Dengang nutiden var begyndelsen på fremtiden

Af Martin Ljung Krabbe

”Rosengård byggdes som en drömvärld av historiska tablåer över det moderna livets möjligheter. Hit ut skulle människorna flytta från de förslummade, osunda och mörka innerstadsområdena och det var inte enbart en geografisk förflyttning i tid utan också en förflyttning in i den moderna tiden.”

Fra bogen ”Rosengård och den svarta poesin” af Per-Markku Ristilammi

Det tager sig ellers aldeles hæderligt ud i solskin og med det grønne i fuldt flor. Børnene har sommerferie, og i alle størrelser og farver piler de ind og ud af gårdene på bare fødder og i bare overkroppe. Fra det centralt beliggende friluftsbad lyder hvin og latter.

Med andre ord: på en hvidglødende smuk svensk sommeronsdag er det ikke til at se det, hvis man ikke lige ve’ det – eller tænker over det – at Rosengård er et af de steder i Sverige med størst koncentration af både indvandrere og arbejdsløshed. 86 procent af indbyggerne i Rosengård er flygtninge/ indvandrere. Arbejdsløsheden er på 62 procent.

Følelsen af ejerskab
”Det handler om at behandle folk med respekt,” forklarer Magnus Ohlsson, der viser rundt i Rosengård i Malm.. Han er ejendomsforvalter I MKB Fastighets A/B i Malm. som administrerer halvdelen af boligerne i Rosengårdsområdet. Magnus Ohlsson er typen, der hilser på alle, og ofte bliver han standset af beboere, der vil diskutere et eller andet med ham.

”Udgangspunktet for de tiltag, vi sætter i værk, er, at folk gerne vil bo her og gerne vil have, at det er et godt sted at bo. Det prøver vi så at give dem med de midler, vi har til rådighed.”

Der er ikke nogen helhedsplan for Rosengård. Der er ikke radikale planer om at rive dele af området ned, som man har gjort i hollandske Bijlmermeer, og som der er planer om at gøre i Gellerup. Ikke endnu i hvert fald. Til gengæld kan Magnus Ohlsson fremvise et hav af større og mindre tiltag, som alle har til formål at få beboerne til at føle ejerskab og ansvar for deres boligområde. Der er anlagt beboerhaver, vegetationen bliver holdt nede for at skabe tryghed, beboere i stuelejlighederne har fået haver for at give en fornemmelse af ejerskab og udeområderne og legepladserne er blevet renoveret. Magnus Ohlsson fortæller om cykelkurser og praktiktilbud til områdets unge. Det er også tydeligt, at der bliver gjort meget ud af renholdelsen. Der ligger ikke meget papir eller affald og flyder.

En kvinde af roma-afstamning kommer op og snakker fortroligt med Magnus Ohlsson. Da vi går videre, fortæller han, ”Hun er nervøs for sin søn. Han røg for nylig i fængsel for at leje en 14-årig pige ud til sex. Det må man jo ikke.”

Der er et hav af kulturer i Rosengård og dermed mange opfattelser af, hvad man må og ikke må. Og op mod 50 forskellige nationaliteter, flest fra Irak, Eks-Jugoslavien og Libanon.

Et sted på turen rundt i Rosengård står en håndfuld mørklødede drenge af den farligt udseende slags og hænger ud ved et nyanlagt træningsanlæg. De er glade for anlægget, men synes de mangler nogen til at instruere i, hvordan man bruger det korrekt. Magnus Ohlsson opfordrer straks en af dem til at lade sig ansætte for et par timer om ugen.

Den svenske underklasse er også repræsenteret i Rosengård. Et par kronragede fyre i hvide undertrøjer tiltrækker sig uvilkårligt opmærksomheden, som de bevæger sig rovdyrsagtigt dovent ned ad den nyanlagte gågade og cykelsti, som nu forbinder bydelen med resten af byen. Rosengård er fuld af kontraster.

”Selvom man ikke tror det, så er der kun fem minutter til centrum på cykel,” siger Magnus Ohlsson.

Lys, luft og renlighed
Rosengård-området er opført i 1967-72 som en del af ”miljonprogrammet”, ifølge hvilket der i Sverige skulle bygges en million nye lejligheder i perioden 1965-1975.

Per-Marrku Ristilammi var en af dem, der flyttede ind i Rosengård i 1968. Han boede der i ti år og iagttog områdets udvikling. I dag er han professor i Etnologi ved Malmö Högskola og har som forsker beskæftiget sig indgående med Rosengård.

