsker Peter Lund Madsen i et indlæg med betydelig underholdningsværdi fik slået fast, at vi grundlæggende er dyr med basisinstinkter, herunder egoisme - ganske vist veludviklede dyr med evnen til at kunne se frem i tiden, udvise følelser med mere. Men i sidste ende er det ofte vores reptilhjerne, som vi har til fælles med blandt andet høns, fasaner og fisk, der bestemmer vores adfærd. Og den får os ifølge den populære hjerneforsker til at søge målrettet mod egoistiske goder som sex, magt og mad.

Projekt laboratorium
BL's forvaltningskonference blev stedet, hvor en anderledes konferenceform blev udviklet. En form, hvor deltagerne fik mulighed for at være mere aktive, nysgerrige og opsøgende end under traditionelle konferenceforedrag. Salen i den gamle del af Nyborg Strand blev omdannet til et projektlaboratorium med 12 mindre stande langs væggene. Her blev der præsenteret forskellige boligsociale, administrative, demokratiske og byggetekniske udviklingsprojekter. Derudover var der en scene midt i lokalet med stolerækker udenom -  nærmest som en boksering. Fra scenen blev der cirka hver halve time leveret oplæg til debatter og underholdning. Blandt oplægsholderne var lederen af Det Boligsociale Fællessekretariat i Århus, Jens Møller, og anden bag BL's imagekampagne, Frederik Preisler. Underholdningen stod dirigent Frans Rasmussen og koret fra Urbanplanen for.



forvaltningskonference153-2.jpg


"Den almene sektor ejes hverken af rød eller blå blok"
I tre kvarter var partner og direktør Frederik Preisler fra reklamebureauet Mensch centrum på forvaltningskonferencens projektlaboratorium. Det blev ud over en indføring i BL's aktuelle imagekampagne, "Lidt mere af det hele", også overvejelser om, hvorvidt kampagnen ikke er starten på en helt ny måde at opfatte de almene boliger på - for os selv og for omverdenen. Reklamedirektørens bud er, at de almene boligers interesse- og brancheorganisation træder ud af de socialdemokratiske skygger og genfødes som en partipolitisk uafhængig organisation. "Hvis man fik lov til at gå ind i det konservative gruppeværelse i disse dage, hvor man taler meget om, hvad der skete med den borgerlige anstændighed, tror jeg, at man vil opleve, at det ikke er en socialdemokratisk opfindelse det dér med en almindelig menneskelighed. Man kan godt prøve at tage patent på det, men det er  det ikke." sagde reklamemanden. Spådommen fra Frederik Preisler er i tråd med nyhedsportalen Altingets interview med BL's nye direktør, Bent Madsen, som blev bragt to uger før forvaltningskonferencen. Overskriften for artiklen var: "BL vil frigøre sig fra sin socialdemokratiske skygge." Bent Madsen udtalte blandt andet: "I vores egen selvforståelse har vi aldrig være en fast forankret del af den socialdemokratiske bevægelse. Men det må vi bare erkende, at vi har været hos de fleste andre. Nu vil vi ryste den skygge af os. Vi vil være en moderne interesseorganisation, hvor vi klapper af dem, som gør noget godt for vores medlemmer, uanset partifarve." Det nye BL med et forsonligt forhold til alle partier kan ifølge Frederik Preisler allerede læses af udviklingen af den igangværende kampagne.  "Oprindeligt var den, somen række kampagner reklamebureauet tidligere har ført for den almene sektor, tænkt som en hårdtslående kampagne, hvor politikere skulle beskrives som utroværdige. Det blev til en lang diskussion i bestyrelsen om den almene sektor og BL's kommunikation med omverdenen. Resultatet blev den aktuelle imagekampagne, der tegner et andet billede af Danmarks almene boliger. Den tegner et billede af en virkelighed, hvor der er lidt flere skæve grin, lidt mere gråd, lidt flere skæve eksistenser, lidt flere palæstinensere, lidt flere aalborgensere. Kort sagt: Lidt mere af det hele," sagde Preisler og fortsatte: "Men den tegner også et billede af en sektor, der kommunikerer på en helt anden måde, som kommunikerer i stedet for at agitere, og som ønsker dialog frem for konfrontation."

 

 

Emneord:

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: september 2010
Senest opdateret: september 2010