”I slutningen af 60’erne kom folk fra små lejligheder med lokum i baggården inde I byen. De kom ud til nye, store og lyse lejligheder. Det var en fremtidsby, der symboliserede, alt det Sverige ville i fremtiden – på sin vis og i netop det øjeblik var Rosengård essensen af Sverige.”

I hele Europa byggedes boliger i 60’erne og 70’erne efter modernistiske idealer. Fælles for den tids boligbyggeri var, at det var såkaldt monofunktionelt. Tanken var, at man skulle bo et sted, arbejde et andet sted og købe ind et tredje sted. Tanker om rationalitet og effektivitet prægede planlægningen af de nye store boligområder. Derfor kom biltrafikkens fremkommelighed ofte til at diktere udformningen af området.

I Danmark var det områder som Gellerupparken og Vollsmose, som skød op i den periode. Sverige har blandt andet Rosengård.

En forskel er, at Rosengård er mindre betonagtig, der er de fleste steder skalmuret med gule mursten. Det bløder lidt op på indtrykket. En anden forskel er målestokken. Gellerupparken består af 1.776 boliger, og når man taler om Vollsmose, drejer det sig om knap 4.000 boliger. I Rosengård er der 7.691 boliger. Svenskerne var vilde med det modernistiske projekt, forklarer Per-Marrku Ristilammi, ”Man kunne sælge alt på, at det var moderne dengang – ’køb en ny seng, en ny buks, et nyt køkken og vågn op som et moderne menneske’. Moderniteten var noget magisk – man kunne transformere sig selv ved at flytte til moderne boligområder. Hvis man boede lyst og moderne, blev man på magisk vis selv oplyst og moderne.”

Men fremskridtsoptimismen forsvandt hurtigt fra Rosengård. Dagens Nyheter  genfortæller 31. maj 1972 i en artikel om Rosengård denne vandrehistorie:

”Moar…mor…mor…mor…et barn kalder med svag stemme. Ekkoet fanger råbet og kaster det rundt mellem de høje bygninger. Råbet springer op fra betonen, genlyder langs væggene, forbi hundreder af identiske balkoner. Det fortælles om Rosengård i Malmø, at et lille barn kaldte fra gården op mod vinduerne og balkonerne: ’Mor, jeg er sulten…´et øjeblik efter  faldt femten plasticposer gennem luften, hver især indeholdende en sandwich.”

I ’73-’74, samtidig med økonomisk afmatning og oliekrise, begyndte de, der havde økonomisk mulighed, så småt at flytte ud til de omkringliggende villabyer. Tilbage var så de mindre bemidlede og en del tomme lejligheder. Da flygtningestrømmene begyndte i 80’erne, lå Rosengård lige for.

”Fra slut-80’erne handler fortællingen om Rosengård om etnisk anderledeshed. Rosengård har altid været en fortælling om forskellige former for anderledeshed. På den måde har Rosengård altid spillet en vigtig rolle I den svenske identitetsdannelse,” forklarer Per-Marrku Ristilammi, ”Rosengård er simpelthen aldrig rigtigt kommet ind i normaliteten.”

Opgør med arkitekturen
I Rosengård har man forsøgt at gøre op med det monofunktionelle. Der er gjort plads til forretninger i bunden af boligblokkene, og det bugner af skilte for frisører og cykelsmede. MKB har også hentet inspiration fra Bazar Vest i Gellerup.

Bennets bazar, som er opkaldt efter vejen, den ligger på, består af 12 såkaldte ”Bokal”, et nydannet ord som er en sammentrækning af ”bostad” (bolig) og ”lokal” (forretning). MKB har simpelthen splejset en butik uden på 12 stuelejligheder, sådan at der er udgang fra hjemmet og direkte ud i butikken.

Ifølge Niels Bjørn, som er byplanlægger og redaktør på bogen ”Arkitektur der forandrer”, er opgøret med det monofunktionelle en af vejene frem for udsatte boligområder.

”Problemet er helt grundlæggende at folk, der har et valg, stort set aldrig vælger at bosætte sig i modernistiske boligområder. Hvis man vil have de modernistiske kvarterer til at fungere, må der gøres op med det monofunktionelle og med de store strukturer.”

Bogen ”Arkitektur der forandrer” undersøger de erfaringer, man rundt om i verden har gjort sig med fysiske omforandringer af belastede boligområder.

”Erfaringerne viser, at de områder, der har formået at bløde op på de store linjer og givet beboerne en fornemmelse af identitet og ejerskab, også er de områder, som har succes med både at skabe og tiltrække mere ressourcestærke beboere.”



Boligen nr. 9 2010